Inspiration
4. april 2016

Når lyset slukkes i glødepæren

Glødepæren er død, men det samme behøver ikke blive tilfældet for dine flotte skærmløse lamper derhjemme.

Glødepæren er miljøbelastende
De dekorative glødepærer har oplevet en stigende popularitet de senere år - men nu er det blevet tid til at kigge efter et mere energivenligt alternativ.

De senere år er det blevet ganske moderne at anvende de store, klare globepærer med synlig glødetråd i skærmløse lamper i boligen. Men er du ejer af sådan en, skal du til at se dig om efter en anden pære. Glødepærens død er nemlig en realitet, og du skal derfor finde et mere energivenligt alternativ.

Siden udfasningen af glødepæren startede i 2012, har et smuthul i loven givet mulighed for stadig at forhandle pærerne, så længe de var mærket som ”dekorationsbelysning”. Men nu er hullet lukket, og det betyder, at når forhandlerne og deres leverandører ikke længere har glødepærer på lager i Danmark, er det helt slut. Og det kan nemt få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de mange modebevidste ejere af globepærer med glødetråd.

Den er køn men ikke grøn

Men set ud fra et miljøperspektiv er der altså ikke meget fidus ved den ellers pæne pære. Og Christian Jarby, seniorrådgiver hos Det Økologiske Råd, har da heller ikke meget tilovers for modelamperne.

”Det er sikkert kønt, men det er i hvert fald ikke grønt,” siger han.

Fakta om glødepærens død
  • Udfasningen af glødepærer blev vedtaget i EU tilbage i 2012.
  • Et smuthul i lovgivningen tillod, at glødepærer fortsat blev importeret og solgt, så længe de var mærket som “dekorationspærer” og tydeligt var deklareret til at være uegnede til belysning.
  • I februar 2016 stoppede import af også disse typer glødepærer til Danmark.
  • Forhandlerne i Danmark har lov til at sælge de glødepærer, de har tilbage, og som ved importstoppet allerede befandt sig i landet.

Sagen er nemlig, at de strømslugende glødepærer aldrig bliver en grøn løsning. Og ved de klare pærer, der hænger direkte på lampefatningen uden skærm, er belysningen desuden af alt for dårlig kvalitet – deraf mærkningen ”dekoration”.

”Når pæren hænger frit på den måde og ikke er skærmet, kan den ikke være ret stærk, da vi så ville blive blændet af den,” forklarer Christian Jarby.

Så når din flotte glødepære springer næste gang, skal du finde en ny, dekorativ løsning, hvis du ikke vil skifte hele lampen. Men heldigvis behøver du slet ikke give afkald på æstetikken. Selvom nogle af LED-pærerne måske ikke er de kønneste, er man heldigvis kommet rigtig langt, og i dag findes der faktisk reelle LED-versioner af globepærerne.

Fremtidens lys

Hos Silvan forudser produktchef Jane Bjerrisgaard, at man vil være helt tørlagt for dekorationspærerne med glødetråd i løbet af det næste halve års tid. Og allerede nu forsøger de hos gør-det-selv-kæden at guide kunderne videre til LED-alternativet, som selv fra et æstetisk synspunkt slet ikke er noget dumt bud på en erstatning for de glødende tråde.

Glødepæren kan være miljøvenlig i LED-udgave
Det ligner glødetråde, men alle pærerne på billedet er faktisk LED og koster fra 99,95 kr. i Silvans butikker. Foto: Silvan

LED-teknologien betegnes af mange som fremtidens lyskilde og er langt foran de ældre teknologier, og det giver hidtil uanede muligheder for fleksibilitet, hvad angår belysning i fremtiden, mener Christian Jarby.

”En pære behøver ikke længere ligne en pære, som vi kender den. LED er jo elektronik, og elementerne er så små, at vi kan bygge dem ind i nærmest alt” siger han.

Mange af de, der begræder glødepærens død, gør det primært på grund af det skønne, varmhvide lys. Men heller ikke her er der grund til bekymring. LED-teknologien er nu så langt fremme, at du kan få lyset i flere nuancer.

Så det giver rigtig god mening at skifte dine dekorative glødepærer ud med LED-pærer, efterhånden som de springer.

Christian Jarby fra Det Økologiske Råd giver dig her tre gode råd til shopping af LED-pærer:

1

Vær opmærksom på farven

Er du til det varmhvide lys, som vi holder meget af i Norden, skal du sigte efter 2.700 kelvin. Er du derimod til det kølige hvide lys, der især er populært i Sydeuropa, skal du sigte nærmere mod 4.000 kelvin.

2

Køb ikke for billigt

Lad være med at kaste dig over den billigste LED-pære. Det behøver bestemt ikke være den dyreste heller, men også på elpæremarkedet hænger pris og kvalitet ofte sammen.

3

Køb en enkelt først

Det er en god idé først at købe en enkelt LED-pære, så du kan prøve den af, inden du investerer i flere. På den måde kan du se, om lyset passer til dit behov.