De er bløde og pelsede – de kigger på dig med deres runde, brune øjne. De kommer, når du kalder (for det meste) og trøster dig på en dårlig dag. Og selvom vendingen er udvandet, er den altså god nok: Hunden er menneskets bedste ven. Herhjemme er vi faktisk så glade for kæledyr, at 44 procent af alle danske husstande holder et eller flere kæledyr, og hunden er vores klare favorit.
Men hunde er ikke bare et kæledyr – de er en del af familien. Vi sørger både for, de bliver sendt på hundeskole og kommer en tur til frisøren, når de trænger. De bliver kløet bag øret, kysset og knuselsket. Men har du nogensinde tænkt på, at ligesom vi mennesker sætter et tydeligt klimaaftryk via den mad, vi spiser, det tøj vi køber og andre ting vi forbruger, så slider vores kære kæledyr også på klimaet. Mange er dog efterhånden begyndt at skrue ned for visse forbrugs- og madvaner, så måske burde vi også tænke over, hvad vi langer i hundeskålen, og hvilke slags poser vi samler hundepøllerne op i. Derfor kommer her en guide, der kan inspirere til at holde hund med omtanke.
Første spadestik mod et hundeliv med større omtanke må først og fremmest være at tænke i din hunds basale behov. Find derfor ud af, hvad der er det mest nødvendige – og nøjes med det. Der er ingen grund til, at du overøser din pelsede ven med alt muligt, den slet ikke har brug for.
Ligesom vores madvaner i mange tilfælde sætter et tydeligt aftryk på både miljø og klima, gælder det samme for det foder, vi fylder i hundeskålen. Det er blandt andet, fordi hundefoder indeholder kød, der kræver mange ressourcer i produktionen, herunder meget vand, store arealer og foder til kvæget.
Så hvis ikke din hund har særlige præferencer, allergier mm., så prøv generelt at vælge fjerkræ frem for ko eller gris i dit købefoder. Fjerkræ er nemlig mindre CO2-belastende at producere. Du kan selvfølgelig også købe hundefoder, der ikke er animalsk. Det er dog vigtigt, at hunden får den næring, som den har brug for.
Læs artiklen om fødevares klimaaftryk her
Finder du tiden og overskuddet, kan du også give dig i kast med at lave både mad og godbidder selv. Find blandt andet inspiration her. Laver du foderet selv, kommer du uden om brug af emballage, der også er lidt af en klimasynder. Køber du hundemaden, er det da også god idé at gå efter foder uden plastikindpakning – det kan dog være vanskeligt at finde. Langt nemmere er det med godbidder. Dem kan du ofte købe i løsvægt i dyreforretninger og i nogle supermarkeder. Husk blot at medbringe en bulkpose, som du kan bruge igen og igen.
Ligesom det er en god idé at styre udenom alt for meget plastik og kunstige tilsætningsstoffer til dig selv og dine børn, gælder det samme for din hund. Udvalget af diverse plastiklegetøj til vores kæledyr er enormt, men køb i stedet legetøj i naturlige materialer som hamp, hør, økologisk bomuld og naturgummi lavet af heveaplanten.
Er det muligt, så gå også efter legetøj pakket i emballage, der er genbrugeligt. Men vi skal også lige huske på punkt 1 fra listen her: Husk på, hvad din hund reelt set har brug for. En hund er ofte – hvis ikke altid – lige så interesseret i en gammel toiletrulle. Så i stedet for at købe nyt, kan du jo overveje at lave noget legetøj ud fra kasserede genstande derhjemme eller gå efter genbrug:
Din hund hørmer – og det er ikke til at komme udenom – pøllerne skal samles op. Men det behøver ikke være i en plastikpose, for der findes grønnere alternativer. En smart løsning er komposterbare hundeposer. De er lavet af majs og kan ligesom med alt andet køkkenaffald komposteres og indgå i naturens cyklus. De komposterbare hundeposer er nemme er få fat i. De kan f.eks. bestilles her.
Inddrag nye løsninger i det omfang, det giver mening for dig og din hund, og del dine gode råd med venner og familie, der selv nyder godt af et pelset familiemedlem. Endelig er det også en god idé at fortælle din lokale dyrehandler om alternative muligheder. Hvis butikken f.eks. ikke i forvejen forhandler komposterbare hundeposer, kan du jo foreslå det.
Menneskets bedste ven kan også være et klimaskarn