Forside > Blogs > Forhindrer social arv os i at gøre en forskel for miljøet?
Blog
8. juni 2017

Forhindrer social arv os i at gøre en forskel for miljøet?

Ny forskning viser at vores varmeforbrug går i arv fra generation til generation, og det er de lavtuddannede og lavtlønnede, der bruger mindst energi. Men står de nedarvede vaner i vejen for, at vi kan gøre en grøn forskel? Nej, mener blogger Anne Pontoppidan Thyssen, der er teamleder for digital kommunikation og branding hos SEAS-NVE.

Fødder på radiator - blog om social arv og varmeforbrug - grøn forskel
Kan du som vores blogger, Anne Pontoppidan Thyssen, godt lide at sidde og varme dig ved radiatoren med en god bog?

I min barndom var der altid dejligt varmt på mit værelse, når jeg sad med ryggen op ad radiatoren og læste en af de utallige bøger, jeg havde med hjem fra biblioteket. Der sad jeg med varm ryg ind til min far sidst på eftermiddagen kom hjem fra arbejde. Glad for at være hjemme, kom han ind for at sige hej – og måske i lige så høj grad for at skrue ned til et passende niveau. Ingen grund til at fråse, her er rigeligt varmt.

Det kunne min mor ikke drømme om, tværtimod, var det nærmest en refleks for hende at skrue op for varmen i ethvert rum i huset.

Min far skulle forbi mange termostater.

Et varmt og et koldt hjem

Begge mine forældre er vokset op lige efter anden verdenskrig i velstillede hjem i provinsen med rigelige midler i en svær tid. Deres forældre gjorde aktivt en forskel under og efter krigen for at  genetablere velfærden i samfundet. Men der holdt ligheden også op.

I det ene hjem var der køligt i de mange rum og værelser, dørene var lukkede for at holde på varmen (kulden?), og kun det nødvendige lys var tændt. Man havde altid en ekstra, lun trøje på.

I det andet hjem var der åbne døre, godt gang i radiatorerne og hyggeligt lys tændt i alle rum. Sådan foregik det i mange år.

Nøjsomhed var en dyd det ene sted – hvad der er sparet er tjent. Komfort var mantraet det andet sted – lad os hygge os og have det rart.

Læs også: Hvad er bæredygtighed?

Så kom oliekrisen og rationeringen

Rationeringen blev beregnet ud fra forbrug. Det betød, at der blev koldt i det ene hjem, mens det stadig var dejligt varmt – om end et par gradere mindre – i det andet hjem. Sporene fra barndommen har været tydelige i mine forældres adfærd i deres voksne liv – min barndom.

Og det giver mening, særligt nu hvor en ph.d.-afhandling på Aalborg Universitet København af sociolog Anders Rhiger Hansen viser, at vores forældre er med til at bestemme det forbrug, vi har, helt ind i vores eget voksenliv.

Vores varmeforbrug afhænger af indtægt, uddannelse og vores forældre

Sociale forhold påvirker varmeforbruget, fordi vores vaner bliver nedarvet fra generation til generation, viser afhandlingen. De nedarvede vaner har stor betydning senere i livet, fordi børn helt kropsligt tilegner sig deres forældres vaner og praktiserer dem.

Ifølge afhandlingen er det særligt gældende for de lavtuddannede, som i øvrigt også er den  socialgruppe, der er bedst til at spare på varmen.

Børn tilegner sig deres forældres vaner og begynder at praktisere dem senere i livet. Så vores forældres vaner har altså en stor betydning for vores egne vaner.

Hertil kommer, at de lavtuddannede og lavtlønnede har et væsentligt lavere varmeforbrug end de højtuddannede. Afhandlingen viser, at akademikerhusstande bruger fire procent mere varme end husstande, hvor de voksne kun har en grundskoleuddannelse.

Men hvor efterlader det mig og os alle sammen med de udfordringer, vi står overfor på klimaområdet?

Vi er børn af en generation, der har accelereret sit forbrug af materielle goder, men nu hvor naturen med stærke storme og alt for høje vandstande gør alt for at fortælle os, at det skal stoppe – at vi skal ændre vores adfærd – er det så muligt, qua den arv vi har som individer og som samfund?

Læs også: Fremtidens energi kommer fra toiletbesøg og døde dyr.

Er det kun nogen, der kan gøre en forskel?

For betyder det, at kun de, der voksede op med sparsommelige eller økonomisk trængte forældre, i dag kan praktisere bæredygtige vaner, der gør det muligt at efterlade et fremtidssikret klima til vores børn?

De der brugte tingene, til de var slidt op. Som skrabede syltetøjsglasset til sidste søde eftersmag af hindbær var væk. Som tog en trøje på i stedet for at skrue op for varmen. Er det kun dem, der er håb for? Og hvad med os andre, er vi allerede i vores barndom blevet forhindret i for alvor at gøre en forskel for miljøet?

Fremtiden er lun og grøn

Jeg tror ikke, at min sociale arv for alvor forhindrer mig i at gøre en forskel for alt det, jeg tror på, men det kræver nok et massivt pres fra samfundet og et vedvarende pres fra de nære relationer at ændre de dybt nedgroede energivaner fra barndommen.

Jeg tror, vi er godt på vej, for både her i landet og i EU har vi planer om at omlægge vores energiforbrug til bæredygtige energiformer – så her bliver jeg hjulpet i min adfærd.

Hjulpet til at bruge energien fornuftigt, og til at bruge den gode energi – den bæredygtige energi – som ikke belaster miljøet, og som derfor er god at bruge.

Læs også: Vindmøller – er de gode eller dårlige for miljøet?

Den slags energi ser vi mere og mere af. I 2016 kom mere end en tredjedel af den producerede el i Danmark fra bæredygtige kilder som sol og vind, og der er også projekter på vej med lagring af grøn energi.

Så fremover er det måske ikke længere så stor en forbrydelse at sidde lunt med biblioteksbogen. Eller sin mobiltelefon.

Mine børn har i stor stil udskiftet papirbogen og har dermed brudt mit mønster i det mindste på det område.

Måske er der faktisk håb, hvad angår at leve bæredygtigt og gøre en grøn forskel. Jeg prøver i hvert fald at vise dem vejen og håber, de følger efter.

 

Blogger Anne Pontoppidan Thyssen er teamleder for digital kommunikation og branding hos SEAS-NVE og en del af teamet bag Grøn Forskel.