Fokus
4. april 2019

Konsulenter hentede julefrokosten i containeren

En lille konsulentvirksomhed valgte at bytte den traditionelle julefrokost på restaurant ud med mad, de fandt i containeren. De mener, virksomheder skal træde nye veje for at tænke klimavenligt.

Sven Beyersdorff og Pernille Jægerfelt Mouritsen fra nordic sustainability
Situationen med klimaforandringer er så alvorlig, at vi bør opløse grænsen mellem aktivisme og professionalisme, mener Sven og Pernille fra Nordic Sustainability

En fredag eftermiddag i december gjorde de ansatte hos konsulentbureauet Nordic Sustainability sig klar til julefrokost. Først tog de ud og vinterbadede, og så gik turen til Valby, hvor julefrokosten skulle holdes. På vejen derud skulle de hente madvarer til aftenens måltid. Men i stedet for at gå ind i butikken og købe den mad, de havde brug for, gik de om bagved og kiggede ned i containeren.

Her fandt de en container, der var så fuld, at de kunne finde alt, hvad de havde brug for bare ved at række hånden ind og tage ost, broccoli, kokosmælk, og hvad de ellers skulle bruge. Efter to besøg i bugnende containere købte de lidt drikkevarer og kunne ellers tilberede et fuldt måltid til 10 personer med en osteplatte som forret, en wokret med grøntsager til hovedret og en æble-crumble til dessert.

Læs også: Her er 29 grønne tiltag, du kan tage på din arbejdsplads i morgen

Julefrokosten var en succes – og var virksomhedens hidtil mest vidtgående forsøg på at skubbe til, hvor bæredygtig man som virksomhed kan blive. Ideen kom egentlig fra virksomhedens studentermedhjælper, men blev en øjenåbner for partner og medstifter Sven Beyersdorff.

“Det afslørede, at kvaliteten af den mad, vi kunne finde, var så høj – og hvor lidt ulækkert det faktisk var. Jeg fik øjnene op for, hvor slemt et problem det er, at vi smider så meget god mad ud. Maden er jo ikke ødelagt, så der er ingen grund til at smide den ud. For mig fjernede det barrieren for at gøre det igen i fremtiden.”

Klimaaktivisme på arbejdspladsen

Sven og hans kolleger holder normalt til i et af Københavns hippeste kontorfælleskaber, og går til møder i jakkesæt med ledere fra store virksomheder. De er godt klar over, at deres julefrokost ikke passer helt sammen med det billede, som kunderne har af dem. De var derfor også lidt nervøse for, om de skulle skrive åbent om  julefrokosten eller holde det for dem selv. Der er trods alt langt fra containeren til de bonede gulve på ledelsesgangen.

“Opfattelsen af professionalisme er enorm vigtig i vores branche. Du får kun projekter, hvis du betragtes som en neutral rådgiver, og derfor kan der være en konflikt, hvis du bliver betragtet som aktivist. Aktivisme har et ry for at være følelsesmæssig og værdistyret – og jeg tror heller ikke, at aktivister altid er de bedste til at se på alle fakta og træffe beslutninger om de løsninger, der er bedst for hele samfundet.”

Læs også: Forstå dine kolleger og få dem med på dine grønne ideer

Tiden kalder på brud med normerne

Konsulenterne valgte i sidste ende at være åbne omkring julefrokosten. Og det gjorde de, fordi tiden kalder på nye ideer, nye veje og nye måder at arbejde på, forklarer Sven Beyersdorff.

I en verden, hvor vi skader miljøet hver eneste dag, mener vi, at det er på tide at opløse skellet mellem aktivisme og professionalisme. Ved at forene de to, tror vi på, at vi kan bidrage mere meningsfuldt til vores formål, som er at forhindre den klimakrisen, samfundet er på vej mod.

Pres indefra skaber forandring

Selvom container-mad som julefrokost ikke er løsningen for alle virksomheder, tror Sven Beyersdorff og hans kolleger, at vi vil se langt mere af den slags i fremtiden. De har alle arbejdet med bæredygtighed i virksomheder i mange år og mærker nu en langt større lydhørhed fra virksomhederne over for at bryde med traditioner. Hvor CSR (corporate social responsibilty) hidtil har handlet meget om at overholde lovgivningen og skrive nogle rapporter, er der nu en helt anden åbenhed efter at tage et reelt samfundsansvar.

