Guide
12. juni 2019

10 gode råd: Sådan får du succes med din sommerferie på skinner

Tag toget på sommerferie. Det er slow traveling, når det er aller bedst. Og det behøver ikke være besværligt. Vi har fået togeksperten Britt Sallingboes bedste bud på en togrejse.

kvinde på togrejse
Flere og flere vælger togrejsen frem for flyrejsen for at passe på klimaet.

Britt Sallingboe har rejst verden rundt flere gange med en rygsæk på ryggen. Sammen med sin mand kunne hun før i tiden se en billig flybillet i avisen søndag formiddag og straks finde en globus frem for at finde ud af, hvor langt væk de kunne komme på det tilbud.

Så meget udleder din togrejse
  • Hvis du vil have helt styr på, hvor meget CO2 din togrejse udleder i forhold til bil eller fly, så kan du lave en beregning på den svenske side Klimasmartsemester. 
  • Her kan man også læse, at togene i Danmark udleder langt mere end de svenske toge, fordi mange danske toge kører på diesel.
  • Man estimerer, at der udledes 10 gram CO2 per kilometer, en person kører i toge i de andre nordiske lande. Men i Danmark er det tilsvarende tal 58 gram per kilometer.
  • Rejser man eksempelvis to voksne fra Købenavn til Nice, udleder man 160 kilo med tog, 277 kilo med bil og 451 kilo med fly.

Men så fik hendes mand en punkteret lunge efter en ulykke og kunne ikke længere holde til den tynde luft i flyet. De måtte se sig om efter andre måder end fly for at slukke rejsetørsten. Det blev begyndelsen til Britt Sallingboes passion for togrejser.

På det tidspunkt, for fem år siden, var bevidstheden omkring flyrejser og global opvarmning også ved at dukke frem. At flyrejser udledte så meget CO2 var ny viden for Britt Sallingboe og fik hende til at træffe en bevidst beslutning om at holde op med at tage flyet for at hellige sig togrejserne – også for hendes børnebørn og deres fremtids skyld.

Togrejser er blevet en livsform

Hun har ikke kigget sig tilbage siden og er idag fuldstændig dedikeret til den langsomme rejseform. Hun har rejst Europa tyndt med sin mand i tog og er blevet så vild med rejseformen, at hun har startet et forum på Facebook om togrejser og skrevet bogen Oplev Europa med Tog.

Selvom hun har rundet sin 74 år, og hendes 11 år ældre mand er dårligt gående, er hun både ved at planlægge en togrejse til Iran og Japan. Hun er vild med at rejse med tog, fordi det giver en helt anden oplevelse af de lande, hun rejser i, end man får 10 kilometer oppe i luften. Og så bestemmer man selv, hvornår man vil spise og sove, ligesom man slipper for sikkerhedstjek og alt for lidt benplads.

Britt Sallingboe deler her sine bedste råd til at få succes med togrejsen, fordi hun håber, at flere vil få øjnene op for, hvor smukke og afslappende ferier man kan få med en togrejse.

Her er 10 råd til en ferie på skinner

Læs også: Her er 19 gode råd til den bæredygtige turist

1

Start planlægningen i god tid

Det er en fordel at starte planlægningen i god tid, så man kan være sikker på, at der er plads på de afgange, man gerne vil afsted på. Hvis ferien er lige rundt om hjørnet, kan man sagtens finde en togrejse alligevel. Udvalget er bare lidt mindre, og priserne kan være højere.

2

Pakkerejser på skinner

Hvis du er som mennesker er flest, så skal det ikke være alt for besværligt at tage toget, særligt hvis det bliver holdt op imod de nemme pakkerejser med fly.

Togrejser vs flyrejser

  • Flyrejser bidrager markant til den globale opvarming, so Concito anbefaler, at man altid forsøger at finde et alternativ, hvis det overhovedet er muligt.
  • Der er ingen udsigt til at flyrejser på globalt plan er aftagende – tværtimod.
  • Danmark har ikke taget væsentlige politiske tiltag for at mindske flytrafikken.

