Fokus
18. juni 2019

Her er læsernes 10 bedste bud på en klimavenlig ferie

Hvis ferien skal holdes i Danmark, har vi samlet læsernes bedste bud på, hvor og hvordan. Fra den aktive ferie til ren afslapning.

klimavenlig ferie i kano
Kanoferie på Gudenåen anbefaler flere af vores læsere - alene eller med familien. Foto: Filip Mroz, Unsplash

Ferie i Danmark er og bliver den mest populære ferieform for de fleste danskere.

En ny undersøgelse fra Dansk Kyst- og Naturturisme har foretaget i samarbejde med VisitDenmark viser, at 61 procent af de danskere, der tager på ferie med en eller flere overnatninger, holder ferien i Danmark.

Læs også: Her er ekspertens ti råd til togrejser i Europa

Og klimaet er også begyndt at spille en rolle, viser undersøgelsen. 15 procent mener, at miljømæssige og bæredygtige hensyn kommer til at påvirke deres valg af rejse på deres næste ferie.

Men hvor skal man tage hen, når man har truffet beslutningen om at holde ferien i Danmark? Det har vi spurgt vores klimaseje læsere om, og de er kommet med rigtig mange bud, som har givet redaktionen lyst til at holde ferie i Danmark.

Her er læserens bedste bud på en klimavenlig ferie i Danmark

Læs også: Her er 19 gode råd til den bæredygtige turist

1

Tag på ølejr

Nu tænker du garanteret på nøgne mennesker og langt hår, men ølejr i dag er noget lidt andet. Vores læser Naja Habermann kalder det en fantastisk familieferieform. Og der er lidt for enhver smag fra den helt primitive lejr med muldtoilet til lejren med tag over og rindende vand på toilettet. På alle lejre handler det om at være sammen med andre mennesker og bruge den smukke natur på landets mange øer.

Man kan vælge lejr og uge efter, om man eksempelvis vil på familie- kvinde- eller musiklejr. Se en oversigt over de forskellige ølejre her. 

venner på klmavenlig ferie med bål

2

Kom landet rundt som frivillig

Hvis man melder sig som frivillig i Muskelsvindfonden, kommer man landet rundt til sjove begivenheder som Cirkus summarum, Grøn Koncert eller Roskilde Festival. Signe Larussi anbefaler at blive frivillig, fordi man får fællesskab, skønt humør, en kæmpe oplevelse og arbejder for en god sag. Alle udgifter i er betalt, skriver hun.

Læs mere om at blive frivillig i Muskelsvindfonden her. 

Læs også: Sådan laver du din egen solcreme

3

Byt dit hjem væk

En virkelig billig måde at besøge nye steder i landet er at bytte sit hjem med andre. Hvis du bor i byen, er der sikkert nogle med et sommerhus, der gerne vil på byferie og omvendt.

Maja Svaneklink Andersen fortæller, at de har byttet hus med familiemedlemmer, men også med familier de ikke kender, som de har fundet i Facebookgruppen Boligbytte Skandinavia.  De ligger lister til familien, der skal bo i deres hus, med tips til lokale seværdigheder, hyggelige legepladser, gode restauranter og hyggelige gåture.

Er man børnefamilie med børn i samme alder, er der den bonus, at børnene får lov at lege med en helt masse legetøj, de ikke kender. Ofte kan man også bruge hinandens cykler eller bil. Der er også fordele ved, at ens hus ikke står tomt, forklarer Maja.

Vi passer deres høns (og spiser deres æg), og vi passer og bruger af hinandens køkkenhaver. Vi får set et nyt stykke af Danmark og kommer hjemmefra hverdagens trummerum og samtidig ved vi, at vores hus bliver passet godt på af en anden familie. Det er win win på så mange måder.

hus på bornholm

4

Hop på jernhesten med ungerne

Cykeltur med shelterovernatning bliver også nævnt af flere læsere, som en favorit til klimavenlig ferie med børn. Man har god tid, masser af nærvær og plads til spontanitet og eventyr.

