Fokus
13. oktober 2016

Det flyder med vatpinde og tandstikker i havet

Meget af det plastik, der er blevet produceret, findes stadig på vores klode. Det er den triste sandhed. Her kan du se hvilke typer plastik, der topper listen over affald i havene og ved kysterne.

Billede af plastik i havet
Billedet taler for sig selv - havene er fyldt med plastik. Og det er ikke kun skidt for de dyr, der bor der.

Plastik fik sit gennembrud i 1950’erne og er i dag et af vores foretrukne materialer. Men med den konstant stigende plastikmængde vokser truslen mod vores økosystem og spisekammer. Plastikfesten er med andre ord slut.

“Hvert eneste minut udleder vi, hvad der svarer til en lastbil plastik i verdenshavene. I 2050 er det tal steget til seks lastbiler i minuttet. Der vil på det tidspunkt være mere plastik end fisk i verdenshavene,” advarer miljøbiolog og stifter af den internationale miljøorganisation Plastic Change, Henrik Beha Pedersen, i sit blogindlæg.

Faktisk estimeres det, at plastikken, der ligger spredt i verdenshavene i fem “supper”, har ophobet sig til et areal på størrelse med Afrika. For virkeligheden er, at hvert eneste stykke plast, der nogensinde er blevet produceret, stadig findes på vores klode. Alligevel bliver helt op mod 33 procent af plastik lavet til engangsforbrug.

Plastikflasker hober sig op på en strand ud for Det Røde Hav
Skal vi ikke bare blive enige om, at vi skærer ned på vores plastikforbrug? Her ses plastikflasker, der hober sig op på en strand ud for Det Røde Hav

Vatpinde skyller op på land

Ser man overordnet på affaldet i havet, så er plastik en klar topscorer, da plast udgør op mod 90 procent af det samlede affald, der i dag findes i havene. Og langt størstedelen stammer fra land.

Hvert år skyller der over 1.000 tons plastikaffald i land på den jyske vestkyst. Det værste syn bliver strandgæsterne dog skånet for, da plastikaffaldet når at blive samlet op af kommunerne, inden badesæsonen går i gang. Eksempelvis fandt man på Skagen Nordstrand 1.000 plastikvatpinde på en strækning på få hundrede meter.

“De er skyllet ud i toiletter forskellige steder i Europa og er via overfladevand fra kloaker ført ud i havet. Og så har en havstrøm samlet dem og ført dem mod nord, inden de er endt på stranden ved Skagen,” lød forklaringen i maj fra Steen Heftholm til DR Nordjylland ifølge nordjyske.dk.

Plastikpinde, nej tak!
  • Den amerikanske gigant Johnson & Johnson, der blandt andet producerer en række hygiejne og toiletartikler, har meldt ud, at de fra slutningen af i år vil stoppe med at producere vatpinde af plastik i et forsøg på at nedbringe mængden af plastik i havene og ved kysterne.

Kilde: The Telegraph

Den kedelige sandhed er, at i modsætning til organiske materialer forsvinder plastik aldrig i naturen. I stedet bliver det splittet ad i endnu mindre stykker til såkaldt mikroplastik. Og det kan tage helt op til 500 år for en engangsble eller en plastflaske at blive nedbrudt til mikroskopiske stykker plastik, skriver Det Europæiske Miljøagentur (EEA), som er et agentur under Den Europæiske Union.

Bittesmå stykker plastik som disse skyller op på strande rundt omkring i verden - plastik i havet
Bittesmå stykker plastik som disse skyller op på strande rundt omkring i verden

Ender i vores kroppe

De bittesmå plastikstykker risikerer dernæst at ende i maven på en række mindre dyr og blive sendt retur til os mennesker via fødekæden.

Hvad det har af sundhedsmæssige konsekvenser er endnu uklart, men forskning peger på, at mikroplasten kan tiltrække giftige kemiske stoffer, der klæber sig til plastikkens overflade.

Hvad er BPA?
  • BPA kan for eksempel findes i bløde drikkedunke, der ofte er fremstillet af polycarbonatplast, som indeholder BPA
  • BPA mistænkes for at give alvorlige hormonforstyrrelser samt kræftsygdomme.
  • 93 % amerikanske voksne er blevet testet positive for plastikkemikaliet BPA, ifølge Plastic Change.

Kilde: Plastic Change, politiken.dk

Der findes endnu ingen globale databaser, der giver det endelige svar på, hvilke plastikprodukter der oftest forekommer i verdenshavene, blandt andet fordi 80 procent af affaldet ender på havbunden. Men Henrik Beha Pedersen nævner, at de i Plastic Change observerer en meget stor mængde plastiktandstikker i havområder ved eksempelvis Bermuda.

Andre forureningssynder er plastemballageaffald såsom drikkeflasker og engangsposer samt beskadigede fiskenet, reb, hygiejnebind, tamponer, vatpinde, kondomer, cigaretskod og engangslightere, oplyser Det Europæiske Miljøagentur, der løbende står for at indhente data om affald i havene og ved kysterne i Europa.

App samler data om affald på strande

Det Europæiske Miljøagentur står bag appen ‘Marine LitterWatch‘, som borgere og organiserede grupper kan bruge til at indrapportere det skrald og affald, de finder på strandene rundt omkring i Europa – og her ligger cigaretskod i absolut top med 16,7 procent af den samlede mængde observeret affald (327.053 stykker ialt, siden projektet startede i 2013), efterfulgt af plastiklåg, flamingostykker og indkøbsposer.

Udover at skraldet kan være skyllet i land, kan det også stamme fra strandgæster eller andre direkte kilder på land, eksempelvis vandløb eller spildevandsudledninger.