Blog
19. november 2019

Sådan får du en minimalistisk livsstil

Vil du også gerne leve et liv, hvor dine ting ikke fylder – hverken mentalt eller fysisk? Så følg forfatter til bogen Den lille guide til minimalisme, Jane Ibsen Pibers, 5 gode råd.

minimalistisk livsstil
Minimalisme handler for Jane Ibsen Piber om at bruge sin tid og penge på det, der er vigtigt - frem for at lade ting og penge styre hendes liv.

De sidste seks år har jeg levet med minimalisme, som rettesnor for, hvad jeg vil lade fylde i mit liv.  I starten handlede det meget om at fjerne overflødige ting fra mit hjem, men hurtigt bevægede fokus sig til at rydde op i aktiviteterne i kalenderen, i gamle ubrugelige, overbevisninger og usunde relationer.

Læs også: Minimalisme handler ikke om, hvor mange vinglas du har

Den største gave ved at have minimalisme i mit liv er, at jeg nemt kan mærke, hvad der er for mig, og hvad der ikke er. Livet handler om fravalg og tilvalg. Vi kan ikke nå ”det hele”, så det gælder om at være skarp på at vælge de ting fra, som ikke er vigtige for os, så vi har mere tid til det, som betyder allermest.

For mig gør en minimalistisk livsstil det nemmere at holde fokus på alt det, der reelt giver mit liv værdi.

Hvis jeg har overbevist dig om glæden ved at få ryddet op – én gang for alle – så er her måden du kan komme i gang på.

5 trin til at komme godt i gang med at rydde op

Læs også: Gode råd til børnefamilier om minimalistisk livsstil

1

Find dit ”hvorfor”

Det er vigtigt, at du starter med at overveje, hvad du gerne vil opnå på den anden side af oprydningen. Vil du gerne have mere tid til familien eller en ny hobby, eller bare kunne slappe af på sofaen om aftenen med god samvittighed?

Det skal være et stærkt nok ”hvorfor” til at bære dig igennem nogle uger, hvor huset sejler, der er ting allevegne og intet har fundet sin faste plads.

2

Tag én kategori ad gangen

Når du går hjemmet igennem er det vigtigt, at du forholder dig til én kategori ad gangen. Det kan være køkkenting, tøj, sko eller bøger. Ved at fokusere på én kategori ad gangen og gøre den helt færdig, så fastholder du følelsen af fremdrift, hvilket skaber motivation til at blive ved. Og du undgår at overvælde dig selv.

 

3

Fokusér benhårdt på det, som du vil beholde.

Sørg for at holde fokus på alle de ting, du ikke vil smide ud. Ved at fokusere på de ting, som du vil beholde fremfor de ting, du vil skille dig af med, så omgår du ur-hjernens frygt for at miste eller gå glip af noget.

Din ur-hjerne vil gerne spare på energien, og det er nemmere at opretholde status quo end at skabe forandring. Det er årsagen til, at man kan blive overvældet af de mange beslutninger og ender med at beholde alle tingene i stedet for.

4

Send dine ting videre

Det er vigtigt, at de ting, der skal videre, kommer det hurtigt. Sælg de mest værdifulde ting, og få sendt resten ud i verden, så andre kan bruge dem, og de ikke fylder hos dig mere.

Pas på, at du ikke forflytter dit rod til dine venner eller dine forældres kælder. Du skal tage ansvar for at få tingene godt videre og sørge for, at så meget som muligt får et hjem, hvor der er brug for dem.

Læs også: 5 kreative ideer til en jul med genbrug

5

Hold fast med et købestop

Når du har været hele dit hjem igennem, er der en risiko for, at det langsomt bliver fyldt op igen. En måde at sikre, at dit hjem ikke hurtigt bliver fyldt med unødvendige ting igen er at holde købestop i en kortere eller længere periode. På den måde vænner du dig til at mærke efter, hvad du har lyst til, og hvad du reelt har behov for at købe.

Læs også: Her er hvad jeg lærte efter 5 år med købestop

Start eksempelvis det nye år med tre måneders fuldt købestop for alt. Se så hvor meget tid, penge og fokus, du kan genvinde. Vælg skovturen fremfor shoppeturen og nyd tanken om, at du samtidig nedsætter dine miljømæssige fodspor i samme periode. Det er da en rar måde at være hverdagsklimaaktivist på.

Jane Ibsen er minimalismeblogger på Grøn Forskel