På Naturstyrelsens hjemmeside kan man finde shelters – også kaldet store og små lejrpladser – i hele Danmark. Der er også en oversigt over, hvor man frit kan slå sit telt op. Man kan også se, hvor der er toiletter, hvis det er afgørende for ens ferietilfredshed. Find lejrplads på kortet her. 

klimavenlig ferie i telt

5

Tag på kanoferie

Anne Sofie Thorsted foreslår en kanotur langs den smukke Gudenåen. Man kan eksempelvis leje en kano i Silkeborg, og så er der mange campingpladser langs turen, hvor man kan overnatte. Hvis man ikke har mod på at sejle tilbage til afhentningsstedet, er der selskaber, der tilbyder afhenting efter aftale.

Cecilie Roed Schultz anbefaler turen rundt om Gudenåen som en af de bedste ferier, hun har været på.

Vi sov i telt og shelters på diverse gratis pladser og spiste mad over bål/på trangia, badede, og nød naturen mens vi bevægede os langsomt igennem den.

Hvis man vil sove til vands, er det også en mulighed. Lea Rosengren Nørgaard anbefaler at besøge Mariager Fjord, hvor man kan sove i et flydende shelter på fjorden og leje kanoer og kajakker.

Læs mere om det flydende shelter her. 

klimavenlig ferie i kano

6

Bliv jernalderfamilie

Hvis man drømmer om at komme rigtig langt væk på ferie, så er en tur til Lejre et bud. Her kan man nemlig tage en tidsrejse tilbage til jernalderen, vikingetiden eller 1800-tallet.

Siden 1974 har mere end 1000 familier ifølge Sagnlandet Lejre brugt en weekend eller en hel uge af deres ferie på at leve næsten ligesom man gjorde i fortiden.

Man kan prøve kræfter med fortidens hverdag i jernalderlandsbyen, på vikingemarkedspladsen eller som landbofamilie 1800-tallets landsby.

Læs mere om at blive fortidsfamilie her. 

7

Prærievognsferie

Ferie i langsomt tempo, hvor man lader heste gøre det hårde arbejde. Det er udgangspunktet for en prærievognsferie, som en af vores læsere anbefaler. På ferien skal I selv spænde heste for vognene, styre dem ud af de krogede småveje og strigle dem, når I er fremme ved dagens lejrplads. Men alt det lærer man, før man kommer af sted på egen hånd. Og arrangøren garanterer, at hestene er godmodige og har prøvet det hele mange gange før.

Dit rullende hjem er simpelt, men praktisk indrettet. Der er plads til dig selv og 3-4 passagerer, og I har både senge, køkken, spiseplads og toilet ombord.

Læs mere her.

8

Ferieparadiset i Nordjylland

Nationalpark Thy i Nordjylland er helt enestående natur med strand, klitter, heder, skove og store, rene søer. Her er mulighed for at opleve den vilde natur, på hesteryg, på cykel eller på gåben.

Ingrid Bang Jensby anbefaler Thy som et ferieparadis med masser af overnatningsmuligheder mellem byerne Agger og Buldbjerg. Hun foreslår, at man kan overnatte i Redningshuset i Lyngby, på Stenbjerg Camping, Vorupøer Camping, Klitmøller Camping, Vigsø Feriecenter eller en af de mange shelters på Margueritruten.

I Østerild er der mulighed for at leje el-cykler, og man kan tage på en fugletur i Vejlerne med fugletårn og træbroer rundt i fjordene.

nationalpark thy

9

Brug ferien på højskolen

Flere læsere anbefaler et højskoleophold som en perfekt familieferie, hvor der er aktiviteter for store og små. Det er også en populær måde for bedsteforældre at holde ferie med deres børnebørn.

Højskolerne byder på mange forskellige slags ophold, og man skal typisk bare møde op, deltage og spise god hjemmelavet mad.

Der er stadig ledige kurser, hvis man vil afsted denne sommer. Se listen over familievenlige højskoleferier her. 

10

Slå telt op i folks baghave

Hvis man gerne vil rundt i landet, men ikke er til campingpladser eller kan lide at sove i det fri, kommer Solvej Lykke Sønderkær med et godt tip. I den relativt nyopstartede Facebookgruppe ‘brug min baghave’ kan man finde steder i hele landet, hvor gavmilde mennesker lader dig bo i deres have ganske gratis. Siden er drevet af frivillige, men har fået mange medlemmer på kort tid, da den også har været omtalt i medierne.

Gruppen kører på ren næstekærlighed og skal ses som et tilbud om et stykke græs og i nogle tilfælde et toilet til en enkelt overnatning. Der er en hjemmeside på vej, men indtil videre melder man sig bare ind i gruppen.