Nål og tråd er Noras våben i kampen mod verdens overforbrug

Tyske Nora Abousteit har samlet millioner af mennesker verden over omkring hendes passion for at sy. Hun tror på, at vi kan stoppe vores overforbrug, hvis vi lærer at bruge vores hænder igen.

Den 24. april 2013 styrtede en otte-etager høj bygning sammen i Banglasesh. På den anden side af kloden i USA sad tyske Nora Abousteit samtidig og syede en kjole til en sy-workshop, mens nyheden om ulykken blev omtalt i radioen. Og den dag husker hun stadig krystalklart, fordi hun gennem sin syning følte sig forbundet med de syersker, der mistede livet ved at sy billigt tøj under kummerlige forhold. Ved selv at tage nål og tråd i hånden håber hun, at vi som moderne forbrugere kan skabe en revolution, hvor efterspørgslen på billigt tøj forandrer sig.

Jeg siger ikke, at du skal skabe alting selv. Men jeg mener, at du skal være klar over, hvordan tingene produceres. Hvis du køber en t-shirt for 50 kroner, er der mennesker, der har lidt i processen.

Når man selv skal sidde og træde nålen, sy hver eneste sting og træde det hele op, når man syr forkert får man en forståelse, der måske kan forandre synet på det billigt producerede tøj i butikkerne.

“Du bliver mere klar over de her ting, når du ved, hvor lang tid det tager at producere et stykke tøj. Jeg kan ikke bebrejde folk, at de køber det billige tøj, hvis de ikke ved, hvor det kommer fra.”

Nora Abousteit
  • Nora er medstifter af Burda Style, der er den digitale viderudvikling af mode- og symagasinet Burda.
  • Hun startede i 2011 sit eget digitale projekt, Kollabora, hvor alle kan lære et håndværk og dele inspiration og mønstre.
  • Kollabora er verdens største online håndarbejdssite med fire millioner brugere.
  • I 2017 startede Nora CraftJam i New York, hvor hun bor i dag med sin familie.
  • Craftjam laver håndarbejds-events i New York og har fokus på det personlige møde og det at skabe noget sammen.
  • Nora er forfatter til flere bøger om at designe og sy sit tøj selv.

Lær at gå, lær at sy

Nora Abousteit har gjort det til sin mission i livet at få flere mennesker til at bruge deres hænder til at skabe. Vi har mødt hende, da hun var i København for at holde en workshop om at skabe dine egne produkter frem for at købe dem.

For det er nemlig det, Nora Abousteit brænder for. Hun har startet flere virksomheder med syning som omdrejningspunkt og driver nu virksomheden Craftjam i New York. Her arrangerer hun workshops, hvor deltagerne bliver undervist i at sy. Og man starter fra bunden med at lære at at binde en knude og så til at kunne sy eller brodere sit eget tøj.

Læs også: Skal dit nye tøj være lavet af affald?

Hun har skabt flere digitale platforme, der samler millioner af mennesker i hele verden omkring håndarbejde. Og hun tror på, at vi som mennesker er designet til at bruge vores hænder kreativt og har mistet forbindelsen til noget helt essentielt ved at købe os til alting.

“I mine øjne kan man sammenligne det ikke at vide, hvordan man producerer sit tøj, med at være analfabet. Ikke at vide hvordan dit tøj er sat sammen, er for mig ligesom at have en tekst, man ikke kan læse – og så sende den til østen for at få nogle andre til at læse den for dig. Vi har mistet vores uafhængighed.”

Sy tøj af lyst

Nora Abousteit er vokset op i et hjem, hvor det var naturligt at sy sit tøj selv. Når hun holdt fødseldag for sine venner var det altid med nål og tråd, så alle kunne tage deres eget stykke håndarbejde med hjem. Men det var en tilfældighed der fik hende igang med at arbejde med håndarbejde som profession.

Det klassiske tyske modeblad Burda var i starten af nullerne på udkig efter en god ide til at genopfinde brandet. Nora blev hyret til at skabe en open source platform, hvor folk kunne dele mønstre og inspiration til at sy.

kvinde-broderer

Gennem sit arbejde med sitet Burda Style opdagede Nora, at der var en ny trend blandt dem, der var interesseret i at sy. De ville sy, fordi de nød at producere noget med deres egne hænder i højere grad, end det var en nødvendighed, der fik folk til at sy.

