Guide
16. august 2018

Tag de gode sommervaner med ind i hverdagen

Ryd ud og få mere luft i hverdagen. Få Neohippies råd til at holde fast i de gode sommervaner.

Om sommeren har vi overskud til at implementere en masse bæredygtige vaner. Men når skoleklokken atter ringer ind, og vi får travlt med arbejde og hverdag, har vi det med at ryge tilbage i de dårlige vaner.

Men faktisk er det slet ikke svært at tage de gode vaner med sig ind i hverdagen, siger Calina Leonhardt fra neohippie.dk. Her giver hun Grøn Forskels læsere de bedste tip til at være grøn – også efter sommerferien.

Neohippie

Calina Leonhardt er praksisekspert i minimalisme, zero waste og veganisme. Hun blogger på neohippie.dk, er instagrammer, foredragsholder og forfatter og udgav i foråret 2018 bogen Bæredygtig livsstil.

Ryd ud

Sommeren er et oplagt tidspunkt at skære ned på sit forbrug og rydde ud i sine ting. Se dine ting igennem og enten sælg eller giv det, du ikke har brug for, væk. På den måde får du mere luft og plads – også efter sommerferien. I stedet kan du erstatte shoppeturene med skov- og strandture med venner og familie.

Læs også: Ti genanvendelige ting til håndtasken

Du kan også vælge at holde en “købefri” måned, hvor du eksempelvis kun køber de essentielle hverdagsting såsom mad og tandpasta. På den måde bliver du opmærksom på, hvor lidt du reelt har brug for at købe. Når du igen får travlt på arbejdet, kan dette nye fokus hjælpe på travlheden, idet du har fået mere plads og luft i hverdagen, fordi du ikke længere bruger så meget tid på shopping og forbrug.

Skær ned på kødet

En af vigtigste og mest bæredygtige vaneændringer er at skære ned på sit forbrug af animalske produkter, og sommertid er et oplagt tidspunkt at starte den nye vane. For om sommeren spiser vi alligevel ekstra meget frugt og grønt samt lettere måltider, og du har mere tid og energi til at eksperimentere.

Læs også: Skal der kødfri kost på middagsbordet?

Derfor vil det være et godt tidspunkt at droppe de animalske produkter og lave lette sandwiches uden kød, grønne salater og lækker hjemmelavet is – eller bare snacke frisk frugt og grønt hele dagen. Det kræver lidt øvelse, men jo mere erfaring du får med plantebaseret mad, des nemmere bliver det at gå på opdagelse og udvide dit repertoire, når efteråret og vinteren kommer.

Du kan nemlig også sagtens lave tungere, varme vegetar- og veganretter til vinteren. Så brug sommeren på at lære de plantebaserede råvarer godt at kende, så det falder dig naturligt også at undgå kødet, når kulden trænger sig på.

Saml din egen frugt og grønt

Dyrker du selv frugt og grønt i haven, bruger du selvfølgelig det i køkkenet, men bor du i lejlighed, kan du med app’en Byhøst udforske, hvor der gror frugt og grønt nær dig. Når hverdagen atter er i gang, kan du også gå en weekendtur i skoven og samle svampe. Sæsonen er på sit højeste fra august til oktober. Husk en svampeguide.

Daglige vaner

Om sommeren er det oplagt ikke at tænde særligt meget lys og lade vasketøjet hænge ude. Prøv at tage den vane med ind i efteråret, så længe det kan lade sig gøre. Og så tag cyklen i stedet for bil og bus – også når det er koldt.

Madpakken

I sommerferien har du måske lagt mærke til, hvor lidt indpakning du brugte, fordi der ikke skulle laves madpakker. Det er værd at holde fast i, da engangsindpakningen er rent spild og dårligt for miljøet.

Læs også: Ti tips fra en bæredygtig mor

Start derfor en god vane med at pakke madpakker i tætlukkede bokse i stedet for i sølvpapir og plastikposer, og lav dine egne hjemmelavede snacks fremfor at købe færdiglavede. Brug rester fra aftensmaden som frokost og undgå madspild, og er vi så heldige, at sommervarmen kommer igen, så køb genanvendelige isforme, hvor du kan fryse smoothie-rester og lignende i – så har du sunde is til børnene, når de kommer hjem fra skole, og du undgår endnu samtidig yderligere madspild og engangsindpakninger.

Tip

Gør det nemmere at skære ned på plastik ved at lave dit egen bæredygtige kit, som du altid har med i tasken. Det kan indeholde en skål, en ske, en stofpose og en drikkedunk, og denne gode vane tages selvfølgelig med ind i vintermånederne.

senSommer-udfordringen – for de ambitiøse

For de mere ambitiøse, kan en sensommerudfordring være at sige nej til plastik og engangsprodukter ved eksempelvis altid at have en genanvendelig pose i tasken, medbringe eget bæger og ske til isen eller sige nej til sugerør i smoothien og iskaffen.

Læs også: Sådan kommer du i gang med zero waste i køkkenet

Du kan også tage din egen tallerken med, når du holder picnic og medbringe en genanvendelig drikkedunk eller dine egne snacks i genanvendelig indpakning. Måske lyder det nemt, men ifølge Calina Leonhardt selv kan det faktisk være en stor udfordring, idet der bruges engangsprodukter alle steder, og det derfor kræver nye vaner at huske at medbringe sit eget service og måske lidt mod at sige nej tak til servietter og sugerør.

Du kan møde Calina den 25. august til Vegetarisk Festival på Tiøren i København, hvor hun holder foredrag omkring zero waste, veganisme og bæredygtighed.