Guide
17. juli 2016

7 klimaråd til sommergrillen

Den danske sommer er ofte lig med pølser og saftige bøffer på grillen, men når vi fyrer op under den hyggelige kulgrill udleder vi også en stor mængde CO2. Sammen med klimaekspert Torben Chrintz fra den grønne tænketank Concito guider Grøn Forskel dig til en mere klimavenlig grillsæson.

Sommeren i Danmark er ensbetydende med et kødorgie på grillen. Men i den ellers hyggelige proces udleder vi store mængder af CO2. Derfor bør vi se på vores grillvaner, mener Torben Chrintz, videnschef i den grønne tænketank Concito.

”Én ko sviner ligeså meget årligt som fire biler, og kødproduktionen sviner ligeså meget som kraftværkerne. Dermed er det virkelig dårligt for klimaet, at det primært er bøffer og pølser, som ryger på danskernes grill – og at det ofte er endnu mere end til dagligt,” siger Torben Chrintz.

Du kan altså komme langt i dit CO2-regnskab ved blot at tænke over, hvad du griller. Men også andre ting spiller ind, såsom typen af grill og kul.

“Trækul kan faktisk – ligesom køerne – udlede metangasser, som er 30 gange kraftigere end CO2, så hvis gassen ikke bliver udvundet af kullene ved produktionen, ryger den op i atmosfæren ved afbrænding,” siger Torben Chrintz og tilføjer:

”Så man tror, at man griller klimavenligt, fordi der står CO2-neutral på pakken med trækul. Men de kan altså stadig indeholde metan.”

En gas- eller elgrill er derfor den bedste løsning, mener videnschefen.

Her får du 7 tips til at booste din klimakarma ved sommergrillen:

1

Drop det røde kød

Et kilo oksekød svarer til 19,4 kilo CO2, hvilket er det samme som at køre 100 kilometer i bil. Rødt kød såsom lam og oksekød udgør 70 procent af klimabelastningen fra måltidet, så ved at halvere mængden på grillen kan du reducere CO2-udslippet med en tredjedel.

Kilde: Politiken.dk

2

Smagfulde alternativer

Erstat kødet med fisk, skaldyr, hvidt kød og grillede grøntsager, og lav en stor salat af frilandsgrønt. Så kan du nedbringe CO2-udslippet for din grillaften med næsten 80 procent.

Kilde: Politiken.dk og Concito

3

Belast mindre med gasgrill

Gasgrillen udleder en tredjedel CO2 af kulgrillen, og mens det tager en kulgrill 30 minutter at tænde op, tager det en el- og gasgrill under et minut, ligesom du nemmere kan styre processen, så kødet ikke brænder på.
”Ikke alle anser elgrillen for at være en rigtig grill, så vil man gerne grille ”rigtigt”, er gasgrillen den mest klimavenlige,” siger klimaekspert Torben Chrintz.

Kilde: Bolius, Politiken.dk, Dansk Energi og Concito

4

Trækul kan indeholde metan

Almindeligt kul er selvsagt en CO2-synder, men mens trækul ofte sælges som bæredygtigt, kan det udlede metan, hvis gassen ikke er udvundet under produktionen. Heller ikke FSC-mærkede trækul og træbriketter er en sikkerhed for dette – det betyder blot, at der plantes nye træer for dem, der fældes.
Informationerne på området er meget sparsomme, men søg så vidt muligt information på pakken, og husk, at selv om der står CO2-neutral på trækullene, er det altså ikke en garanti for, at der ikke er metan i.

Kilde: Concito

5

Skrot engangsgrillen

Miljøstyrelsen anbefaler, at man dropper engangsgrillen, fordi aluminiumsmaterialet medfører et stort spild. Ofte bliver grillen efterladt i naturen, og smides den i skraldespanden, genbruges metallet ikke.

Kilde: Miljøstyrelsen

6

Brug genbrugsgrill

Mangler du en grill til din picnic, er der i dag gode alternativer til engangsgrillen. Bærbare grill og bordgrill (både gas og kul) fås fra få hundrede kroner og kan genbruges hele sommeren – og næste sommer. Og endnu bedre: Brug grene og et bålfad på gammeldags facon. Det er allerbedst for klimaet, men pas på brandfaren.

Kilde: Politiken.dk

7

Smid rigtigt ud

Asken fra kullet skal smides i skraldespanden fremfor på komposten, da asken er fyldt med tungmetaller. Og bruger du engangsgrill, så husk at smide den til metalgenbrug. Se også efter Varefakta-mærket på engangsgrillen, som stiller krav til kullenes brændværdi og askeindhold.