Sådan gør du din have klar til sommer

Sådan gør du din have klar til sommer

Det er forår, og det er tid til at gøre din have sommerklar. Forfatter og haveekspert Jens Juhl guider dig til, hvordan du skaber en have med omtanke på miljøet.
30/3 2020

Vi er netop gået fra vintertid til sommertid, og det gibber i mange haveejeres grønne fingre. Det er nemlig forår – sæsonen, hvor den grønne del af matriklen igen skal passes, plejes og nydes. Men som haveejer kan du nemt komme til at belaste miljøet, hvis du ikke er opmærksom. Brug af spagnum, vækstler og anden form for kunstgødning skader f.eks. miljøet, blandt andet fordi det er ualmindeligt CO2-tungt at producere og transportere. Derfor har vi på Grøn Forskel allieret os med forfatter og haveekspert Jens Juhl, der guider dig gennem alt fra, hvordan du gør dine havebede klar til sommer, brug af kompost til naturlig gødning og hvilke blomster, du bør overveje for at skabe biologisk mangfoldighed i din have.

Sådan gør du dine havebede klar

Prydhaven
De gamle stauder skal klippes ned nu, men pas på, du ikke kommer til at beskære nye spirer, der allerede er begyndt at gro. Rester fra de nedklippede spirer, kan du klippe i endnu mindre stykker og komme på din kompost eller i din kompostkværn. Er der steder i haven, hvor du mangler jorddække, så drys stauder-stykkerne på de områder. Det er godt at holde jorden dækket mellem de forskellige planter, så får du en levende jord, der omsætter din naturlige kompostgødning.

Ukrudt skal også luges i prydhaven, og det er en god idé at begynde på det i det tidlige forår, og sørg for at holde bestanden nede hele sommeren igennem. Når gamle stauder er klippet ned, og ukrudtet er nede, er din prydhave klar til sommersæsonen.

Køkkenhaven
Du kan godt begynde at forberede din køkkenhave på sommersæsonen, men her i april er det lige tidligt nok at dyrke dine spiselige afgrøder. Det er først omkring start juni, at køkkenhavesæsonen for alvor begynder, men inden da kan du med fordel plante grønne gødningsplanter som f.eks. honningurt eller blodkløver i dine køkkenhavebede.

Hvis du vil så tidligt i gang som muligt med at dyrke dine spiselige afgrøder, skal du anskaffe et jordtermometer. Når jorden er omkring 7-8 grader, kan du begynde at så de første afgrøder. Her kan du læse mere om, hvilke spiretemperaturer forskellige planter har.

Det er vigtigt at sætte sig ind i, for kommer du dine afgrøder for tidligt i jorden, har de ikke en chance for at spire ordentligt.

Sædskifte og blandingskultur
Plant ikke de samme afgrøder samme sted, som du plantede dem sidste forår. Alle afgrøder tager noget fra jorden, og hvis du dyrker din afgrøde samme sted, vil jorden komme til at mangle noget. Læg derfor dine kartofler i et andet område, og erstat f.eks. pladsen med radiser i stedet. Ude i naturen er der en naturlig balance mellem forskellige planter. Dyrk derfor også blomster i din køkkenhave. Kål kan f.eks. blive angrebet af den hvide sommerfugl, men har du blomster plantet omkring dit kål, opfanger sommerfuglen ikke duften af den. Læs mere om sædskifte og blandingskultur her.


Sådan gør du din bæredygtige have klar til sommer

Tip til byboeren med altan

Der er mange muligheder for både at dyrke blomster og spiselige afgrøder på din altan. Den jord, du skal bruge i dine krukker, er noget, du kan lave selv. Her er der tale om 50% havejord, 25% omsat muld (omsat kompost) og 25% grus. Netop den sammensætning gør, at din jord er luftig og iltet hele sommeren igennem. Krydderurter gror f.eks. ganske fortrinligt i krukker, og det er jo nærliggende at have på din altan, hvor du nemt kan række hånden ud af din altandør og have frisk grønt klar til din aftensmad.

Forkultivering – forspiring i vindueskarmen

Har du plads i vindueskarmen, kan du i løbet af det tidlige efterår forkultivere flere af dine planter. Tomatplanten skal have en temperatur på 18-20 grader, og det samme gælder grønkål, spidskål, agurker og squash.
Læs også om forspiring her.

