Jytte-Abildstrøm

Flyvende farmor og forkæmper for miljøet

Den tidligere teaterdirektør, skuespiller, kreative ildsjæl og Flyvende farmor er også miljøforkæmper. Jytte Abildstrøm går både op i bæredygtigt byggeri og vedvarende energi.
19/8 2020

Lidt uden for Roskilde ligger det økologiske bofællesskab Munksøgård. Ved indgangen bliver man mødt af et hjemmemalet kort over området, der bl.a. gelejder over til en seniorafdeling. Her bor 86-årige Jytte Abildstrøm, også kendt som Flyvende farmor.

Det er som at stige ind i en hule, når man træder ind over dørtærsklen til Jytte Abildstrøms 50 m2 store hjem. Grønne planter slynger sig i vindueskarmen. Den ene væg er fyldt med billeder, den anden er gemt bag to store reoler med bøger. De står alle lidt hulter til bulter, og det vidner om, at de bliver trukket flittigt ud af hylderne. Bogrygge afslører titler på folkeeventyr, Karens Blixens ’Den afrikanske farm’, børnebogen ’Flyvende farmors turbulente telttur’ og stribevis af fagbøger om klima og miljø. Kulturen og naturen går nemlig hånd i hånd, for som Jytte Abildstrøm selv udtrykker det: Hvorfor skulle en gammel gøgler som hende dog ikke interessere sig for emner som bæredygtigt byggeri, solenergi og brug af regnvand?

Jytte Abildstrøm

Er født 25. marts 1934. Hun har bl.a. spillet med i Cirkusrevyen og siden hen lavet voksen- og børneteater, specielt dukketeater. Derudover har hun medvirket i filmen ’Flyvende farmor’ og som moren (Norma) i børneserien Sonja fra Saxogade.

I 40 år stod hun i spidsen for Riddersalen (teater på Frederiksberg, red.). Hun har i mange år foruden sit kreative virke som skuespiller holdt foredrag om miljø og klima.Jytte Abildstrøm har sønnerne Lars Mygind og Peter Mygind.

Jord, luft, ild og vand

Jytte Abildstrøm er født i 1934, og da krigen kom i 1940, blev hendes far arbejdsløs. Familien havde derfor ingenting, og Jytte Abildstrøm blev sammen med sin bror hver sommer sendt ud på en gård på Stevns.

”Når du er på en gård, får du respekt for jorden.”

De første tanker var sået, og i de kolde krigsvintre, da familien var samlet i det lille hus i Vanløse, hvor der blev fyret op i ovnen med tørv fra haven, spurgte Jytte Abildstrøm:

”Hvor længe kan man grave tørv op?”

I forlængelse af det spørgsmål fortalte Jytte Abildstrøms mor om et besøg i 1923 hos en kusine, der var blevet rigt gift med en mand, der ejede en kulmine.

”Det er ikke vejen frem, fortalte min mor, for når folk graver kul, lægger de ikke noget ned igen. Den slags fortællinger og mine oplevelser på gården på Stevns fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi passer på jorden, luften, ilden og vandet. Respekten for de fire elementer blev allerede plantet i mig i min barndom.”

Jytte-Abildstrøm

Jytte Abildstrøm lærte fra barns ben, at det er vigtigt at have respekt for jorden, luften, ilden og vandet.

Ånden i hånden

I 1962 sad en ung Jytte Abildstrøm i London. Lidt tilfældigt slog hun op i en brochure om hånddukketeater med folkeeventyr i en krypt. Efter den tur begyndte hun selv at spille dukketeater, og efterhånden rykkede hun sammen med Jesper Klein og resten af teatertruppen ind på Riddersalen (teater på Frederiksberg, red.), hvor hun som direktør de næste fire årtier dannede ramme for børne- og voksenteater ud fra nogle fælles livsværdier.

”Det er derfor, jeg sidder her og er lykkelig i dag – ikke mindst fordi vi turde sige ja, da Miljøministeriet spurgte, om vi ville være gesandter i miljøåret 1987. Så fik vi pludselig ånden ned i hånden.”

