Blog
21. februar 2017

Kære Lars, lad os lære af min mormor

Blogger, Gregers Andersen, mener vi skal stoppe med at idyllisere det materielle fremskridt, der er sket siden 1950'erne og i stedet tage ved lære af de tidligere generationers respekt og forståelse for tings værdi.

Blogger Gregers Andersen: Vi skal lære af de tidligere generationers respekt og forståelse for tings værdi.
"Den lektie, vi bør tage med os fra den generation, der blev født i mellemkrigsårene - og som snart ikke længere vil være i blandt os - er ikke deres hungren efter mere forbrug. Nej, det er deres anderledes forståelse af tings værdi og derfor også deres undren over nutidens forbrug-og-smid-væk-kultur," siger Gregers Andersen.

Min mormor døde sidste år efter et langt og godt liv. Hun blev 95. Når jeg i dag tænker tilbage på hende, er det derfor oftest med et smil. Særligt har minderne om hendes mere pudsige sider det med at dukke op.  Som dengang vi skulle tømme hendes altanskur og fandt ud af, at det var fyldt til randen. Ja, simpelthen proppet med alverdens værdiløse ting, som den på det tidspunkt allerede aldrende dame ikke havde nænnet at smide ud.

Læs også: Alt du skal vide om bæredygtighed.

De fleste af os i familien havde nok bemærket, at hun med årene havde fået en næsten kleptomanisk samlertrang. Ligegyldigt om hun så var til børnefødselsdag eller til middag på en af byens restauranter, kunne man pludselig fange hende i at stikke noget i tasken. Men mængden af ragelse i altanskuret kom alligevel bag på os alle. Mindet blev derfor hængende, som ét vi i familien har grinet meget af over årene.

I dag ser jeg imidlertid en smule anderledes på det.  For selvom min mormors samlertrang ikke var foruden den glæde, man også kan finde hos den moderne forbruger, så rummede den alligevel en anden nøjsomhed.

Når min mormor kunne finde på at gemme gamle servietter og brugte plastikkrus, var det ikke kun på grund af aldringens særhed. Det var også, fordi hendes opvækst på en bondegård i 1920’ernes Vendsyssel stadig sad i hende. Hun havde simpelthen en forståelse af værdi, som er en helt anden, end de fleste danskere har i dag.

Vores forpligtelse over for næste generation

Derfor ser jeg i min mormors samlertrang også en helt anden fortælling, end den som Lars Løkke Rasmussens fortalte, da han i oktober sidste år åbnede Folketinget. Her fremhævede statsministeren det enorme materielle fremskridt, der er sket siden hans mors fødsel i 1936. Mens han lovede nuværende og kommende generationer, at de vil opleve det samme.

Især forpligtede han sig til, at ingen danskere om ti år skal føle sig underlegne ved synet af rødvinen og bøfferne på et svensk middagsbord. Eller ved ”ikke at havde råd til en ferierejse af samme standard som en tilsvarende tysk familie.” Også i fremtiden, lød budskabet, skal vi i Danmark kunne forbruge på samme høje niveau som i vores nabolande.

Men helt ærligt, det burde være åbenlyst – ikke mindst for landets statsminister – at vores “forpligtelse over for næste generation” er langt større end det.

Vi befinder os trods alt i en verden præget af accelererende geofysiske forandringer som global opvarmning, forsuring af verdenshavene og hurtigt forsvindende biodiversitet. Forandringer som netop er en følge af menneskehedens massive ressourceforbrug.

Af samme blogger: Hurra, vi udvider Københavns Lufthavn! Men Trump er en klimafornægter. Eller?

Det er sådan set noget af det, vi kan lære af en række nye begreber, som dukker op i naturvidenskaberne i de her år. Men det forudsætter naturligvis, at man gider sætte sig ind i videnskaben bag den måske største trussel mod samtidens og fremtidens mennesker, hvilket statsministeren tilsyneladende ikke gør.

Menneskets tidsalder

Stort set samtidig med at statsministeren åbnede folketingsåret, fandt der således et historisk møde sted i Cape Town i Sydafrika. På mødet anbefalede 30 af verdens førende geologer, at navnet på Jordens nuværende tidsalder ændres fra Holocæn til Antropocæn. Det vil sige “menneskets tidsalder.”

Mindst ligeså bemærkelsesværdigt anbefalede geologerne, at startpunktet for denne nye tidsalder skulle være år 1950. Hvorfor lige 1950? Fordi menneskehedens aftryk i et væld af det jordiske systems processer fra det tidspunkt blev mere og mere tydelige. Ja, faktisk begyndte det at accelerere voldsomt, hvilket er grunden til, at forskerne omtaler perioden fra 1950 og frem til i dag som Den Store Acceleration.

Et forbrug som Jorden kan bære

Man vil måske stadig undre sig over, hvad det har med Løkkes fortælling om hans mor at gøre. Men det, som sammenfaldet mellem Antropocæn og Den Store Acceleration reelt gør klart, er to ting.

For det første, at den eksplosion i materielt forbrug, der for alvor tager fart i den vestlige verden i Løkkes mors tid, har haft en enorm pris i form af omfattende geofysiske forandringer.

Og for det andet, at det er en pris, vi som menneskehed i dag betaler en stadigt voksende regning for. Den lektie, vi bør tage med os fra den generation, der blev født i mellemkrigsårene – og som snart ikke længere vil være i blandt os – er derfor heller ikke deres hungeren efter mere forbrug. Nej, det er deres anderledes forståelse af tings værdi og derfor også deres undren over nutidens forbrug-og-smid-væk-kultur.

Det er for mig billedet af min mormors fyldte altanskur og håbet om, at vi meget hurtigt vil vende tilbage til et forbrug, som Jorden rent faktisk kan bære. Konsekvenserne ved det modsatte tør jeg i modsætning til statsministeren nemlig knap nok tænke på.

Gregers Andersen er fast blogger på GrønForskel.dk. Han er kulturforsker og forfatter til debatbogen ‘Grænseløshedens kultur’ fra 2016.