Inspiration
5. december 2018

Verdens 11 mest bæredygtige byer

Danmark er kravlet op af listen, og så er der kommet en ny nummer et. Her er årets mest bæredygtige byer.

london er verdens mest bæredygtige by

En by skal kunne mange ting, hvis den skal gøre sig fortjent til at komme på den mest anerkendte liste over bæredygtige byer, Sustainable Cities Index. Nogle byer har et skarpt fokus på at skabe flere grønne områder og færre biler på vejene. Andre har fokus på at sikre høj trivsel og livskvalitet blandt borgerne.

Læs mere om fremtidens bæredygtige byer her.

Derfor opstiller konsulentvirksomheden Arcadis, der står bag Sustainable Cities Index, tre overordnede kriterier for bæredygtige byer, som alle verdens storbyer bliver målt op ad. Kriterierne tager udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål.

Økonomikriteriet måler blandt andet på, hvorvidt der er et effektivt transportsystem, den gennemsnitlige indkomst for beboerne, og hvor nemt det er at lave forretning i byen.

Miljø- og klimakriteriet måler blandt andet på, hvorvidt der er adgang til vand og ren luft, investeringer i vedvarende energi, hvor nemt det er at cykle eller køre med elbiler i byen, og hvor meget CO2 byen udleder.

Samfundskriteriet undersøger blandt andet indbyggernes sundhedstilstand, uddannelsesniveau, kriminalitetsstatistik i byen, ligeløn og hvor meget man arbejder.

 

HER ER  VERDENS 11 MEST BÆREDYGTIGE BYER:

0

London, Storbritannien

London er strøget fra en syvendeplads sidste år til en førsteplads i 2018. Storbyen er en af de få byer, der ligger helt i top både set ud fra klima, økonomi og samfund.

Det er byens store muligheder for at drive forretning, der især hiver byen op. Men en stærk økonomi er ikke nok til at blive en bæredygtig by. De byer, der som London har fået en flot placering, fremhæves for at have fundet en bæredygtig balance, hvor man har truffet langsigtede løsninger på problemer med befolkningstilvækst.

I London fremhæves byens arbejde med at skabe et mere klimavenligt kloaksystem som et eksempel på den udvikling.

Byen bliver også fremhævet som en af verdens bedste, når det kommer til digital forbindelse og forskning i teknologi og udvikling.

1

Stockholm, Sverige

Allerede siden midten af 1970erne har Stockholm haft erklærede mål om at nedbringe deres CO2 og gøre byen ren – og det er noget, der batter.

Tilbage i 2010 vandt Stockholm, som den første hovedstad, The European Green Capital Award. Dengang fik de blandt andet prisen for en langsigtet plan, der delvist skulle reducere CO2-udledningen med 25 procent over en tiårig periode. Reduktionen skulle delvist sikre, at byen blev helt fri for fossile brændstoffer inden 2050. Og svenskerne er godt på vej.

Og det er særligt byens klimaresultater, der har sikret dem en andenplads, der er syv trin opad i forhold til sidste års placering.

2

Edinburgh, Skotland

Edinburgh er helt ny i toppen af listen. I 2017 lå byen kun nummer 17 og har derfor taget et stort spring opad. Begrundelsen for den flotte placering er, at byen er et godt sted at bo med en kombination af et højt uddannelsesniveau, en sund arbejdsstyrke, ligeløn og meget lidt kriminalitet.

Edinburg ligger dermed som den højest placerede by i forhold til samfundskriteriet, men er ikke den mest fremtrædende by på klimafronten.

3

Singapore, Singapore

Singapore var sidste års nummer otte, men har stadig en flot fjerdeplads. Siden 2006 har den asiatiske republik haft en yderst ambitiøs plan for bæredygtig vandhåndtering, som omfatter rent vand, regnvandshåndtering og flere rekreative områder langs kysten.

Den store vandplan kaldes ABC Waters og står for Active, Beautiful og Clean (aktiv, smuk og ren). En af de helt store prestige projekter er Marina Dæmningen, som både fungerer som vandreservoir og samtidig forebygger, at der kommer oversvømmelser – ovenpå dæmningen er der plantet grønt, og dermed skabt et byrum til beboerne.

Vandplanen, som dækker over mere end 100 forskellige projekter, har også gjort Singapore uafhængig af vand fra deres naboer, hvilket afgjort er et ekstra plus på både på miljø- og økonomikontoen.

