Blog
26. september 2018

Efter jeg er blevet mor, er jeg ramt af klimaangst

Dommedagsfølelser og skræk for, at min søn ikke har en verden at blive gammel i. Jeg er ved at synke ned i klimaangst.

sofie-hviid-klimaangst-i-tog

Jeg har et mareridt for tiden, der kommer igen og igen. Omgivelserne er forskellige fra nat til nat, men jeg ved altid, at jeg skal dø. Jeg har erkendelsen af, at min tid er slut, og at jeg skal sige farvel til livet. Min underbevidsthed finder på forskellige årsager, men følelsen er lige angstprovokerende hver gang. Jeg vågner heldigvis altid, inden det sker – og bliver gennemskyllet af enorm lettelse, når jeg halvt i søvne finder ud af, at det bare var et mareridt.

Gudskelov. Jeg er tryg, ligger i min seng med min mand og søn tæt på, og jeg skal ikke sige farvel til de mennesker, jeg elsker. Ofte bliver følelsen af angst siddende hos mig resten af dagen, fordi den er så ubehagelig. Men jeg kan ryste den af mig, fordi det bare var et mareridt.

Men nogle gange mærker jeg en snert af den samme angst, når jeg taler med forskere, ser dokumentarfilm eller læser artikler om, hvor vores jordklode er på vej hen. Når jeg læser kolde fakta, der forholder sig til klodens tilstand – og opstiller de desværre ret klare og foruroligende scenarier for vores fremtid. Så kan jeg mærke den samme følelse af angst nippe i mine fødder med potentiale til at trække mig ned i det mørke dyb af klimaangst.

Klimaangst

Et australsk forskningsprojekt fra 2010 viser, at der er en sammenhæng mellem bekymring for klimaforandringer og symptomer, der normalt indikerer depression, angst og stress. Og studiet peger på, at de mest udsatte er kvinder under 35 år, der går op i miljøet.

Forskning viser også, at der er mennesker, som er dybt påvirkede af følelser af tab, hjælpeløshed og frustration, fordi de føler sig ude af stand til at gøre en forskel i forhold til at stoppe klimaforandringer.

Flere forfattere har også peget på, at skyldfølelse overfor kommende generationer kan have skadelige konsekvenser for os.  Tilstanden er af flere forskere blevet kaldt ecoanxiety.

Kilde: Mental health and our changing climate

Fra uvidenhed til håbløshed

Følelsen er blevet værre på det seneste, fordi jeg er blevet mere opmærksom på problemerne. Som redaktør på Grøn Forskel bliver jeg konstant konfronteret med viden, der gør det umuligt at ignorere fakta.

Reelt set har jeg ligesom størstedelen af verdens befolkning faktisk levet i lykkelig uvidenhed om virkeligheden. I mange år har jeg klaret mig fint som klimafornægter og reelt set kigget den anden vej. Jeg har sprunget artiklerne over i avisen og lukket samtaler ved at sige, at det med global opvarmning er for uoverskueligt til, at jeg kan danne mig en holdning eller bare forstå det.

Men den helt store forskel i min indstilling til klimaet er sket med det lille menneske, jeg har bragt til verden for halvandet år siden. Med ham har min indstilling til livet, jordkloden og fremtiden fået et andet perspektiv, der i den grad kan give koldsved, når forskere taler om dominoeffekter og CO2-kvoter.

Grøn livstil har handlet om..mig

Groft sagt har jeg hidtil kun været ansvarlig for mig selv i mit liv – og den indstilling har mentalt holdt klimaangsten for døren for mig. Min livsstil har i mange år været minimalistisk uden kød, bil og stort hus – men mine valg har handlet om at få maksimal frihed i mit liv og være så uafhængig som muligt.

Jeg blev vegetar, fordi jeg i en periode mediterede meget og pludselig ikke kunne ignorere tankerne om det liv, mit kyllingebryst på tallerkenen havde levet.  Beslutningen var stærkt hjulpet på vej af de mennesker, jeg mediterede sammen med, som talte meget om vegetarisme. Men valget var personligt og først senere gik det op for mig, at der udover det dyreetiske aspekt også var et klimaaspekt.

Læs også: Klimaforandringer kræver at i ændrer livsstil NU

At jeg bor småt og billigt i en andelslejlighed (der i øvrigt som en af de få på Nørrebro har skøn og ikke specielt bæredygtig gulvvarme på badeværelset) er et økonomisk valg for at skabe frihed i mit liv. Min mand og jeg vil gerne kunne bruge mere tid med vores søn og starte en virksomhed sammen – og det betyder, at der ikke er tid til at tjene ligeså mange penge, som den store lejlighed eller huset kræver. Igen handler det altså ikke om, at jeg vil spare på klodens ressourcer.

På klimaminussiden nyder jeg også et langt varmt bad på en kold dag, jeg lejer altid en bil, når vi som familie skal på tur i stedet for at tage toget, og jeg har lige købt flybilletter til Mallorca i efterårsferien. Den slags ting har ikke generet mig – før nu.

Hvad med mine børnebørn?

