Shane og FN’s 17 verdensmål til børn: Stop sult

Multikunstner, Shane Brox, fortæller via fantasifulde historier, hvad FN’s 17 verdensmål går ud på.
24/6 2020

Verdensmål 2: Afskaf sult

Verdensmål 2 handler om, at alle mennesker i hele verden skal kunne gå mætte i seng og have mulighed for at spise sundt og varieret. I dette afsnit møder vi Morten og Margrethe, der er meget sultne – de har ikke fået noget at spise hele dagen. Vi møder også Jarl, der ikke vil dele sin mad med andre. Han har både kage, hvidt brød og pølser. Det er alt sammen mad, der ikke giver meget energi til at løbe, lege og have det sjovt, men det er Morten og Margrethe ligeglade med. For når man er så sulten, som de er, skal man bare have et eller andet at spise.

FN’s verdensmål

Hvad er det nu lige FN’s 17 verdensmål handler om? Det kan være vanskeligt at svare på, og det er endnu sværere at oversætte til et sprog, som børn kan forstå. Men det kan Shane Brox via hans kreative, eventyrlige og tankevækkende univers, der møder børn og barnelige sjæle i øjenhøjde. I en serie af 17 små afsnit beskriver Shane Brox hvert verdensmål, lige fra afskaffelse af fattigdom til kvalitetsuddannelse og livet i havet og på land.

Shane og FN’s 17 verdensmål til børn er et underholdende og lærerigt element, der åbner op for samtale med de små om store emner.

Verdensmål nummer to handler grundlæggende om at stoppe sulten i verden

Det omfatter både stop for tilfælde af akut hungersnød, hvor tusinder af mennesker i et område risikerer at sulte ihjel, og den mere skjulte sult, hvor millioner af mennesker i mange lande hver dag overlever lige på sultegrænsen, men ikke får tilstrækkelig mad til at leve et aktivt liv.

Siden 2000 er andelen af verdens befolkning, der ikke får mad nok, faldet fra 15 procent til 11 procent. Det er et stort fremskridt, men det betyder samtidig, at der stadig er ca. 795 millioner mennesker, der hver aften må gå sultne i seng.

De store sultkatastrofer er mere tydelige i medierne, men skyldes ofte forbigående fænomener som krig eller tørke, og vi har i de senere år set flere eksempler på, at det internationale samfund har forhindret sultkatastrofer med fødevarehjælp i en kortere periode, indtil folk igen kan dyrke deres egen mad. Senest i Etiopien i 2016.

Læs meget mere om FN’s verdensmål 2: www.verdensmaal.org


Nyhedsbrev