Enhver haveejer bør have en kompost

Planter spiser ikke kompost, men det gør til gengæld regnorme og andre mikroorganismer, der omsætter det organiske materiale fra din kompost til naturlig planteføde og jordforbedring. Så hvis du vil dyrke en have med omtanke på miljøet, skal du anskaffe en kompost, hvis ikke du har en i forvejen. Den kan enten købes, eller du kan bygge den selv.

Kompost er ikke noget, der kommer af sig selv. Det er noget, du fremstiller af en god blanding organiske materialer som grønt køkkenaffald og kaffegrums, der engang imellem skal have lidt vand.

Den naturlige gødning, du får fra din kompost, lægger du i et tyndt lag ovenpå din jord. Når det er omsat, kan du bruge en kultivator til at glatte komposten ud. Mere skal du faktisk ikke gøre. Denne tilgang hedder nænsom jordbehandling, det vil sige, at du undlader at grave i jorden og lader i stedet regnorme og mikroorganismer trække kompostmaterialet ned i jorden. Ud over gødning fra din kompost, kan du her læse om andre former for naturlige gødninger, du selv kan lave.



Plej din jord år efter år

Brug den jord, der er i din have i forvejen. Der er ikke nogen grund til at købe nyt, for den, du har, kan sagtens blive ganske fortrinlig. Forbedring af din jord er en løbende proces, som sker ved, at du kommer kompostmateriale på den.

Her i foråret er det en god idé at plante grønne gødningsplanter i dine bede, og inden du gør det, skal du rive det jorddække af, som har ligget hele vinteren. De bede, du ikke har afgrøder i om vinteren bliver drysset over med kompost, som i de kolde måneder ligger og komposterer. Her i foråret tager du de smårester væk, der ikke måtte være trængt ned i jorden. Desto flere sæsoner, du gør dette, desto bedre jord får du. Sagt med andre ord handler det om at blive ved med at komme organisk materiale på din jord. Det første år kan du måske ikke se det, men efter en 2-3 år vil du allerede se en bedring. Jorden bliver let og lind. Læs mere om jordforbedring her.

Vanding – opsaml dit regnvand

I stedet for at lade haveslangen rende, når du skal vande i haven, kan du med god fordel anskaffe dig en eller flere regnvandsbeholdere. Alt efter, hvor meget kapacitet du har, kan du i en tørkeperiode udelukkende anvende regnvand i op til 2-3 uger.

Vælg blomster, som både du og bierne bliver glade for

Vi har de sidste 30 år mistet omkring 70% insektarter i vores haver, men det kan vi havefolk gøre en masse ved. Du kan blandt andet vælge insektvenlige planter, der kommer igen år efter år. Det vil skabe biologisk mangfoldighed i din have. Der findes blandt andet utallige typer stauder, der er gode i denne sammenhæng. For her at nævne nogle få:

  • Sommerfuglebusk
  • Gemserod
  • Purpursolhat
  • Lavendel
  • Pragtskær
  • Fredløs
  • Gyldenlak
  • Merian
  • Lungeurt
  • Sankthansurt
  • Kæmpe jernurt

Alle disse planter kræver ikke særlig meget gødning. Det er nøjsomme planter, der er nemme at have med at gøre.


Sådan gør du din bæredygtige have klar til sommer

Selvforsyning – hold høns og dyrk spiselige afgrøder

Hold høns
Hvis ikke du gør det i forvejen, så overvej at holde høns, gerne mellem 3-4 stykker. Høns er nemme at holde – og de giver overskud. Med andre ord lægger de æg for meget mere, end de spiser. De behøver blot lidt hønsefoder og de madrester, du måtte have tilovers såsom ost, spaghetti og frugtskræller. På den måde mindsker du også dit madspild. Det møg, der kommer fra høns, er desuden glimrende til gødning, det skal bare blandes sammen med din kompost.

Køkkenhave
Alt efter størrelse selvfølgelig vil din køkkenhave kunne berige dine måltider i sommermånederne med saftige tomater, sprøde agurker, frisk salat og meget mere. Og du vil ofte have afgrøder tilovers, som du roligt kan gemme vinteren over. Du kan f.eks. snitte dine overskydende tomater og komme dem i fryseren, og i stedet for at købe en dåse flåede tomater, kan du hive de nedfrosne fra haven op af fryseren.

Rigtig god fornøjelse i haven!


Nyhedsbrev