Guide
5. oktober 2018

13 blogs, der kan få dig igang med at lave dit eget tøj

Vil du også gerne lave dit eget tøj, men savner inspiration? Så læs med her.

lav-din-egen-taske

Vi skal ikke langt tilbage i historien, før det med at lave sit eget tøj ved at sy, brodere eller strikke var en obligatorisk færdighed – i hvert fald for kvinder.

Men i takt med, at vi er blevet rigere og har fået mulighed for at købe alt vores tøj, har mange enten glemt eller aldrig fået lært de basale håndværk, som vores forældre eller bedsteforældre tog for givet.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, lyder et velkendt ordsprog – og i store dele af verden har vi ganske enkelt ikke haft behov for at sy vores eget tøj de sidste mange år.

Men i en tid med stigende fokus på overforbrug, og hvad vores forbrugsvaner har af klimamæssige og menneskelige konsekvenser, er der god grund til at finde strikkepinde, hæklenål eller symaskinen frem.

Læs også: Sy dit eget tøj og bekæmp verdens overforbrug

Men hvis du ikke lige har en bedstemor ved hånden, der kan inspirere dig til at lave dit eget tøj, så er der hjælp at hente. Der er nemlig rigtig mange kreative mennesker, der deler ud af deres gode ideer.

Vi har samlet 13 blogs med dygtige kvinder (ja der er bare ikke rigtig så mange mænd i denne verden…), som inspirerer til at strikke, hækle eller sy nyt tøj eller genbruge det tøj, du allerede har i skabet.

1

Kvalitid

Trine Hansen hækler og strikker masser af tøj til sin lille søn, så på hendes blog kan man især finde inspiration til projekter til små børn. Bloggen Kvalitid handler om det, der for hende er kvalitetstid – hvor håndarbejdet er bare én del. Hun lægger mange gratis opskrifter ud til hækleprojekter i hendes egne designs af både tøj og ting til hjemmet, blandt andet de her vildt smarte hængekurve. 

2

Kilovolt

Liv, der i sit daglige virke arbejder som elketronikingeniør, er med sine egne ord besat af at sy. Kvinde bag bloggen Kilovolt bruger en stor del af sin fritid med sin symaskine, hvor hun tryller alt fra kjoler og jakker til bukser frem. Hun bor i Danmark, men blogger på engelsk. Og så deler hun ærligt både successer og frustrationer over de ting, hun syer. Hun finder typisk mønstre, som hun tester af, så man kan få et indblik i processen.

3

Sygal

Gitte Askjær Lund tilbragte som barn mange timer med sin bedstemor, der lærte hende at hækle, strikke, brodere og sy. Og siden dengang har hun syet tøj. Hun deler sine egne erfaringer med de symønstre og syvejledninger, som hun typisk køber. Hun syer alt på en relativ simpel symaskine, og opfordrer alle til at kaste sig ud i at sy uanset symaskine-budget. Hun deler også sine egne opskrifter – eksempelvis denne tangatrusse. 

4

Susanne Gustafsson

Susanne Gustafsson har i mange år været håndarbejds- og madredaktør på Femina. Da hun stoppede gav det næsten sig selv, at hun måtte lave en blog, så hun kunne blive ved med at dele sin viden. Hun deler masser af fine strikke- og syprojekter, som er lige til at gå i gang med. Og alle kan være med, for her er alt fra halstørklæder til indkøbsnet og rygsæk i vinyl.

5

Flair

Kvinden bag Flair er Michelle-Marie, 29 år og uddannet lærer. Men når hun ikke underviser, blogger hun om sine kreative projekter. Hun både hækler, syer og strikker – og deler inspiration til, hvordan man kan friske sit gamle tøj op. Hun laver også masser af ting til boligen, som eksempelvis sjove små LEGO-mænd i beton støbt efter børnenes legetøj.

6

Cityprinsessen

Maybritt Laisbo står bag Cityprinsesserne, hvor man kan finde inspiration til alt muligt. Hun deltog i programmet Danmark har Talent i 2017 og er til dagligt skolelærer. Hendes blog er lidt et kaotisk sammensurium af hendes forskellige interesser, men lige her kan man finde nogle gode ideer til at individualisere tøj og tasker fundet på loppemarkedet.

7

Mettes Kreahjørne

Mette er en strikkeentutiast, der især strikker tøj til sig selv. Hun har tidligere også syet og broderet, men er blevet bidt af en gal strikkepind, efter hun lærte håndværket for år tilbage. På bloggen deler hun opskrifter og gode råd til de rigtige strikkepinde eller garntyper. Hun hækler også og har blandt andet smidt en opskrift på til hjemmelavede karklude med muslingemønster.

8

Project Handmade

Jane er minimalist og bevidst forbruger. Det er udgangspunktet for kvinden bag Project Handmade, der deler opskrifter på tøj, hun har strikket eller syet. Bloggen er lidt svær at finde rundt i, men det fungerer bedst, hvis man bare lader sig inspirere ved at se de seneste indlæg, hun har på forsiden. Hun blogger også om minimalisme og bevidst forbrug og står bag en facebookgruppe om emnet.

9

Krealoui

På bloggen Krealoui deler Louise ud af sine mange fine hækleprojekter. Oprindeligt begyndte hun at hækle legetøj til sin kat, og det har udviklet sig en del siden da. Den kreative passion har for nyligt fået hende til at skifte profession, og hun studerer nu tekstilformidling. Hun deler vejledninger i at hækle og opskrifter på telefon-covers, clutches, tasker, masser af legetøj og meget mere.

10

Skaberlyst

Signe Eriksen er uddannet dameskrædder og mønsterkonstruktør og har arbejdet professionelt med tøj og syning siden 2004. Hun lever i dag af at dele sin erfaring om syning gennem kurser. På bloggen Skaberlyst får man en smagsprøve på det indhold, hun undersviser i på sine kurser. Men hun deler også mønstre, som er lige til at kopiere og lave selv.

11

Knitting By Kaaen

Charlotte Kaae er strikkedesigner og underviser, holder foredrag og skriver bøger om at strikke. På bloggen Knitting By Kaaen deler hun ud af sine mange opskrifter, nogle betaler man for, og andre er gratis.  Og hvis det driller, kan man maile til hende eller booke hende til en videosession. Hun har også en række foto-vejledninger, hvor man blandt andet kan lære at hæfte ender i rib. På hendes Youtube-kanal er der også masser af strikkehjælp at hente.

12

Unikarina

Karina fik nålen igennem fingeren, første gang hun som 4-årig kom i nærheden af en symaskine. Men siden da har hun fået styr på, hvordan man bruger både symaskine og strikkepinde. På sin blog Unikarina skriver hun især om alt det tøj, hun laver til sig selv – og deler blandt andet ud sin erfaring med at farve garn af avocado-rester. 

13

How to do Fashion

Kvinden bag How to do fashion hedder Nanna Martinussen og er uddannet skrædder og mønsterkonstruktør med en forkærlighed for vintage. Hun har ikke kunne finde sig til rette i modebranchens hurtige arbejdsgange og bruger derfor sit liv på undervise i  syning, tilretning og konstruktion. Hun udgiver selv snitmønstre og stilen er vintage. Bloggen er lækker med flotte billeder.