Stifter af det økologiske Thise Mejeri: De rystede på hovedet af os dengang i 80'erne

Et naivt hippieprojekt, der var dømt til at kuldsejle. Sådan lød reaktionen i 80’erne, da otte landmænd begyndte at lave økologisk mælk under navnet Thise Mejeri. I dag er det Danmarks næststørste.

De tænkte, at det var så godt og lækkert et produkt, at folk ville stå i kø: Økologisk mælk. Det var nemlig det, de startede ud med, de otte landmænd, der var med til at stifte det økologiske Thise Mejeri, der i dag er Danmarks næststørste mejeri.

Men kalenderen viste 1988, og i stedet for at stille sig i kø, slog folk sig på lårene af grin, fortæller den økologiske landmand Jens Handrup om dengang, han var med til at stifte Thise Mejeri.

For idéen om at ville sælge mælk, der ikke indeholdt antibiotika, og som kom fra køer, der græssede på marker uden sprøjtemidler og kunstgødning – den måtte de økologiske landmænd længere ud på landet med.

OM THISE MEJERI
  • Grundlagt i 1988 af en gruppe idealistiske økologer
  • Thise mejeri ligger i det nordvestlige Jylland omringet af Limfjorden
  • I 2013 havde Thise en omsætning på 700 mio. kroner. I 2016 forventes omsætningen at kravle op på over en milliard kroner.
  • 80 procent af deres produkter bliver solgt i Danmark – men du kan også finde Thise i køledisksen i Sverige, Tyskland, England, Holland, Belgien, Frankrig

Men Jens Handrup og de 7 andre landmænd var stædige. De ville producere økologisk mælk. Også selv om det betød, at deres dyrebare øko-dråber det meste af de første mange år blev solgt i butikkerne som helt ”almindelig” konventionel mælk. For der var ingen, der ville hverken sælge eller købe den økologiske mælk, hvis der stod ‘øko’ på.

Men de blev ved…

”Det var dyrt. Men vi var meget principfaste,” fortæller Jens Handrup, der husker, hvordan han følte, at den konventionelle landbrugsproduktion i 1980’erne var skruppelløs – og i øvrigt var de alt for vilde med tørre ord som ”stordriftsfordele.”

thise_mejeri2
Jens Handrup og de andre stiftere i de år, hvor de stiftede økomejeriet, Thise

”Jeg kunne se, hvordan produktionen bare accelererede hele tiden, uden at nogen tog hensyn til miljøet”, siger han og tilføjer, at det også gjaldt mejerierne, hvor de store opkøbte de mindre og overtog markedet.

”De fleste af os var i opposition til sammenlægningerne. Alle de små mejerier blev nedlagt og endte i store selskaber. Så gik sammenhold, medejerskab og medindflydelse jo fuldstændigt fløjten,” siger Jens Handrup. Og til et arrangement for økologiske landmænd i 1987 mødte han flere andre økologer, der delte hans bekymring. Sammen stiftede de derfor et lille andelsmejeri.

”Vi var otte, som fandt sammen fra området Herning, Salling og Thy og dannede en producentforening. I første omgang for at få vores mælk i kartoner,” fortæller han.

Først gik det ‘ad h… til’

En af de otte landmænd kendte en mejeriejer i Thise. Til alt held forbarmede han sig over de unge idealister og gik med på et samarbejde.

”Det kan man undre sig over”, siger Jens Handrup. For alle de andre syntes, de var nogle hippier med et projekt, der var dømt til at mislykkes.

Billede af Thise Mejeri
Det allerførste Thise-mejeri

”Måske fik han sympati med os eller blev fascineret af vores gåpåmod. Det var i hvert fald ikke fordi, han var nogen fanatisk økolog – men det blev han!”

Og nu var de klar: De havde deres økologiske køer, mælken og mejeriet. Men salget var umuligt. Det gik ”rent ud sagt ad helvede til.”

Først prøvede de nemlig at sælge deres øko-mælk til de store butikskæder. Der var bare lige den hurdle, at de allerede havde deres aftaler med langt større mejerier. Aftaler som det lille økologiske andelsmejeri ikke kunne matche.

Men så fulgte andre trop…

I et par år kørte de derfor rundt til de små købmænd med deres egen lille kølebil. Ofte skulle de bare have et par enkelte kartoner ad gangen, så jo flere små købmænd, der kom på deres leveringsliste – desto større underskud fik de.

Men mens de kørte rundt i kølebilen, begyndte idéen om økologi alligevel så småt at blomstre, og rundt om i landskabet skød flere små mejerier op. Hurra! Så var de flere.

Om økomælk i Danmark
  • Økologisk mælk betyder, at det er mælk produceret i økologisk landbrug.
  • I den delvise omlægning af dansk landbrug fra traditionel til økologisk drift, der foregik i 1990’erne, var mælkeproduktionen typisk drivkraften.
  • I 1987 var der 8 økologiske landbrug i Danmark. De producerede 4 mio. kg mælk til mejerierne. I 1999 var de tal steget til 672 landbrug og 265 mio. kg. I 2013 var tallene 482 mio. kg og ca. 10 % af mælkeproduktionen.

Kilde: Gyldendal, Den Store Danske

De gik derfor sammen og dannede et fælles afsætningsselskab, som kom ind på markedet sammen med de store mejeriselskaber. Især FDB ville gerne økologi, som de ikke kunne få fra de store mejerier. Kort efter kom MD Foods med på bølgen.

”Så gik det pludselig op i en højere enhed, og vi fik afsat vores mælk”, husker Jens Handrup.

I starten af nullerne kom den helt store spiller Arla pludselig i modvind. Selskabet havde opkøbt en række mindre mejerier, og det brød medierne sig ikke om. Københavnerne fik sympati med de små, og begyndte systematisk at købe deres mælk fra små private mejerier.

thise_mejeri3
Mejeri-arbejdere på Thise-mejeriet tilbage i opstartsdagene

Selvom Jens Handrup aldrig syntes, at Arla var så grumme, som de blev gjort til i medierne, blev det alligevel en fordel for lille øko-Thise, for salget i København gik pludselig strygende.

Forbrugerne går op i dyr, miljø og økologi

Thise Mejeri har fastholdt andelstanken og den økologiske produktion, men ”et lille mejeri” kan man næppe kalde dem længere. I 2014 havde Thise Mejeri en omsætning på 864 millioner kroner – og i dag har mejeriet omkring 235 ansatte.

”Vi var skøre, blev der sagt bag vores ryg dengang. Og det var vi måske også”, siger Jens Handrup, der i dag er stolt af, at han og de andre unge landmænd holdt stædigt fast i troen på, at det nok skulle gå.

Meget tyder på, at det også vil gå godt for økologisk mælk i fremtiden. For ifølge en stor undersøgelse, som koncernen Arla har lavet, er de tre vigtigste faktorer for forbrugerne, når de køber mælk: Dyrevelfærd, miljøhensyn og økologi.

Vil du læse mere? Jens Handrup er i dag gået på pension, og sammen med sin datter har han brugt det seneste år på at interviewe gamle og nuværende landmænd og Thise-mejerister. Det er blevet til bogen ”Fortællingen om Thise Mejeri”, som udkommer den 24. november .