Kilde: Flyrejser, klima og kompensation, Concito

Den hollandske hjemmeside Railtravelshop er et godt bud på rejseselskabet til dem, der ikke har mod på at arrangere alting selv. Her kan man finde pakkerejser, hvor alt er arrangeret fra pladsbillet til morgenmad på hotellet. Siden tilbyder mange forskellige slags ferieformer uanset, om man er til byferie eller sommerferie med børn og swimmingpool.

De kan også hjælpe med at komme afsted fra din nærmeste station, da deres rejser på hjemmesiden typisk starter på en hollandsk togstation.

Britt Sallingboe anbefaler, at man skriver eller ringer til dem med sine ønsker og så kan de hjælpe med planlægningen. Da hun selv benyttede sig af deres tilbud, var prisen den samme, som når hun selv står for planlægningen.

3

Den danske genvej

Hvis man bare skal have hjælp til at bestille togbilletter, anbefaler Britt Sallingboe altid siden togrejse.dk. 

Virksomheden har meget passende til huse i en nedlagt togstation i Thisted og ved alt om togrejser i Europa. Britt Sallingboe har oplevet, at virksomheden kunne hjælpe med pladser på toge, som ingen andre kunne se, var tilgængelige. De sælger billetter til hele Europa, og priserne er de samme, som på de lokale togselskabers egne hjemmesider.

Man kan også få hjælp til planlægning af rejsen, så det er et godt sted at starte, hvis man har en ide om, hvor man vil hen.

4

Hold øje med priserne

Togrejser er endnu ikke nogen billig rejseform. Derfor er det værd at undersøge, hvornår man kan spare penge på billetterne. De fleste togselskaber sætter billetterne fri 3-6 måneder inden rejsedatoen – og det er også det billigste tidspunkt at købe.

Hos mange rejseselskaber, kan man få tilsendt en mail, når billetterne til en rejse frigives – og dermed spare penge, hvis man køber i god tid. Den britiske rejseportal Loco2 tilbyder blandt andet denne service, som du kan læse mere om her. 

Togrejser er ikke en billig transportform, og det er vigtigt at have for øje, når man begynder at planlægge. Togrejsen vil stort set altid være dyrere og mere tidskrævende end flyet og tåler ikke sammenligning kun på pris og tid. Det skal man være forberedt på.

5

Interrail er for alle

Mange forbinder interrail med unge rygsæksrejsende. Men i dag kan alle købe en interrailbillet uanset alder. Hvis man skal rejse rundt i Europa og gerne vil have mulighed for at ændre rejsen undervejs, er interrail den nemmeste og billigste løsning. Man betaler for den periode, man gerne vil rejse. Dog skal man være opmærksom på, at man i nogle toge skal købe pladsbillet udover interrail, hvis man vil være sikker på at have en plads i toget.

I Frankrig kan man opleve, at der kun er afsat et bestemt antal pladser i højhastighedstogene til interrail. Men det er altid muligt at vælge de almindelige toge som alternativ, hvis der ikke er plads.

6

Få hjælp fra dem, der har taget rejsen

I Facebookgruppen Togrejser, som Britt Sallingboe administrerer, kan man hente virkelig meget god information. Hvis man har konkrete spørgsmål til en rejse, får man hurtigt svar fra de mange erfarne togrejsende. Der ligger også en masse information under Filer, hvor man kan finde svar på, hvordan man er stillet, hvis noget går galt, konkrete råd om togrejser til bestemte destinationer og gode råd til at rejse med børn.

7

Bliv adviseret når dit stop nærmer sig

Hvis man rejser med børn eller bare er god til at fordybe sig i en bog, kan denne app redde rejsen. RailPlanner app’en kan nemlig fortælle dig, hvornår dit stop nærmer sig, så du kan begynde at pakke jeres bagage sammen og være klar.

