Blog
16. maj 2016

Må jeg låne din plante til at oplade min mobil?

Vi kender solpaneler - men det ser faktisk ud til, at vi måske i fremtiden kan få vores potteplanter og græsplæner til at producere energi.

Din plante kan i fremtiden måske oplade din mobil

Den bedste, største og mest vedvarende energikilde som vi har –  i hvert fald for de næste milliarder af år – er solen. Dagligt tapper vi energien direkte, enten som solvarme eller som elektricitet ved hjælp af solceller. Og vi kan sikkert sagtens blive enige om, at det er en god løsning – men dér, hvor diskussionen kan opstå, er, om det også er en pæn løsning.

Men måske er der en helt tredje mulighed. Et ungt spansk iværksætterteam, Bioo.tech, er i gang med at skaffe penge til noget, der måske kan revolutionere måden, vi producerer energi på – og ikke bare på en bæredygtig måde, men på en bogstaveligt talt grøn måde! Ved hjælp af fotosyntese, en plante, lidt kemi, og nogle mikrober er det lykkedes dem at omsætte solens stråler til elektrisk energi – nok til at kunne oplade en mobiltelefon to-tre gange per dag.

Sådan virker det

Under fotosyntese udskilles energi fra planten – denne energi opsnappes og transformeres i dette produkt til elektricitet, som er gjort tilgængeligt for os via et USB-stik.

Har du fået lyst til at lade din egen potteplante oplade din smartphone, kan du forudbestille et eksemplar af den specielle potte via Bioo’s crowdfunding-side her.

Nu tænker du nok, at en enkelt plante på det rette tidspunkt måske nok kan redde et ægteskab – men der skal mere til for at redde jorden fra den globale opvarmning. Og det har du ret i – men virker det, så er perspektiverne enorme. I stedet for at klistre alle vores huse til med solceller kan vi i stedet få vores græsplæner til at producere energi. Og måske kommer vi endda til at elske at have et bed med skvalderkål, da vi ved, at det er med til at forsyne huset med energi.

I byerne kan det placeres i parker eller på byens tage. Grønne levende tage kan faktisk, på de rigtige huse, være en meget flot løsning, og samtidig er det med til at holde på regnvandet og skaber glæde for fugle og insekter.

Tager vi den helt store helikoptertur, og tænker: ”Kan det dække hele Danmarks strømforbrug?”, så kommer det selvfølgelig til at afhænge af effektiviteten. Bioo kommer selv med nogle tal på 3 til 40 Watt for et grønt panel på én kvadratmeter. I runde tal har Danmark brug for fem milliarder watt (5 Giga Watt) i dagtimerne på en hverdag, og sættes effekten til 20 Watt per kvadratmeter, så skal der i alt bruges 250 kvadratkilometer areal med grønt – det er cirka halvdelen af solskinsøen Bornholm eller én procent af det samlede landbrugsareal. Så selv hvis effekten er mindre, er der areal nok – og vi har jo stadig vindmølleparkerne, affaldsforbrændingen, biogassen og andre fornuftige grønne energikilder, så arealet skal være endnu mindre.

Energiproduktionen fra de grønne planter eller arealer foregår både om dagen og om natten – men dog kun når der om dagen også er en form for fotosyntese. Det vil sige, at der skal være vækst og liv i planten. Det fungerer jo fint i Spanien, Californien, Australien og lignende steder, hvor man ikke bruger tid på at tale om vejret, for solen skinner jo hver dag. I Danmark vil der være brug for et sæsonlager, der kan gemme energien fra den lyse sommer til den mørke vinter.  Det er akilleshælen, når solen eller vinden bruges som energikilde – hvor skal energien komme fra de mørke, vindstille nætter?

Det er en problemstilling, der arbejdes rigtig meget med på verdensplan, da det er en udfordring, som alle har, hvis de ønsker at omlægge deres energiforsyning til sol og vind. Batterier er en mulighed, men de bliver hurtigt meget store og dyre, hvis de skal holde strøm bare til mere end en time på landsplan. Vandkraft er en klassisk løsning, men det kræver store tilstrømninger af vand samt store højdeforskelle – så her kommer selv Gudenåen og Himmelbjerget til kort. Der er en del andre løsninger, og selve lagringsteknologierne og perspektiverne i dem er utroligt spændende, og dem vil jeg beskrive i et senere blogindlæg – hvor du blandt andet vil kunne læse om, hvornår du vil kunne være 100 procent selvforsynende med elektricitet, året rundt.

Der er rigtigt gode perspektiver for at omsætte solens stråler til elektrisk energi. Der er selvfølgelig mange uopklarede forhold, for eksempel hvad bliver prisen, hvad er effektiviteten, hvad med om vinteren, og virker det i det hele taget? Men det er meget inspirerende med ny teknologi, og jeg glæder mig meget til at se, hvad det ender med.

Måske man skulle skrive sig op til en plante …

Ole Alm er ingeniør og udviklingschef i energiselskabet SEAS-NVE.