Blog
27. december 2017

Mickey Gjerris: "Jeg vil blive bedre til at forundres"

"Ofte bliver den krise, som vi står i, beskrevet som en krise mellem lyst og pligt. Vi har lyst til et liv i materiel overflod, men ved godt, at vi burde leve anderledes af hensyn til andre," skriver bioetiker Mickey Gjerris. Han skriver om vores arrogante forhold til naturen og lægger op til, at vi skal forundres og begejstres mere over alt fra fuglesang til edderkopper under sengen.

Mickey Gjerris' nytårsforsæt er at blive bedre til at forundres og begejstres af naturen og kramme flere træer. Læs mere herunder.

2018 skulle efter sigende være et nyt år. Min kalender bekræfter det. Men ellers er der ikke meget, der har ændret sig. Det er stadig gråvejr. Morgenkaffe er stadig et af de mere forsonende træk ved tilværelsen, og dagligdagen fortsætter på en eller form for beskub, om end ikke altid det bedste.

Et andet forhold, der kan få en til at tro, at det slet ikke er et nyt år, men blot et gammelt, brugt år, som vi er blevet prakket på, er den fortsatte triste saga om vores forhold til naturen. Et forhold, der er cementeret af en kultur, der betragter naturen som en uudtømmelig ressource og mennesket som den retmæssige hersker over alt andet levende på planeten.

Jordens 6. masseuddøen er i fuld gang

Går man idéhistorisk til værks kan den grundlæggende menneske-centrerede (antropocentriske) tilgang til naturen spores langt tilbage.

Mickey Gjerris
  • Han er teolog, forsker, forfatter og foredragsholder.
  • Han har en ph.d. i bioetik og arbejder som lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i etiske spørgsmål relateret til forholdet mellem mennesker, teknologi og natur.
  • Han har udgivet en række bøger og artikler om etik, senest ”Skildpaddetanker – fra en foruroliget verden”. Læs mere her.

Mange peger på, at især de store monoteistiske religioner (kristendom, jødedom og islam) med deres forståelse af det guddommelige som værende uden-for-verden (transcendent), har sat mennesket frit til at bemægtige sig planeten, da guden residerer andetsteds.

Resultatet af denne tankegang, kombineret med videnskab, teknologi, en tilsyneladende uendelig appetit på materiel velstand og en kortsynethed, der forhindrer os i at tage vare på vores eget livsgrundlag, har ført os til den fundamentale naturkrise, som vi står overfor i dag.

Biologer fortæller, at den 6. masseuddøen i Jordens historie er i fuld gang. Denne gang ikke forårsaget af meteornedslag eller naturlige klimaforandringer, men af os. Verdensnaturfonden anslår af 58 procent af bestanden af vilde dyr er forsvundet siden 1970. Arterne forsvinder i et tempo, der er 100-1.000 gange større, end det ville være, hvis mennesket ikke blandede sig i evolutionsprocesserne.

Årsagerne er mange, bl.a. udledning af drivhusgasser, ødelæggelse af habitater, forurening og introduktion af invasive arter. Senest har 15.000 forskere fra 184 lande udsendt et åbent brev til menneskeheden og advaret om, at vi er på kollisionskurs med vores eget livsgrundlag og tiden er inde til hurtige og drastiske tiltag.

Læs også: Vent ikke på politikerne! Klimaforandringerne kræver, at vi ændrer livsstil nu

Kan den enkelte redde verden?

Og så sidder jeg her en regnvejrsdag i de nordlige forstæder og skriver om problemerne og har mest lyst til at krybe i fosterstilling under spisebordet og håbe på, at de voksne snart kommer og ordner det hele. Forsøge at glemme det hele og fokusere på noget mere overskueligt. Der er utvivlsomt en historie i nyhedsstrømmen om en politiker, som jeg kan forarges over.

For hvad nytter det, at jeg gør noget? Det her er globale problemer, der kræver bindende internationale aftaler.

Selv om jeg lynbader, cykler på arbejde, tager toget til konferencen i Oslo og spiser kikærter i stedet for flæskesteg, så vil nyhederne ikke se bedre ud i morgen. Jeg er kun en dråbe i havet.