Du kan også bruge app’en til at planlægge din tur, og den fungerer som Rejseplanen – bare med ruter i Europa. Læs mere om den her. 

Her kan man også søge efter toge, hvor det ikke kræver pladsbillet.

8

Søg hjælp hos Europas førende togveteran

Mark Smith er en mand, man ikke kan andet end have respekt for. Han er blevet lidt af en guru i togverdenen, fordi han måske er den mand i Europa, der har rejst mest med tog. Han har været forstander for forskellige stationer i London, chef for togselskaber og arbejdet i Departementet for Transport.

Udover sin faglige ekspertise har han i mange år rejst verden tyndt med tog og skibe og har arbejdet som rådgiver for agenter, der tilbød togrejser i hele Europa. Siden 2007 har Mark Smith delt ud af sin viden på hjemmesiden www.seat61.com, der er et overflødighedshorn af konkret og opdateret viden om togrejser i Europa.

Hans hjemmeside er blevet fremhævet i mange rejsebeskrivelser, og han har fået priser for sit grundige arbejde med at kortlægge togrejsernes net i Europa. Han deler ud af al sin viden omkring billetpriser og andre informationer som eksempelvis Sveriges indførelse af grænsekontrol og hvad det betyder for togtiden. 

Og navnet på siden henviser ganske enkelt til, at Mark Smith altid rejser på sæde nummer 61.

9

Find de børnevenlige ruter

Forestil dig en togtur med en rullende legeplads og fuld af legekammerater til dine børn. Lyder det som en plan for jer, så læg togrejsen forbi Tyskland, Finland eller Schweitz. Her finder man nemlig de mest børnevenlige tog. For de helt små er der særlige kuperer, hvor personalet hjælper med at varme mad. De lidt større børn får billetter, der kan indløses til legetøj – og der er naturligvis sørget for, at børnene har masser ting at lege med under togrejsen.  Sørg for at spørge dit rejseselskab eller togselskab om mulighederne for børn, så I kan vælge de toge, der er mest børnevenlige.

PRAKTISKE TIPS TIL REJSER MED BØRN
  • Pak særlige fødevarer og aktiviteter for at holde yngre børn beskæftiget på længere togrejser. Spisevogne kører ofte kort på varer og tager ikke altid hensyn til yngre familiemedlemmer.
  • Vær opmærksom på andre passagerer og vælg aktiviteter, der ikke forstyrrer vognen.
  • Forvent dine stop og forbered din familie til at komme fra toget før tiden for at undgå et kaotisk sidste minuts hast.
  • Rejs også med nattog. Hvis du bestiller et helt rum, kan dette være en utrolig oplevelse for yngre rejsende.
  • Ankom til stationen tidligt. Når du rejser med børn og hele familien, er det vigtigt at være på den rigtige platform langt forud for tiden.
  • Pak og rejs med godt humør. At få hele familien til og fra toget med mere end en rygsæk eller to er sandsynligvis en stressende oplevelse.

Kilde: Facebookgruppen Togrejser

10

Husk det gode humør

Uanset hvor godt du planlægger dine togrejser, kan der opstår udfordringer undervejs, der gør alting mere besværligt.

Kend dine rettigheder

Hvis I bliver forsinket 1-2 timer, kan I få refunderet 25 % af billetprisen.

Det forsinkede togselskab har pligt til at betale forplejning og hotel, hvis I bliver nødt til at tage en overnatning som følge af forsinkelse.

Kilde: Europa.eu

Forsinkelser og aflyste toge kan måske betyde 8 timers ventetid på en station eller en overnatning på hotel, du ikke havde regnet med. Derfor understreger Brit Sallingboe, at det er vigtigt at tage sit gode humør med, så de små bump på vejen ikke kommer til at ødelægge ferien. Vær åben overfor, at alting ikke lige klapper, og at togrejsen er en ligeså vigtig del af ferien, som den tid, I opholder jer på destinationerne.