Netop derfor er mulighederne lige nu for at skabe mere bæredygtige arbejdspladser bedre end nogensinde, mener Pernille Jægerfelt Mouritsen, projektleder i konsulentvirksomheden.

Læs også: Sådan har jeg fået vegansk mad og affaldssortering på min arbejdsplads

“Der er i dag en anden parathed til at tale om de her ting, end der var for ti år siden. Jeg tror, at hvis der er nok mennesker internt, der bringer de her ting frem – uanset om det er gennem salg eller kommunikation, eller de måder, du håndterer andre virksomheder i værdikæden – så vil det skabe en bevægelse.”

Pres indefra skaber udvikling

Hvis mearbejdere i landets virksomheder i endnu højere grad end vi allerede ser, begynder at skubbe virksomhederne i en mere bæredygtig retning, er potentialet stort. Udviklingen mod bæredygtige virksomheder kommer måske til at gå stærkt, forklarer Pernille Jægerfelt Mouritsen

“Vi skal forstå, at det en stor mental forandring i nogle menneskers bevidsthed. Det er aldrig nemt at forvente forandring fra den ene dag til den anden. Men jeg tror på, at et pres indefra en virksomhed vil skabe den forandring. Den næste generation tænker meget anderledes end dem, der sidder på lederpositioner i dag. Så vi vil måske se et endnu hurtigere skifte i løbet af de næste fem år. “

Bliv ved bliv ved bliv ved

Pernille Jægerfelt Mouritsen mener også at arbejdspladser bør indse, at deres medarbejdere i fremtiden vil stille højere og højere krav til bæredygtighed. Hun har selv skiftet arbejdsplads, fordi hun ikke oplevede, at hendes personlige værdier stemte overens med arbejdspladsens. Og hun tror selv på, at alle uanset hvor de arbejder, kan komme langt med ihærdighed. Hun har selv haft succes med at få en tidligere arbejdsplads til at droppe plastikkrus.

Læs også: 5 trin du skal følge for at få dine grønne ideer igennem hos ledelsen

“Du kan have en stor indflydelse ved at blive ved. Det lyder måske som en lille ting, men jeg begyndte sammen med nogle kollegaer at tage min egen kop med på arbejde i et tidligere job. Vi skulle vaske kopperne i kantinen og eftersom folk kunne se os, når vi gjorde det, begyndte mange at lægge mærke til det. Vi fik startet en debat om, hvorfor vi havde plastikkrus. Ligesom jeg hver dag spurgte efter vegetarisk mad og plantemælk i kantinen. De har sikkert tænkt, at jeg var tosset – men sørme om det ikke endte med, at vi havde soyamælk i køleskabet, og de kom stolt og fortalte om deres vegetarretter.”

Konsulenternes gode råd til at skabe forandring

  1. Hvis du er i en virksomhed med en bæredygtighedsfunktion, så tag kontakt til den person. De vil typisk altid gerne høre fra andre medarbejdere. Prøv at komme i kontakt med en, der laver det samme i en anden virksomhed. Ræk ud og hør, om de har ideer til, hvad du kan gøre for virksomheden.
  2. Søg viden, så du på den måde selv får ideer og inspiration til, hvad I kan gøre anderledes.
  3. Hvis du føler, at du er den eneste, der har bæredygtighed som fokus i virksomheden, så find de små skridt, du kan tage, så føler andre sig heller ikke truet.
  4. Mennesker forandrer sig, når de føler sig inspireret, men ikke hvis de får af vide, de gør alting forkert. Den bedste måde at lede og inspirere andre er derfor altid at være det gode eksempel.
  5. Find måder, du kan gøre en forskel indenfor de arbejdsaktiviteter, du allerede har. Spørg dig selv, om du kan gøre dit arbejde på en mere bæredygtig måde – og find ud af, om din chef tillader det.
  6. Diskuter dine ideer med andre og spred budskabet. Hvis du har succes med én ting, så tal om, hvordan I kan udbrede det til andre dele af virksomheden.
  7. Hvis det er vigtigt for dig, at arbejde et sted, hvor bæredygtighed bliver prioriteret, og arbejdspladsen ikke kan tilbyde dette, må man i sidste ende flytte sig.
  8. Vedholdenhed er nøglen og du skal ikke være bange for at være lidt irriterende.