Blog
31. december 2018

6 ting, jeg har lært af 5 års købestop

BLOG: Jane var træt af jagten på nyt tøj - og besluttede at indføre et midlertidigt købestop for sig selv. Efter fem år har hun nu gjort købestoppet permanent. Mød vores nye blogger på Grøn Forskel.

tøj-i-skabet-købestop
Der er kommet mere plads i skabet hos Jane, blogger hos Grøn Forskel, efter fem år med købestop. Foto: Shanna Camilleri, Unsplash

I januar 2014 besluttede jeg mig for at holde pause fra at købe nyt tøj. Jeg var træt af den konstante jagt på noget ”nyt”, et bugnende skab og følelsen af ikke at have noget tøj, som jeg havde lyst til at have på.

Jeg havde ”opdaget” minimalisme i 2012 som en måde at skabe tid og plads i mit liv. Men selvom jeg også ryddede ud i mit tøj, så var der stadig alt for meget rod i skabet. Og det gik op for mig, at problemet var, at jeg trods mine minimalistiske ambitioner ikke var stoppet med hovedløst at putte nyt tøj ind i skabet. På den måde ville jeg jo aldrig blive færdig med at rydde ud.

 Shoppedetox

Den første januar var svær, og jeg gik i store cirkler udenom butikker med udsalg, reklamer og nyhedsbreve. Jeg følte konstant, at jeg gik glip af gode tilbud. Men allerede da sommerudsalget ramte, var det blevet nemmere at ignorere budskabet om, at jeg burde skynde mig at købe noget nyt, fordi der var sæson- og modeskifte eller bare billige priser.

Læs også: 13 fine blogs, der kan inspirere dig til at lave dit eget tøj

Nu fem år senere kan ikke engang Black Friday få mig tilbage på shoppe-bølgen.

Da jeg holdt op med at putte nyt ind i skabet, og stille og roligt solgte og donerede det tøj, som jeg ikke reelt brugte mere, så blev der mindre rod på hylderne. Det blev også nemmere at se, hvad jeg reelt manglede.

Det blev meget tydeligt for mig, at ud af de ti par jeans, der lå på hylden, så brugte jeg reelt kun de tre. De sidste syv kunne jeg med ro i sindet lukke tilbage ud i verden, hvor de kunne komme andre til glæde.

janes garderobe efter købestop

Tøjet slides op

Det er nok nemt at regne ud, at jeg selvfølgelig har måttet anskaffe mig noget nyt tøj på de sidste fem år. Men reelt har jeg blot genanskaffet ting, der blev slidt op, enten via genbrug eller et sjældent nykøb.

Og så har jeg brugt noget af den tid, som jeg vandt ved at droppe shoppeturene, på at blive bedre til at sy basistøj til mig selv, og strikke. Jeg vil til enhver tid vælge et par hyggelige timer foran symaskinen fremfor en tur i Magasin.

Læs også: Bekæmp verdens overforbrug ved at sy dit eget tøj

Den største overraskelse ved købestoppet, er den følelse af kick-ass-hed, det giver at finde et fedt kup i genbrugen, eller sy lige præcis den nederdel, som jeg havde forestillet mig. Det er en fed følelse at vide, at jeg kan føle mig fint klædt på – til næsten ingen penge. Det giver mig en følelse af frihed.

Her er 6 fordele ved fem års købestop

  1. Jeg har sparet virkelig mange penge de sidste par år, hvor mit tøjbudget har ligget på under 2500kr om året, uden de store afsavn.
  2. Jeg har sparet oceaner af tid i forhold til før, hvor en lørdag godt kunne foregå i jagt på den perfekte sorte nederdel/nye vinterjakke/festkjole osv.
  3. I modsætning til før, så har jeg nu en lille garderobe, men den indeholder kun yndlingstøj. Det er ren luksus for mig.
  4. Jeg slipper for at bære brænde til highfashion-bålet og sender ganske få penge efter en mode-industri, der helt har mistet kontakten til hvordan man producerer bæredygtigt og moralsk.
  5. Måske ville det alligevel være kommet med alderen, men jeg har nul ambitioner om at følge moden. Og det er virkelig rart bare at gå med det, som JEG har lyst til.
  6. Købestoppet er smittet af på resten af vores hjem, hvor vi altid vælger genbrug som første mulighed, når vi mangler noget og har vænnet os til at købe ganske lidt nyt.

Sådan kommer du igang

Hvis du tænker, at du kan have glæde af en købepause, så start bare med tre måneders fuldt købestop for alt. Se så hvor meget tid, penge og fokus, du kan genvinde.

Vælg skovturen fremfor shoppeturen og nyd tanken om, at du samtidig nedsætter dine miljømæssige fodspor i samme periode. Det er da en rar måde at være hverdagsklimaaktivist på.

 

Jane Ibsen Piper blogger på grøn forskel

Jane Ibsen Piper er ny blogger på Grøn Forskel

    • Jane er uddannet advokat og bor sammen med sin kæreste og to børn.
    • Hun lever en minimalistisk livsstil og deler ud af sine erfaringer og strikkeopskrifter her. 
    • Jane står bag Facebook-gruppen Minimalisme og Købestop
Læs mere om