4

Wien, Østrig

Wien er kendt for at give plads til bæredygtige bydele, både når det kommer til byggeri og transport. I snart 17 år har Wien arbejdet på at gøre byen tæt på bilfri og meget mere cykelvenlig. Det startede med det storstilede projekt Car Free Housing fra 2001, og efter det kom projektet Bike-City.

I Car Free Housing projektet forpligtede beboerne sig til at give afkald på egen bil, og i stedet for cykle, bruge offentlig transport eller benytte delebilsordninger. De penge, som byen sparede på at lave parkeringspladser, er blevet brugt til legepladser og udendørs områder.

Byen er rykket en plads ned i forhold til sidste år.

5

Zürich, Schweiz

Schweiziske Zürich ligger i naturskønne omgivelser med udsigt ud til Zürichsøen, men må i 2018 tage til takke med en sjetteplads i forhold til sidste års andenplads.

Det er især Zürichs investering i vedvarende energikilder, der sikrer byen topplacering, men som noget helt unikt er byens kollektive transport også bæredygtigt og benyttes af omkring 70 procent af indbyggerne.

Den schweiziske by har længe haft en vilje til at øge dens beboeres miljøbevidsthed med genbrug og sorteringssystemer. Så du kan roligt smøre en madpakke og tage på picnic i et af de mange rekreative områder, som byen byder på.

6

München, Tyskland

Klima- og miljøbeviste byggerier skyder frem i München. Byen har et erklæret mål om at gå over til 100 procent ren energi, såsom sol-, vind- og bioenergi, allerede i 2025. Det er et seriøst klimamål at sætte, særligt set i lyset af at EU’s målsætning ligger på 20 procent.

Der er afsat et budget på ni milliarder euro til deres grønne projekter, som blandt andet skal finansiere et vandkraftværk, der forventes at give strøm til 4000 boliger.

München er en af de få byer i den øverste del af listen, der er i fare for naturkatastrofe. Byen kan nemt blive ramt af oversvømmelser, hvis klimaet forandrer sig.

7

Oslo, Norge

Oslo har vundet den europæiske grønne hovedstadsåpris 2019, der uddeles af EU. Og der er god grund til, at byen nu også ligger i top ti på indekset over verdens mest bæredygtige byer.

Den norske hovedstad har taget en række store skridt mod at reducere udledningen af CO2. Der arbejdes på at gøre centrum af byen helt bilfri, og byen satser på at være klimaneutral i 2030.

Oslo støtter også byggeprojekter med klimavenlig arkitektur og CO2 neutral byplanlægning.

8

Hong Kong

Hong Kong indtog den fornemme førsteplads i 2017 og er nu lige ved at ryge ud af top ti. Det er særligt risikoen for naturkatastrofer, der trækker ned, selvom byen ellers scorer højt på flere krtierier.

Begrundelsen for, at byen i 2017 lå på førstepladsen var særligt den gnidningsfrie offentlige transport, der har sikret mobilitet blandt befolkningen. Tilgengæld ligger byen lavt, når det kommer til udvikling på klima- og miljøområdet. Her er Hong Kong kun nummer 50.

9

Frankfurt, Tyskland

Denne tyske metropol har udnævnt sig selv til ”Green City Frankfurt,” et kælenavn som efterhånden har rodfæstet sig i både byens udseende og politik. Det officielle projekt ”Green City Frankfurt” har især sat sine spor i bæredygtigt byggeri – og det er nødvendigt, hvis byen skal kunne huse de godt 2,5 millioner mennesker, som har deres liv i byen.

I 2011 løb Frankfurt faktisk med førstepladsen på listen over de 100 mest bæredygtige byer i Verden.

10

København, Danmark

København kravler stille og roligt opad på listen. Fra en 14. plads i 2016, til en 12. plads i 2017 og nu næsten i top ti. Måske ikke så overraskende er det Københavns grønne fokus, der sikrer en god placering. Hvis man kun ser på miljø- og klima ligger København på en flot femteplads. Og det er det grønne transport system, der fremhæves som en langsigtet løsning, som tager højde for en stigende befolkning.

Men tilgengæld ser det mindre godt ud, når man måler på økonomi og samfund. Samfundsplaceringen er helt nede på nummer 40.