Blog
8. april 2016

Vejrudsigt eller smogudsigt?

Smog kan ses over Beijing

I Danmark har vi et vejrvarslingssystem inddelt efter farver. Når den grønne lampe på DMI’s hjemmeside lyser, er der ingen fare på færde. Når den røde derimod er tændt, er der risiko for farligt vejr. I Kina har de nogenlunde samme system. Blot for det vejr, de selv skaber: Smog.

Smog over Beijing.

Paradoksalt nok blev vejrfænomenet særlig kendt parallelt med klimatopmødet sidste år. Således, nøjagtig samtidig med at verdens ledere åbnede klimatopmødet i Paris, udstedte Beijing på den anden side af kloden et “orange varsel” for byens smogniveau. Og blot en uge senere måtte megabyen – for første gang nogensinde – gå i højeste alarmberedskab og udstede rødt varsel. Ugen efter var det Shanghais tur til at udstede gult varsel, inden Beijing igen måtte varsle med den røde smogalarm. Alt sammen under og lige efter klimatopmødet.

Jeg er vokset op på en gård. Og i landbruget er der én gylden grundregel: Vejret er man ikke herre over. Den opfattelse ligger i mit blod. Og netop derfor finder jeg det her tilfælde virkelig bemærkelsesværdigt. Det er som om, vi kommet til et punkt i historien, hvor vi netop er ved at bemægtige os vejret. Fra flere vinkler. Og på godt og ondt.

Se bare på omtalte klimatopmøde. I den endelige aftale står det skrevet sort på hvidt, at hele verden skal arbejde sammen for at holde den globale temperaturstigning på under to grader. Hele formålet med topmødet var for så vidt at regulere den globale temperatur.

Himlen var skyfri under OL i Beijing i 2008.

Og over de kinesiske storbyer kan de menneskeskabte vejrfænomener ikke længere ignoreres. For bare få år siden blev smoggen i Kina stadig omtalt som “tåge”. Men det ændrede sig i 2008, da den amerikanske ambassade satte en smogmåler op på taget og begyndte at offentliggjorde resultaterne. Miseren udviklede sig til en diplomatisk krise mellem de to stormagter, hvor Kina forsøgte at presse USA til at stoppe med at udgive tallene. Men USA stoppede ikke, og efterhånden måtte de kinesiske myndigheder bøje sig. Den tykke røg i gaderne var ikke tåge: det var smog.

Iøjnefaldende er det også, at 2008 samtidig var året, hvor kinesiske videnskabsmænd arbejdede på intet mindre end at skabe godt vejr. Det var en del af forberedelserne til OL, og det virkede så uskyldigt, da man i forsommeren 2008 så de hvidkitlede forskere smile til nyhedskameraerne, mens de sendte deres små raketter mod himlen. De kaldte det “cloud seeding”. Altså “skypodning”. Og målet var i al sin enkelthed at få regnskyerne og smoggen til at forsvinde ved at sprede kemikalier over storbyen.

Og det virkede. Solen skinnede for det meste under OL, og smoggen var ikke et problem for sportsudøverne, som mange ellers havde frygtet.

Hvad er cloud seeding?

Cloud seeding (skypodning på dansk, red.) er en proces, hvor man kan fremprovokere regnvejr. Regnvejret kan bruges til tørkeområder eller til simpelthen at “vaske” luften ren for smog.

  • Skyer består af vanddamp. Ved at “pode” skyerne med fx sølvjod, tøris eller salt, fremskynder man nedfrysningen af vanddampen. Podningen kan eksempelvis foregå ved hjælp af fly eller raketter, der fyres op i skyerne.
  • Når frysningsprocessen går i gang, omdannes vanddampen til små iskrystaller.
  • Iskrystallerne er for tunge til at forblive svævende, så de falder til jorden – undervejs vil de smelte og lande som regn (eller sne i koldere områder).

Hvad historien ikke melder noget om er, at det kinesiske styre efterfølgende har udviklet teknologien. Magasinet, New Scientist, berettede således i 2013, at Kina, i forbindelse med et storstilet initiativ for et bekæmpe netop smog, ville tillade cloud seeding i større omfang over storbyerne. Ifølge artiklen skabte de kinesiske myndigheder allerede på daværende tidspunkt betydelige mængder kunstig regn til landets landbrugsområder. I så høj grad at der florerede historier om landmænd, der indgav klager, når naboregionerne på den måde “stjal deres regnvejr”.

