Clever ladestander til elbil

Nu bliver det lettere at være grøn billist

Målrettede tiltag skal fremme den grønne trafik. I 2020 kommer der endnu flere ladepunkter til landets største byer, og det er netop blevet gratis at parkere i Københavns Kommune, hvis du kører på el eller brint.
4/2 2020

Måske står du over for dilemmaet, om dit private køretøj skal være eldrevet eller på benzin. Der mange gode grunde til at vælge en elbil, når det kommer til miljøhensyn og klimabevidsthed, og selvom der blev solgt fire gange så mange elbiler i 2019 sammenlignet med 2018, er det alligevel langt de fleste, der tyr til de fossildrevne kørertøjer.

En af hovedårsagerne til, at mange tøver, er frygten for ikke at have opladning lige ved hånden. Vi vil simpelthen have bedre infrastruktur til de grønne køretøjer! Sagt på anden vis, så skal der arbejdes henimod at få hele landet koblet op, hvis CO2-udledningen fra vores biler skal reduceres markant. For det bør jo ikke være svært at træffe valget om køb af en el-bil. Det skal helst give sig selv.

Slut med at lede længe efter strøm til bilen

Heldigvis bliver der investeret stort i at gøre det nemmere at være grøn bilist. I løbet af 2020 kommer det offentlige ladenetværk i København, inklusive Frederiksberg, samt Aarhus, Odense og Aalborg til at gennemgå en målrettet og kraftig udbygning. Bag tiltaget er den andelsejede energikoncern SEAS-NVE, som tilfører 100 millioner til datterselskabet Clever.

Det er godt nyt for især dem, der bor i etageejendomme i landets større byer. For hvor husejere nemt kan få installereret en ladeboks på egen privat grund og være garanteret strøm til bilen, er forholdene noget anderledes for folk i de tæt beboede byer. Én ting er, at det kan være vanskeligt at finde en parkeringsplads (kantsten om man vil), en anden ting er, at det ofte er endnu sværere at finde en ledig ladeboks.

Nu ser det ud til, at du som storbyborger ikke skal lede længe efter næste ledige ladeboks til din strømtørstige elbil. Det nye tiltag betyder, at der i Købehavn og Frederiksberg kommer 400 nye ladepunkter. I Aarhus opstiller Clever cirka 50 nye ladepunkter, og i både Odense og Aalborg bliver der tale om cirka 25. Ud over boomet i det elektriske marked i storbyerne vil der blive investeret i lynladestationer langs motorvejene.

Om baggrunden for den massive investering siger administrerende direktør i SEAS-NVE Jesper Hjulmand:

”I SEAS-NVE støtter vi op om regeringens mål om at reducere CO2-udledningen med 70%. Vi investerer derfor langsigtet i forsyningsområdet, i samfundet og i vores fælles fremtid ved at skabe en infrastruktur til bæredygtig e-mobilitet.”

Elbilsalget i Danmark
  • I 1. halvår af 2019 udgjorde elbiler og opladningshybridbiler 3,2 procent af det samlede bilsalg
  • I 2018 udgjorde elbiler og opladningshybridbiler 1,9 procent af det samlede bilsalg i Danmark. I oktober 2019 bliver der solgt 7325 mod 4879 i 2018.
  • De mest solgte elbiler i 1. halvår af 2019 er Tesla Model 3, Kia Niro og Hyundai Kona.
  • I 2020 forventes der at komme mindst 10 nye elbiler til danskerne, der for alvor er begyndt at interessere sig for teknologien.
  • Kilder: danskelbilalliance.dk og fdm.dk

Kør på brint eller el, og slip for Københavns Kommunes P-vagter

En anden god nyhed for de græsgrønne bilister er, at man som el- eller brintbilist kan parkere gratis på offentlige parkeringspladser i Københavns Kommune. Her er der tale om pladser, hvor der er timeparkering, og den særlige fordel gælder ikke blot privatbiler, men også andre, der har droppet det fossile brændstof til fordel for el eller brint.
Se mere her: parkeringsinfo.dk

Lige nu står benzin- og dieselbiler for en tredjedel af Københavns Kommunes CO2-udledninger, og til Politiken udtaler overborgmester Frank Jensen, at målet er, at mange flere fremadrettet vil vælge elbiler.

”Vi skal vænne os til, at den primære tankstation kommer til at ligge derhjemme”

Tal viser, at det elektriske bilmarked går en vej, og det er op. Lærke Flader, som er branchechef i Dansk Elbil Alliance, fortæller, at en veludbygget infrastruktur er afgørende for, at en overgang fra benzin- og dieselbiler til elbiler kommer til at ske så gnidningsfrit som muligt.

Så mange offentlige ladepunkter har Clever til elbiler i dag:
  • København 164 ladepunkter
  • Frederiksberg 29 ladepunkter.
  • Aarhus 45 ladepunkter
  • I Odense 21
  • Aalborg 12

Oversigt over plan for nye ladepunkter i Danmark

SEAS-NVE, NRGi og Clever investerer i 2020 et trecifret millionbeløb i cirka 500 nye offentligt tilgængelige ladepunkter i de største byer og lynladestationer i Danmark:

  • cirka 400 nye ladepunkter i København og på Frederiksberg
  • cirka 50 nye ladepunkter i Aarhus
  • cirka 25 nye ladepunkter i Odense
  • cirka 25 nye ladepunkter i Aalborg

”Vi skal vænne os til, at den primære tankstation kommer til at ligge hjemme i modsætning til nu, hvor vi aktivt tager ud og fylder brændstof på bilen, således at hovedparten af danske biler fremover bliver ladt op hjemme fra husstanden”, uddyber hun.

Analyser fra Dansk Elbil Alliance viser, at knap 7 ud af 10 danske bilejere har mulighed for at få opladet deres elbil direkte hjemme fra carporten, men 3 ud 10 har ikke samme mulighed, fordi de blandt andet bor i etageejendomme.

”Alle mennesker skal have mulighed for at få ladet deres elbil op – allerhelst dér, hvor de naturligt ville parkere, det vil sige så tæt på ens bopæl som muligt. Det nye tiltag med flere ladepunkter til storbyerne imødekommer derfor den efterspørgsel, og det, synes jeg, er meget positivt. Men vi er nødt til at sætte farten op, og det skal politikerne være med til at sætte rammerne for”.
Når Lærke Flader hentyder til, at speederen skal i bund, hvis vi skal følge med udviklingen, mener hun, at ladepunkter skal sættes op, før der begynder at dannes lange køer til de enkelte ladestande.


Nyhedsbrev