Blog
12. oktober 2018

Her er 7 kreative ideer til en ferie med recycling og upcycling

Brug efterårsferien til sjove aktiviteter, der måske kan inspirere til flere zero waste vaner.

kreative ideer til ferie f.eks korkpropper

Efterårsferien indbyder til kreative projekter, der måske kan skabe basis for flere zerowaste vaner som for eksempel upcycling, hvor man genbruger noget i en ny form med en ny eller anden anvendelse.

Et besøg i en genbrugsbutik er et inspirerende sted at få ideer og finde brugte varer til upcycling. Er det en genbrugsbutik med en hjælpeorganisation bag, kan man samtidig tale med børnene om de projekter, man støtter ved at købe genbrugsting.

LÆS OGSÅ: 10 genanvendelige ting til håndtasken

Naturen er også et overflødighedshorn af inspiration til kreative projekter, som kan tages med indenfor.

Vores genbrugs- og naturideer kan laves af børn i forskellige aldersgrupper, hvor krydsbevægelser af forskellige variationer styrker mindre børns motoriske færdigheder. Og så er der også et par ideer til, hvordan I kan bruge ferien til sjove DIY-ting til hjemmet.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du igang med zero waste i køkkenet

1

Bamseværkstedet

Et kig i rodekasserne i en genbrugsbutik eller derhjemme kan føre til en samling af gamle bamser, som kan klippes ud i dele og syes sammen på kryds og tværs, så en ande-bamse-krop får et teddy-bjørne-hoved etc.

Det skal du bruge: Gamle bamser, en stor synål og sytråd eller garn; det kunne også blive til sjove hjemmelavede gaver.

Kreative fif - upcyckle søde bamser

2

Sy sjove indkøbsnet af T-shirts og undertrøjer

I børneafdelingen af genbrugsbutikken kan man finde brugte t-shirts og undertrøjer, der kan laves om til indkøbsnet. Når de skal syes, lægges de med vrangen ud og den nederste kant sys sammen med sytråd eller garn, evt. både frem og tilbage et par gange, for at posen bliver ekstra holdbar i bunden. Når der er hæftet, vendes retsiden udad.

Er det en undertrøje, er den klar som indkøbsnet nu ved, at ærmehullerne former hanken på indkøbsnettet, og halsåbningen er selve åbningen af nettet. Er det en t-shirt, kan man vende ærmerne ind og sy dem fast i halsudskæringen, så man lettere kan bære dem i hanken.

Det skal du bruge: Gamle t-shirts og undertrøjer, nål, tråd eller garn

Kreative fif omsyede indkøbsnet

3

Lav brugte duge til servietter og gamle skjorter til lommetørklæder

I skabe hos jer selv, familie og venner – eller i genbrugsbutikken – kan man finde mange brugte duge, der ikke længere bruges. De kan klippes ud i ønskede firkantede størrelser med en zigzag-saks, som giver en lidt krøllet kant, efter de er blevet vasket. De kan også sys i kanten, og så har man servietter til brug ved spisebordet. Herhjemme har vi en bunke, vi selv har lavet. Vi har hver vores farve, så de let holdes adskilt ved bordet (vi vasker dem ca.  1-2 gange om ugen), og der skal ikke længere indkøbes papirservietter eller køkkenrulle.

Brugte herreskjorter har vi god erfaring med at klippe ud i firkantede stykker og lave til vaskbare lommetørklæder (med zig-zag saks eller syet i kanten). De erstatter de små plastikindpakkede papirlommetørklæder.

Det skal du bruge: Brugte due eller herreskjorter, zigzag-saks, evt. nål og tråd

 

4

Brug elpærer som duftbeholder eller vaser

Brugte elpærer kan bruges til små planter eller som duftbeholder. Øverste del af skruedelen på pæren, skæres af, så der er hul ned i pæren, som sættes fast på et underlag. Vi har brugt et stykke ståltråd, som er viklet omkring metaldelen på pæren og omkring en træklods, så pæren kan stå på et fladt underlag.

Det skal du bruge: En gammel pære, ståltråd, værktøj der kan skære i metal, evt. en træklods.

kreative fif-pærer som duftlys

 

5

Lav sugerør af tørrede dunhammere

Plastiksugerør er en af kilderne til plastik i havet. Der findes i dag mange tilgængelige alternativer i form af metal eller bambussugerør. Men man kan også lave dem selv med ting, der findes i naturen. På en efterårsgåtur kan man finde mange spændende tørrede siv og græsarter, der kan gøre det ud for et alternativ til plastiksugerør.

Her har vi samlet en art dunhammer, renset dem igennem, og så bruger vi dem, der hvor det måtte være nødvendigt med et sugerør. Hvis man finder tørrede hulestrå kan det også være en god anledning til at undersøge og få talt om forskellige spiselige eller ikke-spiselige græsarter i den danske natur.

Det skal du bruge: Ting du finder i naturen, som tørrede siv eller dunhammer og vand

Kreative fif - hjemmelavede sugerør

 

6

Sy korkpropper sammen til sæbeholder

Et godt sted at starte, hvis man vil reducere brugen af plastik i hverdagen, er at bruge sæbe- og shampoobarer i stedet for sæbe og shampoo på flaske. Shampoobarer i og omkring bruseren kan godt glide lidt rundt på den glatte og våde overflade. Derfor er en sæbeholder en god løsning.

Korkpropper er ideelle til formålet, da de kan tåle, at vandet løber igennem dem og sæberesterne kan glide af. Vi samler altid korkpropper og andet affald ved ture langs stranden, så det ikke ender i havet, disse propper er her sammensat med vores egne brugte korkpropper.

Der laves hul midt gennem alle korkpropper med en tynd skruetrækker eller lignende.  En bomulds- eller hampesnor sys igennem med en stor synål og fæstnes med faste knuder i begge ender.

Det skal du bruge: Korkpropper, tynd skruetrækker, snor og en stor synål

Kreative fif - hjemmelavet sæbebeholder

 

7

Saml hulsten som lysestager

Der er ikke noget bedre end en god gåtur om efteråret, hvor vinden rusker i håret. Forskellige strande byder på forskellige slags sten, som bare kalder på at blive samlet op. Der er oceaner af muligheder for, hvad man kan bruge sten til. Vi har en svaghed for hulsten og bruger dem bl.a. som lysestager.

Det skal du bruge: Sten du finder på stranden, små stearinlys.

kreative fif - lyseholdere af strandsten

 

<em>Lone Eidseth er blogger på Grøn Forskel.</em>
 Blogger Lone Eidseth
  • Hun kommer fra Danmark, men bor i dag i Madrid med sin familie
  • De har gjort idéen om zero waste til en livsstil
  • Hun står bag bloggen og webshoppen Wrapped in nature
  • Læs flere blogindlæg af Lone Eidseth her
Læs mere om