Verdens hajekspedition er et skridt tættere mod en bedre verden

På haj-ekspedition med hjertet i halsen

Teenagerne Mads og Amalie jagter plastik i havet ved Skotland på en vild og skræmmende fem-dages hajekspedition med WWF. Her får du den første del af Amalie og Mads' dagbog fra "verdens ende" – øgruppen Hebriderne.
3/8 2016

Vi er to teenagere, som lige nu befinder os i Skotland som Wildlife Reporters for WWF Verdensnaturfonden.

Vores opgave er at finde ud af, hvad plastikforureningen i havet gør ved verdens næststørste haj, basking shark, og andre dyr i havet. Ekspeditionen løber over fem dage – her er vores dagbog.

Læs også Henrik Behas blogindlæg: Plastik gør en forskel – på godt og ondt

OM EKSPEDITIONEN
  • Seks unge danskere, heriblandt 17-årige Mads Keis Jepsen og Amalie Corfix fra Lynge i Nordsjælland, løb i foråret med titlen som WWF Wildlife Reporters 2016
  • Sammen med WWF skal de i løbet af fem dage (1. august til den 5. august) rapportere hjem til danskerne fra Skotland, om hvordan affald og plastik i havet har katastrofale konsekvenser for natur og dyreliv.
  • Grøn Forskel sætter fokus på ekspeditionen med to blogindlæg fra Mads og Amalie, som efter sommerferien starter i 3.g på Allerød Gymnasium.

DAG 1: Første stop havnebyen Oban

Da vi tidligt mandag morgen ankommer til Skotland, bliver vi efter kort tid mødt af landets helt uimodståelige og idylliske skønhed – knejsende bjerge, der skyder op og folde med heste, køer og får, som gør, at man langsomt får idéen om, at naturen på land stadig ikke er blevet berørt af den verdensomspændende plastikforurening.

Vores første stop er den lille og charmerende havneby Oban. Selvom vi er trætte, kan vi ikke andet end at glæde os til, hvad morgendagen vil bringe; måske det første møde med den enorme basking shark? Måske finder vi ud af, at havet er ligeså ren for plastik som landjorden?

Hajekspedition og fokus på plastik i havet

Mads og Amalie i højt humør i Skotland sammen med ekspeditionens øvrige deltagere: Amalie Myrup Wetche og Amalie Schjødt-Pedersens fra Hinnerup, Østjylland samt Alberte Sally Busk og Ella Katrine Suurballe Frederiksen fra Faaborg, Fyn.

DAG 2: Et vildt adrenalinrush

Tirsdag ankommer vi til Coll Island. Vi smider hurtigt vores bagage ind på land, hopper ned i vores tykke våddragter og så af sted igen. Over radioen hører vi, at en haj er blevet set i nærheden. Inden for fem minutter ser vi den første lange finne stikke op over vandet.  Båden bliver sejlet i stilling, og det første hold bliver smidt over bord.

Med WWF ude på hajekspedition

Sådan ser en basking shark ud. Foto: Alan James/WWF

Det første møde med kæmpehajen er fænomenalt. Det store dyr kommer langsomt glidende imod os.

Det er en smule skræmmende, men adrenalinen gør underværker. Vi kommer helt tæt på og ser hajen lige ind i de runde, uvidende øjne, hvorefter den langsomt og lydløst glider ud og forsvinder i det kolde og grumsede vand.

Det er en spændende og ikke mindst skræmmende oplevelse. Hjertet sidder helt oppe i halsen, især da hajen pludselig laver et sving og svømmer direkte imod os. Vi kommer op på båden og er i en blanding af eufori, adrenalinrush og angst. Vi vil ikke andet end tilbage i vandet og være i nærheden af det store dyr. Det næste møde kan ikke gå hurtigt nok.

WWF styrer en hajekspedition i Skotland

I nærkontakt med den enorme basking shark. Hajen, som lever af plankton, kan måle op mod 14 meter i længde. Den kaldes på dansk for en brugde.

Hajer med plastik i næsen

Vores guide, Luke, har en del erfaringer med hajer og dyrelivet i området. De fantastiske oplevelser, vi indtil nu har fået, er desværre ikke altid, hvad der møder ham. Basking shark er nemlig ofte offer for vores plastikforurening.

Luke har set hajer med plastikringe boret ind omkring næsen, og han ser dagligt flere plastikposer ligge og flyde rundt i havoverfladen. Poserne kan, mens hajen spiser, komme ind og lukke for luftvejene og i værste fald kvæle den. Når vi hører det, bliver vi meget triste.

Læs også: Det flyder med vatpinde og tandstikker i havet

Unge danskere helt tæt på deres hajekspedition

Brugden (basking shark) helt tæt på under et hajdyk tirsdag.

Efter at have set det her flotte dyr, er det ærgerligt at tænke på, hvordan de faktisk lider under vores forurening.

At se og høre dette væsen med egen krop og sjæl, ændrer ens opfattelse af plastikforureningen i verdenshavene. Her står vi med et af verdens største dyr, og selv dét er truet på grund af plastik.

Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan andre dyr i havene lider under problemet, og efter dagens oplevelser er det svært at forestille sig en verden, hvor man ikke længere kan opleve så fantastiske dyr som den store basking shark.

Læs også: Ny app går til kamp mod mikroplastik i butikkerne

Følg med næste uge på grønforskel.dk, når Mads og Amalie fortæller om deres spændende oplevelser på den sidste del af ekspeditionen, inden de vender snuden mod Danmark med baggagen fuld af fascinerende og øjenåbnende indtryk.  

Hajekspedition i de skotske farvande

OM WWF WILDSCHOOL
  • WWF ‘s Wildschool har eksisteret siden 2010 og uddanner hvert år en række unge Wildlife Reporters i at formidle miljømæssige problemstillinger gennem artikler, dagbøger, radio og TV.
  • Hvert år sendes en gruppe unge Wildlife Reporters til forskellige dele af verden for at sætte fokus på miljø- og naturproblematikker. I år belyses plastikforureningen i havet ved den skotske øgruppe Hebriderne.
  • Læs mere på wwf.dk

Nyhedsbrev