I løbet af 1987 turnerede teatertruppen hele landet rundt med forestillinger og foredrag, der agiterede for at passe bedre på miljøet, og et af de eventyr, som gruppen spillede, var H.C. Andersens ’Klodshans’:

”Den yngste kommer med en træsko, en død krage og pludder – og hvor kommer de elementer fra? Naturen! Han får prinsessen, for når naturgeniet møder intellektet, som er prinsessen, kan det kun gå fremad.”

Miljøåret var skelsættende for Jytte Abildstrøm. Hun lærte Folkecenteret for Vedvarende Energi at kende. Hun var til foredrag om alt fra gensplejsning til trafik og ­­­­­­­­­byggeri, og en aften efter en forestilling fik hun et varmt fodbad der, hvor hun overnattede privat.

”Jeg spurgte nysgerrigt, hvor det varme vand kom fra. Og Hans Jørgen, som jeg stadig kender den dag i dag, fortalte mig, at vandet var opvarmet via solfangere.”

Det var noget af en aha-oplevelse, og året efter fik Jytte Abildstrøm et kolonihavehus, hvor hun sammen med vennen og økoarkitekt Flemming Abrahamsen både lavede en solfanger til varmt vand, en finsk masseovn, hvor røgen ikke forurener, en solfanger til belysning, et rodzoneanlæg til at rense spildevand, et mult-toilet og kompost i haven.

”Den slags løsninger er folk så forskrækkede over, men det skal de ikke være.”

Med inspiration fra sit kolonihavehus byggede Jytte Abildstrøm et økologisk inspirationshus i baggården ved Riddersalen. Inspirationshuset står der stadig, men kolonihavehuset blev solgt for seks år siden, og til Jytte Abildstrøms store ærgrelse droppede de nye ejere de mange bæredygtige løsninger.

Det økologiske bofællesskab

Jytte Abildstrøm har siden 2000 boet i det økologiske bofællesskab Munksøgård. Det var i sin tid hendes ældste søn, Lars, der fik ideen til at starte stedet, og sammen med ham og flere andre var Jytte Abildstrøm med til at inspirere bygherrer til at bygge så bæredygtigt som muligt.

”Skillevæggene er f.eks. ubrændte sten, isolationen består af papiruld, og alle 100 huse i bofællesskabet er bygget i træ. Derudover samler vi bl.a. regnvand, som vi bruger til at vaske tøj i, resten går ned i en regnvandssø. Vi har separationstoiletter, og urinen bliver brugt til at gøde markerne. Ovre på fælleshusene har vi solfangere, som går ned til den decentrale varmecentral, som er med til at varme vandet op. Vi har et sandfilter, som renser vores spildevand, så vi har omtanke på, hvilke sæber vi bruger.”

Jytte Abildstrøm peger over på den ene af sine vægge:

”Du kan se, der er noget, der lyser derovre. For otte år siden satte jeg en solcelle op på mit tag. På den måde leverer jeg strøm til halvdelen af mit forbrug, og de resterende 420 kWh betaler jeg.”

Munksøgård beror dog ikke bare på visioner om bæredygtighed, men også på fællesskab. Og hele fællesskabstanken har ligesom naturen fyldt hos Jytte Abildstrøm fra barnsben.

”Da jeg som barn kom ud på landet under krigen, var det jo også fællesskabet, der blev dyrket. Vi måtte hjælpe hinanden med maden. Og med Riddersalen skabte jeg et fællesskab med det åndelige i fokus.”

Det økologiske bofællesskab Munksøgård

Ligger lidt uden for Roskilde og har eksisteret siden 2000. Ideen med bofællesskabet har været at skabe et boligområde med udstrakte miljøhensyn, hvor fællesskab er prioriteret højt. De tekniske løsninger indbefatter bl.a. toiletter med urinseparation og fælles kompostering. Beboernes spildevand renses i eget rensningsanlæg. Regnvand bliver opsamlet og anvendt i fælles vaskeri. Boligerne har vandbesparende armaturer og bliver varmet op af træpiller og ved hjælp af solenergi.

Miljøforkæmper og kreativ teaterkvinde

Der er mange måder at formidle miljø og klima på – Jytte Abildstrøm griber til det åndelige. Hun har været med til at opbygge Byøkologisk Forum, hvorigennem hun har holdt flere tusind foredrag. Med sig har hun altid sin røde kuffert med hånddukker og et stykke litteratur, som hun gerne indleder med. Men hvad er det egentlig, den sprælske og fantasifulde kvinde med det ildrøde hår gerne vil give videre til andre?

