Fokus
30. juni 2016

Ny app går til kamp mod mikroplastik i butikkerne

Det skal være slut med mikroplastik i pleje- og skøndhedsprodukter på hylderne i de danske dagligvarebutikker. Sådan lyder målet med en ny app, der nemt skal guide de danske forbrugere udenom de produkter, der indeholder skadelig mikroplastik.

Mikroplastik i de danske supermarkeder
Frivillige er i fuld gang med at indhente data til appen 'Beat the Microbead' ved at tjekke plejeprodukter for mikroplast. Her står de ved hylderne i en Meny-butik i Hellerup.

Enorme mængder mikroplastik fosser ufortrødent ud i vores vand- og havmiljø hvert sekund og finder vej til vores mad via fødekæden, men mikroplastik hører på ingen måde hjemme i hverken naturen eller vores kroppe. Og når først de mikroskopiske plastikpartikler, der ikke er biologisk nedbrydelige, har spredt sig til havmiljøet, er de umulige at fjerne igen. Mikroplastik er derfor vurderet til at blive en af fremtidens helt store miljøudfordringer.

Men hvordan forhindrer vi mikroplast i at ende i vores natur og i vores børns maver, og hvor bør vi starte?

En del af svaret skal måske findes i den internationale kampagne og app ‘Beat the Microbead‘, som vil få forbrugerne til at styre udenom kosmetik- og plejeprodukter, der indeholder mikroplastik, for herigennem at få producenter til at afskaffe brugen af mikroplastik.

Mikroplastik i skurecreme
Det er især skrubbecremer, der indeholder mikroplastik, da det er billigere at bruge for producenten.

Ved at scanne plejeproduktets stregkode med mobilen vil appen, via en farvekode, fortælle dig, om varen, du har i hånden, er fri for mikroplast eller ej, og om producenten har angivet, at de vil udfase mikroplastik i deres produkter indenfor en given tidsramme.

Appen er endnu ikke blevet lanceret på det danske marked, men Det Økologiske Råd og den danske miljøorganisation Plastic Change, som er med til at få skubbet appen ud til de danske forbrugere, forventer, at den ligger klar efter sommer, da de lige nu er i fuld gang med en større dataindsamling til appens database.

Mikroplastens sundhedsrisici
  • “Man ved generelt meget lidt endnu ,om hvad de sundhedsmæssige konsekvenser er for mennesker.
  • “Vi ved, at der bliver tilsat nogle tilsætningsstoffer til plastik, såsom farvestoffer, parfumer, blødgørere osv., som har en skadelig effekt på vores sundhed – det kan være reproduktionsmæssigt eller hjerneskadende stoffer.
  • “Og så har plastik den formodede effekt at fungere som vektor for andre stoffer, som flyder rundt ude i miljøet, og som vi helst ikke vil have ind i vores kroppe. Det kan være tungmetaller og andre flammehæmmere, som ligger derude og egentlig bare venter på at have et eller andet at hæfte sig til.

Ekspert: Claudia Sick, projektleder og biolog hos Plastic Change

Med appen og kampagnen håber Plastic Change på at kunne nedbringe mængden af mikroplast og i sidste ende helt fjerne mikroplastik fra hylderne med kosmetik og hudplejeprodukter, så de skadelige partikler ikke ender i naturen og fødevarekæden.

“Udover forøget grøn forbrugerbevidsthed og bedre valgmuligheder omkring mikroplastik i plejeprodukter, skal appen og kampagnen skubbe til producenter og politikere med henblik på udfasning og lovgivning i EU på området,” siger projektleder og biolog hos Plastic Change, Claudia Sick, som også håber, at kampagnen vil være med til at hænge vores miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), op på hans udtalelser om et decideret forbud i EU, ligesom man har gjort i USA.

Læs også ‘Dansk hudplejemærke: Få plastik ud af cremerne’

Et kæmpestort arbejde

Bag appen og kampagnen står oprindeligt de to hollandske NGO’er, North Sea Foundation og Plastic Soup Foundation, der begge arbejder for at nedbringe udledningen af plastik i naturen.

Allerede i 2012 blev appen og kampagnen lanceret i Holland, og efterfølgende fulgte en række andre lande trop, såsom USA, England, Australien, Norge og Brasilien.

Herhjemme har Plastic Change, i samarbejde med Det Økologiske Råd og brancheforeningen Plastindustrien, i et par år forsøgt at finde funding til at kunne lancere appen på det danske marked, men det er først lykkedes for nyligt gennem støtte fra Villum Fonden og Velux Fonden. Man kan nemlig ikke bare overføre de udenlandske data til den danske version af appen, så det kræver en del benarbejde at få indhentet de nødvendige produktoplysninger fra butikker og producenter.

Frivillige nærstuderer ingredienslisterne på pleje- og skønhedsprodukter for at fodre appens database med oplysninger om indeholdet af mikroplast i produkterne.

“Det er et kæmpe arbejde, og vi knokler for at få samlet de her data ind,” siger Claudia Sick fra Plastic Change, som har allieret sig med Forbrugerrådet Tænk Kemi (og deres app ‘Kemiluppen’) samt frivillige fra Roskilde Universitet, som blandt andet har været ude og screane produkter på hylderne i en Meny-butik i Hellerup, der ønsker at sætte fokus på plastikforurening.

Og arbejdet med kampagnen har vist sig at være en god investering, for der er kommet øget fokus, både internationalt og nationalt, på mikroplastens udfordringer.

“Der er mange producenter, der siden, vi startede kampagnen, er begyndt at udfase og har udfaset mikroplastik fra produkterne, og så er emnet kommet på dagsordenen både i Danmark og i resten af verden,” siger Claudia Sick.

Læs også ‘Plastik gør en forskel – på godt og ondt’

Sådan kan du undgå produkter med mikroplastik
  • Indtil appen ‘Beat the Microbead’ er klar til brug på det danske marked, kan forbrugerne vælge at gå efter de Svanemærkede produkter for at undgå de mest gængse typer af mikroplastik.
  • Ellers kan man vælge at nærstudere produkternes ingrediensliste, selv om det kan være en langsommelig og besværlig affære. Kig efter: Polyethylene (PE), polypropylene (PP), polyethylene terephthalate (PET), polymethyl methacrylate (PMMA) og nylon.
  • Find en liste over plejeprodukter med mikroplast her!