Mine handlinger gør ingen forskel og det eneste, der kommer ud af at handle er, at andre enten vil kalde mig fanatiker og religiøs eller en hykler, imens de selv fortsætter livet ned ad den 8-sporede motorvej på vej mod hyperforbrugssamfundets selvskabte frelse: Mere og mere velstand.

Det er så let at blive ramt af håbløshed og så svært at finde troen på, at det nytter noget at gøre noget, at det virker som om, de fleste af os har valgt at blive frivilligt blinde over for de omkostninger, som vores livsstil og kultur påfører andre – det være sig de fattige, der allerede nu lider under klimaforandringerne, fremtidige generationer eller de mange andre levevæsener, der trues af udryddelse.

Læs også: Lad os indse det, vores høje CO2-aftryk er vold

Den etiske forbruger skal kobles med den etiske borger

Det er sandt, at den enkelte ikke kan ”redde verden” alene. Men betyder det, at vi skal give op? Eller er det snarere en viden, der kan få os til at se betydningen af fællesskaber? Forstå, at vi hver især har handlemuligheder, men at det ikke er nok at købe Fair Trade, økologi eller lokalt.

At den etiske forbruger må og skal kobles sammen med den etiske borger, der kan gå ind i fællesskaber og prøve at løfte de etiske værdier, som vi som borgere mener skal præge fremtiden, frem i lyset?

I første omgang kunne vi jo sætte os ned og tale om, hvorvidt resten af Jordens levende væsener blot er en ressource, som vi skal til at forvalte smartere, eller om der bag truslen mod vores eget livsgrundlag findes en endnu dybere trussel: At vi i vores arrogance har overset, at det ikke bare (som den danske teolog K.E. Løgstrup siger) er dumt, men også skamløst at ødelægge naturen.

Det kan være svært at få øje på i en kultur, der ser træer som tømmer, havet som en skraldespand og grise som bacon. Levevæsener og natur fremtræder primært for os i form af de ægte og indbildte behov, som de kan dække.

Men hvad nu, hvis der bagved findes et mere-end-menneskeligt fælleskab. En verden som vi kan respektere og elske. En verden som vi kan indgå i andet end brugsrelationer med. Og hvad nu, hvis det at tage imod invitationen kan forvandle vores forståelse af den nuværende situation og give os håb og mod til at begynde at handle – hver især og i fællesskab.

Evnen til at forundres

Filosoffen Rosalind Hursthouse siger, at den vigtigste dyd at opøve i den nuværende situation er evnen til at forundres. Forundres over den natur, som vi befinder os i og er vokset ud af. Tage os tiden til at få øje på hvor mageløst et hjem vi bebor. Få øje på, at naturen ikke kun har betydning for os, men en betydning i sig selv. En betydning som vi gennem forundringen kan lære at respektere.

Ofte bliver den krise, som vi står i, beskrevet som en krise mellem lyst og pligt. Vi har lyst til et liv i materiel overflod, men ved godt, at vi burde leve anderledes af hensyn til andre.

Det sker bare ikke. De færreste er i stand til at ofre det gode liv på fremtidens og naturens alter.

Hursthouse peger en anden vej. Hun peger på, at vi kan forandre vores forståelse af det gode liv. Gennem forundringen få øje på, at det gode liv er at turde tale om forskellen på velstand og velfærd. At det gode liv er at leve i respektfuld disharmoni i det mere-end-menneskelige fællesskab, som vi alle indgår i.

Kunne det være stedet, hvor vi kan finde lidt håb? At de ændringer i livsstil, som skal til, ikke er et offer, men en mulighed for at leve gode liv i autentiske fællesskaber med hinanden og den verden, som vi ofte så arrogant kalde for ”vores”?

Jeg tror det og derfor er mit eneste nytårsfortsæt i år, at jeg vil blive bedre til at forundres over verden. Tage mig tiden til at kramme træer og begejstres over fuglesang, sommerfuglelarver, edderkopper under sengen og forårets komme. Og så tage den energi med mig ud i mit liv som borger og forbruger og se, hvor langt det rækker. Ikke i en forventning om, at jeg kan redde verden, men med et håb om, at også i det mørke, som vi står i nu, kan mennesker leve gode liv med, mod og i naturen.

Læs mere om