”Nu er jeg meget følsom, når vi bruger ordet fantasi, for fantasi er der så meget af. Men det, som vi skal tænke over – og det er noget, jeg revser mig selv for – er, hvad der ligger bag den fantasi, jeg bruger. Kan jeg stå inde for den?”

”Jeg har prøvet i al beskedenhed at starte med min kolonihave i 1988, siden med Det Økologiske Inspirationshus på Frederiksberg, og så flyttede jeg herned i det økologiske bofællesskab Munksøgård. Hvis ikke jeg havde bare lidt rent mel i posen privat, kunne jeg ikke stå og holde foredrag om klima og miljø. Det er et sårbart emne, som vi bliver nødt til at tage fat i hele tiden – også i kulturen. Men det er vigtigt, at vi ikke fordømmer og skælder ud – ingen løftede pegefingre. Det går altså ikke.”

Jytte-Abildstrøm

Til Jytte Abildstrøms foredrag om miljø og klima griber hun altid til sine hånddukker.

Jytte Abildstrøm er da også klar over, at hun nemt kan komme til at træde lidt forkert. Meget kan heldigvis reddes med humor:

”Jeg kan stå og tale om et dybt alvorligt emne og pludselig sige: ’Gud, mit pudder hænger i klatter.’”

Jytte Abildstrøms store smil bliver opløst i en latter, der er endnu større.

”Den slags får publikum til at grine, og stemningen bliver blødt op.”

I forbindelse med sin foredragsvirksomhed har Jytte Abildstrøm også hentet inspiration i mange bøger om miljø, som hun altid vender tilbage til. Hun peger over på en lille skammel, hvor bogen ’Entropi’ af Jeremy Rifkin ligger.

”Prøv at slå op på første side.”

Med en sirlig og næsten ulæselig håndskrift har hun fremhævet fire sætninger:

Det tager 100 år at forme 30 cm muld

Vedligeholdelse i stedet for fremtidsbegreb

Forpagterskab i stedet for ejendomsret

Opdyrkning i stedet for ingeniørmentalitet

”Ud fra de fire punkter kan folk stille spørgsmål. De handler alle sammen om, hvad der er til gavn for os og naturen: jord, luft, ild og vand,” siger hun.

”Det er ikke andet end de fire elementer, vi skal tænke på.”

Kampen er sjovest, når man har venner at kæmpe den med

Både gennem teatret og foredragene har Jytte Abildstrøm i årtier kæmpet for, at vi skal passe på vores klima og miljø. Det kan både møde medvind og modstand, og for hende har det været altafgørende at have, som hun selv kalder dem, gode legekammerater.

”Jeg ringer sammen med Steen Møller (medskaber af økosamfundene Friland og Grobund, red.), Søren Ejlersen (grundlægger af Aarstiderne, red.), Søren Hermansen (medskaber af Samsø Energiakademi, red.) eller til Flemming Abrahamsen (økoarkitekt, red.) og Karen, hans hustru. Hvis ikke vi heppede på hinanden, sad jeg simpelthen ikke her. Det samme gælder min søn Lars. Han og jeg taler sammen hver morgen kl. 08.30 præcis – det har vi gjort i 20 år. Vi siger: ”Godmorgen – tro på lortet, held og lykke.”

Jytte Abildstrøm kigger sig omkring og henviser til Munksøgård:

”Det er da også derfor, det er dejligt at bo her. Vi har alle sammen et fælles fodslag.”

Så vender hun blikket mod journalisten.

”Da du ringede, tænkte jeg først: ’Ej, din gamle røv, nu er det også slut, nu er du 86 år.’ Men de seniorer, jeg bor med, synes, det er så skønt, at jeg bliver ved. Det handler ikke om, hvor mange der er positive, og hvor mange der går ind for klima og miljø. Det handler om dem, der efter et foredrag siger: Nu går jeg hjem og gør noget ved det. Det kan kun gå fremad.”

Jytte Abildstrøm: “Det er vigtigt, at vi ikke fordømmer og skælder ud – ingen løftede pegefingre.”


Nyhedsbrev