Og Kina er ikke ene om disse menneskeskabte vejrfænomener. Ifølge Wikipedia har lande som Indien, Indonesien og De Forenede Arabiske Emirater – blandt mange andre – også officielle programmer for cloud seeding. Så sent som i sommeren 2015, da en længerevarende tørke havde indfundet sig over Caribien, stod det d. 28. august at læse i den cubanske avis, Granma, at også Cuba ville forsøge at “stimulere regnvejr” som det hed.

På trods af de seriøse forsøg med cloud seeding, må man formode, at det forbliver en dråbe i havet i det store globale vejrsystem. Men ingen kan vel i bund og grund være i tvivl om, at industrialiserede megabyer som Beijing påvirker vejret helt af sig selv.

I april 2014 blev det under alle omstændigheder dokumenteret videnskabeligt. Her påviste klimaforskere for første gang en direkte sammenhæng mellem luftforurening og globale klimamønstre.

“Vores klimamodeller er ganske entydige på dette punkt. Menneskeskabte aerosoler fra de hurtigt voksende asiatiske økonomier har indflydelse på vejrformationer og den globale vindcirkulation.” Sådan udtalte professor i atmosfærisk videnskab, Renyi Zhang, da han offentliggjorde sine resultater i Science Daily: “Vores resultater støtter tidligere teorier om, at aerosoler over Asien kan påvirke globale klimarytmer. Det beviser, at vi kan påvirke klodens vejr betydeligt.”

De tidligere teorier, som professor Zhang omtaler, er blandt andet teorien om “Urban Heat Island”, der beviste, at storbyer opvarmer den omkringliggende atmosfære og skaber en kunstig “ø” af varme omkring sig. En teori, der også påpegede, at der er fire gange så mange tilfælde af lungekræft i storbyer som på landet.

Masker til ansigtet er almindelige i Beijing.

Og apropos lungekræft så bragte den britiske avis, Daily Mail, for et års tid siden historien om, at luften over Beijing nu er så tilrøget, at det svarer til at ryge fyrre cigaretter om dagen. Historien påstod endda, at luftforurening er skyld i ikke mindre end 4000 menneskeliv dagligt. De opsigtvækkende tal blev efterfølgende heftigt debatteret på internettet, og andre kilder hævder således, at der på verdensplan dør ikke mindre end 7 millioner mennesker årligt på grund af luftforurening.

I Danmark er smoggen ikke et åbenlyst problem. I en artikel fra 2013 hævder videnskab.dk, at vi på vores breddegrader er heldigt stillede, fordi vi ikke har særlig meget tungindustri. Og en anden faktor skulle eftersigende være, at vi har en god vestenvind, der blæser mange af de sundhedsskadelige partikler væk. Ja heja Sverige, siger jeg bare.

Jeg kan se Sverige fra hvor jeg bor. Og selvom det stadig ikke er en decideret smogudsigt, så er det østlige Amager ikke desto mindre et højoktant knudepunkt med togskinner, motorvej, skibe på Øresund og ikke mindst flyvemaskiner i hobetal. Og hver gang jeg ser en af disse smukke maskiner stige mod himlen, tænker jeg på den øvre atmosfære. På, at det ikke er mere end 50 år siden, vi begyndte at flyve rundt deroppe. Og at nu, hver eneste dag, trækker tusindvis af fly deres hvide kondensstriber gennem himlen hele kloden rundt.

Vi bliver nød til at se i øjnene, at vores massive forbrug af olie og kul ikke er holdbart i længden. Der brænder ild overalt, og det kan ikke blive ved. Spørgsmålet er bare, hvad vi så skal gøre? Hvordan skal vi ellers flyve jorden rundt?

Kristian Kimer er cand. mag og freelance klimajournalist. Han er også stifter af bloggen KimersKlimaBureau, hvor han skriver nyheder og baggrundsartikler om klima, forandringer og fremskridt.

Læs mere om