Blog
12. september 2018

Det kan DU gøre for at bekæmpe plastikforurening

Hvert år ender otte millioner tons plastikforurening i verdenshavene med store konsekvenser for naturen. Men den gode nyhed er, at vi alle sammen kan være med til at gøre noget ved problemet.

pige-fjerner-plastik-strand

De mange ton plastikaffald, der flyder i vores natur, kan have store konsekvenser for os selv og vores natur og dyreliv. Når plastik, fiskenet, reb og andet affald flyder rundt i vores hav, risikerer havpattedyr, fisk og fugle at blive viklet ind i det. Mange dyr forveksler plastik med føde og risikerer at dø af det.

Blandt havfugle som Nordsøens mallemukker, har flere end 90 procent plastikforurening i maven. Havskildpadder og søløver i oceanerne kvæles i plastik, og på Midwayøerne midt i Stillehavet dør hundredvis af albatrosser og deres unger hvert år med maverne fulde af plastik, der kommer flydende med havstrømmene fra hele verden.

Læs også: 10 tips til at reducere dit plastikaffald

Plastikforurening er også infiltreret i vores drikkevand og i vores fødekæde via fisk og skaldyr. Der er konstateret plastik i hver fjerde danske sild, og plastikpartikler har fundet vej til vores øl, vin og honning. Forskerne ved stadig meget lidt om, hvorvidt plastik kan komme til at udgøre en decideret sundhedsfare for mennesker.

Forskere ved blandt andet Roskilde Universitet er lige nu ved at undersøge, i hvor høj grad hormonforstyrrende stoffer knytter sig til den mikroplast, der ophobes i fødekæden gennem plastikforurening. Er det tilfældet kan mikroplasten udgøre en reel trussel for mennesker og økosystemer.

En plastikpose bliver til 5,7 tons

Derfor inviterer Plastic Change sammen med organisationer i 113 lande til den globale oprydningsdag World Cleanup Day den 15. september. Plastic Change opfordrer alle, enkeltpersoner såvel som virksomheder og institutioner, til lørdag den 15. september at tage en affaldspose under armen og gå ud og rydde op langs kyster, søer og åer og på den måde blive en del af den globale bevægelse, der omfatter børn og voksne i 115 lande fordelt over hele verden.

For hver plastikpose, der bliver ryddet op, fjernes der i grove træk 20 gram plastik fra vores dyrebare natur.

Det lyder måske ikke af meget, men hvis fem procent af den danske befolkning fjerner blot én plastikpose hver, fjerner vi allerede 5,7 ton plastikaffald fra naturen. Når du taber et stykke plastik i naturen, ender det ofte i havet – ført af vind og vandløb. Derfor er hver eneste person, der rydder op, med til at gøre en kæmpe forskel i kampen mod plastik i havet.

Tag på oprydningstur

Der er mange måder, du kan være med til at støtte op om plastikoprydningen. Du kan tage familie og venner i hånden, gå en tur og rydde op i nabolaget. Eller du kan tilmelde den lokale idrætsklub og kombinere oprydningen med et grillarrangement. Måske kan du overbevise din arbejdsplads om at gå forrest med et godt eksempel og rydde op i lokalområdet.

Læs også: Der er mere plastik i havet end vi tror

Lav din egen oprydning

Plastic Change organiserer ikke de lokale oprydningsteams, det gør folk selv.

For at få et overblik over, hvor mange der er med, opfordres alle til at registrere sig på hjemmesiden her.

Du kan gøre som Hans Henrik, der har lokket en flok svømmere med i vandet udstyret med affaldsposer. Eller Peter, der skal til et arrangement i sin søns klasse og har overtalt forældre og børn til at komme med ud at rydde op i skoven. Eller måske Lisbeth, der tager sin hund og datter med ud for at rydde op i nabolagets grøftekanter. Og Marjun hopper i en kajak for at samle affald i Københavns kanaler.

Mulighederne er mange, og vi har brug for din hjælp til at gøre dagen til noget helt særligt.

Vi skal have flere med

Virksomheder som Bestseller, Rema 100, brancheforeningen Plastindustrien og hotelkæden Clarion er allerede med på vognen og støtter op om initiativet ved at opfodre deres kunder og medarbejdere til at deltage. En række foreninger omkring Roskilde Fjord har arrangeret strandrydninger. Marselisborg Havn inviterer dykkere, stand up padlere og kajakroere med ud at samle affald.

Læs også: Hvad er mikroplast?

De første 500 private borgere har registreret sig. Men skal vi nå i mål med ambitionerne, som er at få mindst fem procent af den danske befolkning med ud at samle ind, gælder det om at få mange flere private borgere såvel som større og mindre virksomheder, offentlige instanser, interesseorganisationer med ombord på dagen.

Både på verdensplan og i Danmark er målet at mobilisere mindst fem procent af befolkningen til denne fælles oprydningsfest. Ambitionen er ikke blot at rydde op. Ved at vi alle sammen rydder op sammen, sender vi et signal til politikere, industri og verdenssamfund om, at vi er parate til at give en hånd med, fordi vi alle har et ansvar.

Budskabet er, at der skal handles nu, også på politisk og industrielt plan, hvis vi ikke skal drukne i plastik.

___________________________________________________________________________________________________________________________________________

  • Lisbeth Engbo er uddannet journalist og  kommunikationschef i Plastic Change.
  • Organisationen er dansk-baseret med globale ambitioner om at knække kurven for plastikforurening, så vi ikke oplever en verden med mere plast end fisk i 2050.
  • Plastic Change dokumenterer, formidler og kommer med løsninger. Læs mere om affaldsoprydninger her.

Oprydningsguide

Sæt et par timer af på lørdag og hjælp naturen af med plastik og andet affald.

1

Forberedelse

  • Find et område hvor du/I gerne vil rydde op (eks. strand, skov, grøftekant)
  • Hvis du/I laver Facebook event, send link til wcd@plasticchange.org
  • Så deler vi det med andre i lokalområdet
2

Udstyr til oprydningen

  • Handsker
  • Affaldsposer (gerne brugte) til at indsamle affald i
  • Evt. gribetang
3

Del din oprydning

  • Tag billede af indsamlet affald
  • Del på sociale medier med brug af #wcddk, #wcd18dk eller #worldcleanupday
  • Send evt. foto til wcd@plasticchange.org med vægt eller antal fyldte poser
4

Håndterering af affald

  • Sorter affaldet i forskellige typer affald: plastik, metal, glas, træ osv.
  • Evt. vej eller tæl det indsamlede skrald
  • Kør skrald på genbrugsstationen eller aftal på forhånd med kommunen, hvor du stiller det.
Læs mere om