At se på min søn og tænke på, at han måske ikke kan vokse op i den samme trygge verden, som mig, skræmmer mig fra vid og sans. Og hvad med hans børn? Vil der overhovedet være en jordklode, de kan vokse op på? Ligesom alle andre forældre gør jeg alt, hvad jeg kan for at sikre ham et godt liv. Men uanset hvor meget kærlighed og tryghed, jeg giver ham, er der en reel risiko for, at han en dag skal forholde sig til en verden med massive klimakatastrofer. En verden, hvor jeg ikke kan passe på ham, og hvor livet bliver alt andet end trygt og sikkert.

Når jeg synker alt for dybt ned i de tanker, ønsker jeg, at nogen vækker mig. Eller slukker for filmen, så jeg kan ånde lettet op og tænke, pyha det var jo bare fiktion. Men det sker ikke, og derfor er jeg nødt til at finde på noget andet. Den håbløse resignation fører jo ikke til noget som helst. Og det hjælper i hvert fald ikke min søn eller hans måske kommende børn, at jeg går rundt og tænker på verdens undergang.

Jeg har talt med en psykolog, der udmærket kender til tanker som mine. Simon Elsborg forsker i sammenhængen mellem lykke og bæredygtig livsstil. Og han synes egentlig, det er ganske naturligt at have det, som jeg har det:

Jeg synes, det er en sund psykologisk reaktion, at man bliver bekymret og frustreret over, at man kan se, vi er ved at ødelægge noget, vi holder af, og som vores børn skal bruge. Det er da mere mærkeligt, hvis man ikke bliver ked af det og vred.

Læs også: Vores høje CO2-aftryk er vold

Vejen ud af håbløshed

Det er altid rart at blive bekræftet i, at man ikke er helt forkert på den. Men jeg har brug for nogle værktøjer, så jeg kan holde den tunge følelse fra døren. De fleste dage i hvert fald.

Simon Elsborg giver mig et par råd med på vejen, så jeg kan blive bedre til at håndtere håbløsheden. Og som det første fortæller han, at jeg skal anerkende min tristhed. Fordi den er reel og ikke er på vej væk, forklarer han.

“Det er utrolig smertefuldt at indse, hvad vi har gang i. Og der er ikke nødvendigvis en vej ud af håbløsheden, men det at gøre en lille forskel kan være med til at øge modet, selvom det rationelt set er ligeså slemt, som det var før. Man kan også melde sig ind i et fællesskab, hvor man kan diskutere de ting, man er bekymret over.”

Læs også: Lad os gøre som min mormor

Og så skal vi åbne munden, mener miljøpsykologen.

“Jeg synes, man skal råbe op. Vi bliver nødt til at skabe systemændringer. En ting er individets handlinger, men man kan gøre meget mere på samfundsplan. Så engager dig i sagen, find måske et arbejde, hvor du kan arbejde med bæredygtighed. Sig din mening, når folk spørger ind til det. Og tag små og større skridt i hverdagen, selvom de er besværlige.

Håbet er lysegrønt

Min klimaangst forsvinder ikke med et snuptag. Men jeg er nødt til at overbevise mig selv om, at de små ting, jeg gør, kan gøre en forskel. At det betyder noget, at jeg sorterer mit plastik og lufttørrer mit tøj. At jeg kan forberede min søn på fremtiden ved at opdrage ham til at leve bæredygtigt. At jeg kan skrive om bæredygtighed og forhåbentlig inspirere flere til at træffe de grønne valg.

At komme af med sin klimaangst er naturligvis nemmere sagt end gjort. Heldigvis er jeg ikke alene om at gøre en forskel – og det er måske det, som skaber mest håb for mig. Når jeg hører om nye grønne initiativer, virksomheder, der tager grøn omstilling alvorligt, gør det mig håbefuld. Når jeg læser, at et land som Indien, begynder at tænke i grøn omstilling, gør det mig for alvor håbefuld.

Læs også: 11 bøger om bæredygtighed, der med garanti gør dig klogere

Når jeg lytter til podcasts, der beskriver ildsjæle, der bruger al deres faglighed og energi på at skabe nye grønne teknologier, gør det mig  håbefuld. Og når jeg ser, at der er kommet endnu et plantebaseret produkt i mit lokale supermarked, eller at en ny vegetarisk restaurant ser dagens lys, gør det mig også håbefuld. Eller når jeg læser kommentarerne på de artikler, vi lægger ud på Grøn Forskel og kan se, at der er så mange kreative, grønne ideer rundt omkring.

Derfor er jeg også ret overbevist om, at jeg kan håndtere min klimadepression uden at skulle i terapi. Og at den energi mine følelser skaber kan vendes til noget positivt. Og så vil jeg give Simon Elsborg ret i, at vi reelt set skal være mere bekymrede over alle dem, der ikke bliver nedtrykte over klodens tilstand engang imellem. Måske det er dem, vi skal sende i terapi i stedet for 😊

Hvad gør du for at håndtere de svære tanker – kommenter på Facebook, så vi kan dele vores gode og dårlige dage.


<em>Doreen Møller Holsquist er blogger på Grøn Forskel.</em>
Sofie Mohanty Hviid, redaktør på Grøn Forskel
    • Sofie er 34 år og bor på Nørrebro med sin indiske mand og søn på 1,5 år
    • Hun er uddannet journalist og har arbejdet for flere af de største danske mediehuse
    • Sofie har bl.a. skrevet og redigeret en bog om meditation og åndedrætsterapi
Læs mere om