Fokus
19. maj 2016

Miljøet må vige for vigtigere ting når rejsen skal i hus

Der findes masser af muligheder for at sætte et miljøvenligt og bæredygtigt fodaftryk på charterferien, men når pengepungen skal op af lommen, er det så stadigvæk noget, de danske feriegæster prioriterer højt? Det har vi spurgt tre rejseselskaber om, og alle er enige om én ting. Der er andre ting, som overskygger ønsket om at være grøn.

Det er ikke hensynet til miljøet, hovedparten af rejselystne danskere direkte efterspørger, når badeferien med familien skal bestilles hos et af de danske rejseselskaber. I hvert fald ikke hvis man spørger rejseselskaber som Star Tour, Nyhavn Rejser og Spies Rejser.

“Miljøet er ikke det første, gæsterne spørger ind til – de ved også af erfaring, at miljøet har rimelig høj prioritet hos os. Men spørgsmålet om miljøvenlige rejser er ikke så hot som for fem til seks år siden. Det ser vi blandt andet ved, at pænt under en procent miljøkompenserer deres rejse via Green Seat,” siger kommunikationschef i Spies Rejser, Torben Andersen og tilføjer:

“Danskerne er politisk korrekte, når de bliver spurgt om deres holdning til miljøet, men når de skal yde deres bidrag i form af penge, så stopper festen.”

Det er heller ikke miljøhensyn, de hos konkurrenten Nyhavn Rejser oplever, at kunderne spørger ind til, når rejsearrangøren har dem i røret, forklarer marketingchef Rie Ulrich.

“Vi oplever i princippet ikke efterspørgslen fra kunderne. Det er ikke nødvendigvis det, der kommer øverst på deres liste,” siger hun. Og samme tendens gør sig gældende for Star Tours feriegæster.

Netop det kan måske virke en anelse paradoksalt, når undersøgelser og artikler insisterer på, at vi danskere går mere og mere op i økologi og grønne alternativer.

Men hvad, man siger, er ikke nødvendigvis det samme som det, man gør, pointerer lektor ved institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet, Szilvia Gyimóthy.

“Én ting er holdninger, og en anden ting er forbrug, og det har vi ofte set i turistsammenhænge, men også med andre typer af miljørigtig forbrug. Man har de rigtige holdninger, men de kommer ikke til udtryk i praksis,” siger Szilvia Gyimóthy, hvis kommentar læner sig direkte op ad betragtningerne hos Spies om, at idealismen stopper hos mange, når pengepungen skal frem.

En kvindelig turist flyder rundt på en luftmadras i det krystalklare hav omringet af affald.

Ifølge lektoren er en del af forklaringen, at man vil holde hundrede procent fri på ferien, og det gælder ikke kun i forhold til jobbet og rengøringen derhjemme.

“Man vil tage fri fra de hverdagslige, moralske holdninger, attituder og forbrugerpraksisser, som man har i hverdagen,” uddyber Szilvia Gyimóthy og fortsætter:

“Man er mentalt i et andet mindset. Så det med at holde fri kan også smitte af på hverdagsholdninger til grønt forbrug.”

Vi undgår ikke bekymringer på ferien

Men selv om miljøhensyn ikke er noget, størstedelen af danskerne efterspørger direkte, når rejsen skal bestilles, så er det ikke ensbetydende med, at miljøet ikke figurerer et sted i folks bevidsthed. De miljømæssige spørgsmål kommer dog først rigtigt til udtryk, når folk ligger på strandsengen under palmerne på Mallorca.

“Når de er på rejsen, så vil de egentlig gerne høre om bæredygtighed. Det er det, vi kan mærke, at kunderne er interesserede i, når de er på hotellet, og når de er i restauranten,” fortæller landechef i Star Tour, Gorm Pedersen.

Og det giver god mening, hvis man spørger lektor Szilvia Gyimóthy, for tit er det først, når vi selv ser tingene med egne øjne, at problemerne går op for os.

“Når man er personligt tilstede og ser den måde, aber eller elefanter bliver behandlet på, eller man ser den mængde skrald, som er kylet ud på gaderne, så bliver man pludselig konfronteret med det grimme,” siger hun.

Affald og plastikflasker efterladt af turister på en strand i Cambodia på Rong Island i nærheden af Sihanoukvile.

Feriegæsternes førstevalg

Men hvis ikke det er miljøhensyn og bæredygtighed, rejseglade danskere prioriterer højest, når turen mod eksotiske himmelstrøg skal i hus, hvad er det så, der står øverst på ønskesedlen?

Hos mange af Spies’ kunder prioriteres pris højt, mens det for kunderne hos Star Tour i høj grad handler om de muligheder, man har på hotellet i forhold til aktiviteter og faciliteter, alt efter rejsens karakter.

Og for de, der køber ferien igennem Nyhavn Rejser, når rejselysten melder sig, er det de unikke oplevelser, som vejer tungest på vægtskålen.

“De efterspørger unikke oplevelser – at de kommer ud at opleve noget, som rører noget i dem. Enten ved at være et sted, hvor det er helt fantastisk smukt, men det kan også være at svømme rundt med en pandelygte i en grotte i Vietnam,” siger marketingchef i Nyhavn Rejser, Rie Ulrich.

Fremtiden er grøn

Miljøefterspørgsel eller ej, så er grøn det nye sort, og det er de færreste immune over for især i rejsebranchen. Turismeindustrien har nemlig store miljømæssige konsekvenser, og derfor står bæredygtighed højt på listen hos både Spies Rejser, Star Tour og Nyhavn Rejser.

Rejser til Parisuden fokus på miljø

Hos Spies Rejser tilbyder man blandt andet, at feriegæsterne kan give noget tilbage til naturen ved hjælp af Green Seat, som har til formål at kompensere for de CO2-udslip, flyrejsen forårsager igennem investering i bæredygtig energi i udviklingslande. Derudover har Spies indskrevet en miljøklausul i alle hotelkontrakter.

Ligesom Spies Rejser har konkurrenten Nyhavn Rejser også større og større fokus på miljøet. De samarbejder for eksempel tæt med resortgruppen Six Senses, som blandt andet tilbyder rejser med bæredygtig barfodsluksus.

Og kigger man på Star Tour, blev de tilbage i 2014 Nordens første miljøcertificerede charterselskab efter ISO14001 standard, hvilket betyder, at de lever op til den internationale miljøstandard både på egne hoteller og på flyene fra selskabets eget flyselskab.

Rejseselskaberne ved altså udmærket godt, at de bliver nødt til at tage ansvar for miljøet, hvis ikke de vil være en saga blot i fremtiden. Også selv om størstedelen af kunderne på nuværende tidspunkt ikke direkte efterspørger miljøhensyn, når de bestiller rejsen.

“Vi har jo indset, at hvis vi ikke passer på miljøet, er vi en døende branche, der ikke har noget at sælge om 10 til 15 år,” siger kommunikationschef i Spies Rejser, Torben Andersen.

Hos Spies Rejser tilbyder man de mindste at få et indblik i affaldssortering ligesom her på billedet, hvor en guide hjælper børnene med at sortere flasker.