Blog
9. marts 2017

Sustain Daily: Den gode ferie kræver ikke en flybillet

Du behøver ikke rejse om på den anden side af jorden for at få sol, kultur og afslapning. I Sustain Dailys andet blogindlæg opfordrer de til at droppe flybilletten og holde sommerferien lidt tættere på - og det helt uden at gå glip af alt det vigtigste.

Et Danmarkskort er foldet ud, der peges og tages noter, mens ferien i nærmiljøet planlægges - drop flybilletten - grøn forskel
Du behøver ikke tage langt væk for at opleve noget nyt og holde en førsteklasses ferie. Sustain Daily opfordrer til ikke at købe en flybillet i år, men i stedet holde ferien lidt tættere på.

Det er officielt blevet forår, men det milde vejr og de lange lyse aftener lader vente på sig. Det er nu, at vi er allermest i underskud af sol, varme og alt hvad der følger med af lethed, energi og spontanitet. Med andre ord: Vi trænger til ferie!

Derfor er intet mere fristende end at købe et par flybilletter og varme sig ved tanken om en sommerferie i sydens sol. Det er billigt, det går hurtigt, og valgmulighederne er næsten uendelige.

Men skal vi ikke love hinanden, at 2017 bliver sommeren uden fly?

Læs også: Udvidelse af Københavns Lufthavn er ikke godt for klimaet

Du kan nemlig sagtens holde ferie uden at sætte dig ind i en flyvemaskine. For hvad er det egentlig, et fly giver os, andet end at transportere os længst muligt væk på kortest mulig tid? Vi ved det ikke. Men vi ved, at ferie handler om meget andet end at tilbagelægge en lang afstand fra der, hvor vi normalt befinder os. For os handler ferien for eksempel om:

  • At have god tid til at lave ingenting

Ferie er lange morgener med tid til at læse avisen fra den ene ende til den anden. Gåture som fortsætter hele dagen kun afbrudt af ophold på fortovscaféer. At gå til havet og bade, når det bliver for varmt i haven. En drink på terrassen. En god bog på et tæppe i skyggen. At kræse om aftensmaden, spille kortspil, gå ud i dagen uden planer.

  • At være sammen med mennesker, vi holder af

Ferie er spontant sammenskudsgilde i nogens baghave, en park eller en gård. Snakke over et glas vin om alt det, vi ellers glemmer at snakke om. Besøg hos bedsteforældre og visit fra gamle venner. Udflugter på cykel med badetøj i taskerne. At holde i hånden hele dagen, kysse sin kæreste på et fremmed gadehjørne og bare sidde ved siden af hinanden og se på en ny udsigt.

  • At opleve nye hjørner af verden

Ferie er at fare vild i en ny by. Landskaber med planter og blomster, man ikke kender hjemmefra. Nye skikke, traditioner og sprog. En middag med en ukendt sammensætning af ingredienser, tøj i nye snit og senge uden dyner. Bygninger, som overrasker. Smage og farver og mønstre, man får lyst til at tage med hjem.

Mulighederne er lige her

Ah, ferie! Og det bedste? Intet af det ovenstående kræver en flyvetur for at blive muligt. For københavneren er Vestjyllands klitter og vindblæste kyster en ny verden – for vestjyden er Istedgade boblende storby og kulturclash. En tur i sommerhus kan give ro helt ud i tæerne, og hvis du vælger et sted uden wifi og slår din mobildata fra (jep, det kan man godt!), er der tid til avislæsning og at pille næse garanteret.

De europæiske storbyer strutter af kunst, arkitektur, udeserveringer og skjulte kringelkroge og er bare en togtur borte. Hvis du får blod på tanden, kan du købe en interrailbillet med rejsedage nok til spontant at beslutte, hvor du vil hen i morgen.

Læs også af samme blogger: 3 fordele ved en grønnere hverdag

Du kan surfe i Klitmøller, cykle rundt om kæmpe søer i Tyskland, lede efter kantareller på Læsø eller tage på højskole med din familie og møde nye mennesker. Om du har fire dage, tre uger eller flere måneder fri er ikke så afgørende – roen, det gode selskab og de nye kroge af verden kan findes næsten hvor som helst, du vender blikket hen.

Så hvad venter du på? Gør 2017 til sommeren uden fly!

Kræfterne bag webmagasinet og det grønne netværk Sustain Daily er faste bloggere på GrønForskel.dk. Få mere inspiration til din bæredygtige sommerferie her.