“Hvis man ser tilbage på vores forældres generation, syede de i højere grad, fordi de ikke havde råd til at gå klædt som Jackie Kennedy.”

Læs også: Bæredygtig mode: Industri og forbuger har et fælles ansvar

Og Nora oplever, at vi lige nu ser en ny generation, der er trætte af at købe alting. Vi lever i en verden, hvor vi kan købe alting med få klik og få vores varer leveret på få dage. Derfor har det tankeløse forbrug mistet sin værdi, mener Nora.

“Det, der får mig til at være begejstret, er, at der er en ny bevægelse i gang. Vi ser en helt ny gruppe af forbrugere, der er på vej frem. De vil lave ting selv. Og det skyldes et skift i værdier fra iøjenfaldende forbrug til det jeg kalder iøjenfaldende produktion.”

Hjemmelavet er wow

Nora Abousteit bliver især optimistisk, når hun ser på yngre generationer, og hvordan de forbruger. Hun fremhæver de såkaldte millenials, fordi de ser ud til at kunne drive den udvikling, hun mener er på vej. De helt unge køber ifølge Nora ikke i samme grad tøj med det formål at signalere en bestemt livsstil som tidligere generationer. For mange unge er det mere imponerende, hvis vi har lavet tingene selv.

Når du skal til fest, er det ikke den nyeste Prada-kjole, du har købt, som det handler om. Det, der får folk til at spærre øjnene op, er de øreringe, du selv har lavet.

Hun håber, at den unge generation kan gøre op med de forbrugsmønstre, der er med til at skubbe til klimakrisen.

“Vi har forbrugt, forbrugt og forbrugt i årevis. Vi har fået af vide, at det var det, der gjorde os glade. Og grundlæggende kan vi fortsætte med at forbruge os selv ind i evigheden og opbruge alle ressourcerne – eller vi kan bare holde op med at forbruge. Og jeg ser lige nu et momentum, der vinder ind, som gør mig optimistisk. Det giver mig håb, og fortæller mig, at meningsløst forbrug ikke er svaret.”

Yoga for hjernen at sy

Nora slutter dagen i København af med at hive nål og tråd frem. Hun vil gerne give den flok deltagere, der er kommet til hendes workshop, noget nyt med hjem. Alle får udleveret et lille stykke stof, et mønster og en nål. En lille papkasse med tråd i rød, gul, sølv og brune farver kommer rundt, så alle kan lave deres eget lille værk. Enten på deres eget tøj eller på et af de små stykker stof, hun har taget med.

Nora starter med at forklarer, hvordan man kan tage et mønster og tegne det over på sit stof. Så vælger man sin tråd, tråder nålen og binder en knude. Og så sænker der sig en ro over deltagerne, der er fokuserede på deres broderi.

mand-og-kvinde-lærer-at-sy

Den ro, der sænker sig omkring bordene er for Nora noget af det, der gør det så interessant at for moderne mennesker at sy, strikke, brodere eller noget helt andet. Hun sammenligner følelsen af at skabe noget med sine hænder med den orgasme, man får ved at videreføre sine gener. Så grundlæggende er skabertrangen for mennesker, mener hun.

Læs også: Sådan får du en mere bæredygtig garderobe

“At lave noget med dine hænder er yoga for hjernen. Det er meget meditativt. Du får også et færdigt produkt og står med en følelse af at have udrettet noget. Det er en sjælden følelse i dag, fordi du er så vant til, at din indboks bliver fyldt hele tiden eller kattevideoerne på sociale medier, der fortsætter i det uendelige for at holde på din opmærksomhed.

nora-abousteit-underviser-i-at-sy-dit-eget-tøj

Hun opfordrer alle deltagerne til at tage nål og tråd med hjem, så de kan fortsætte med at sy – og måske inspirere deres venner til også at komme igang – så vi kan styrke vores muskler i kampen mod overforbrug:

Illusionen fra det tyvende århundrede om, at forbrug gør dig glad, har gjort os dovne. Dine muskler holder op med at virke, når du ikke bruger dem, og det er det, som er sket med vores skaber-muskler.