Fra klimahul til økoturisme. Mallorca kan blive Europas grønneste feriedestination.

Masseturismen har sat grimme klimaspor på danskernes foretrukne charterdestination. Men meget tyder på, at middelhavsøen er ved at gøre op med mange års blindt overforbrug og blive det gode eksempel. Vi har besøgt en af øens grønne pionerer.

På en mark otte kilometer udenfor Palma, den største by på Mallorca, sidder Christer Söderberg på hug med et stykke kul i hånden. Kullet kommer af grene og blade, han har brændt af i et særligt metalkar. For svenskfødte Christer Söderberg er det sorte stykke kul – eller biokoks – i hans hånd en del af svaret på Mallorcas overlevelse. Han viser stolt, hvordan de fine lag i kullet ligger foldet ovenpå hinanden som en lagkage med uendelig mange lag.

“Når jeg kigger på det, ser jeg liv. Jeg ser en omvendelse af, hvad vi har gjort forkert i de sidste 300 år.”

Christer Söderberg er en af de grønne pionerer, der forsøger at drive Mallorca i en bæredygtig retning. Han har de sidste par år dedikeret al sin tid på at igangsætte den klimarevolution, der for ham starter med det lille stykke kul i hans hånd.

christer-soderberg-circleacarbon-mallorca
Christer Söderberg har dedikeret sit liv til at trække Mallorca i en mere bæredygtig retning.

Klimatung turisme

De fleste danskere har et klart billede af Mallorca, som i mange år har været den foretrukne rejsedestination for varmesøgende danskere. Smukke strande plastret til med liggestole, masser af hoteller, turistbusser, restauranter, drinks med paraplyer og swimmingpools.

De baleariske øers klimaaftale

Den lokale regering på de baleariske øer har udformet en klimaplan, der skal sikre udfasing af udledning af alle drivhusgasser 2050. Aftalen skal godkendes af regeringen i Madrid, inden den træder i kraft.

  • Solpaneler skal installeres på alle bygninger med tagareal på mere end 1000 m2.
  • Kulværker, som øen i dag er afhængig af for elektricitet, skal udfases.
  • 10 % af elektricitet skal komme fra vedvarende energi i 2020 og 35% i 2030.
  • I 2035 skal alle udlejningsbiler være elektriske.
  • Der vedtages regler for virksomheders udledning af CO2-aftryk.
  • Nye dieselbiler vil blive taget af markedet fra 2025
  • I 2025 skal al gadebelysning være udskiftet med LED-pærer.
  • I 2050 skal al elektricitet komme fra vedvarende energikilder.

Kilde: The Ecologist

Mallorca – og de tre andre baleariske øer Formentera, Ibiza og Menorca – lider under mange års masseturisme. I 2017 besøgte 12,2 millioner turister Mallorca fra januar til september. Et rekordhøjt antal. Turisterne er øens primære indkomstkilde – men som branchen har fungeret indtil nu, er de også med til at ødelægge øernes klimasystem.

Læs også: Sådan sænker du din elregning, når du er på ferie

De store krydstogtskibe ødelægger vitalt liv på bunden af havet, der bruges store mængder af ikke-vedvarende energi, (øerne får i dag kun to procent af deres energi fra vedvarende energi. Over halvdelen kommer fra kul) og øerne har for få kilder til vand. Men med vedtagelsen af en ny ambitiøs klimaaftale og en lang række grønne initiativer ser Mallorca ud til at være godt på vej til at vende den negative klimaudvikling. Og det er særligt nødvendigt på de baleariske øer, der som alle andre øer er særligt udsatte for klimaforandringer.

Det sorte klimaguld

Christer Söderberg har brugt en stor del af sit voksne liv på at markedsføre og tjene penge til store virksomheder rundt omkring i verden. Men i 2002 gik det op for ham, at hans arbejde i forretningsverdenen ikke længere gav mening, og han lagde det bag sig og kastede sig ind i klimakampen.

Biokoks

Biokoks er et produkt, der opstår, når vegetabilsk materiale som grene og blade opvarmes til ca. 500 grader uden ilt.

Biokoks er ekstremt svært nedbrydeligt og kan pløjes ned på landmandens marker, da den også kan forbedre jordstrukturen.

Biokoks kan binde kulstof fra atmosfæren.

En god ven sendte ham i retning af det sorte klimaguld, og Christer har i 16 år ledt efter det rigtige sted at realisere sin drøm om at udvikle og udbrede landbrug med biokoks.

Læs også: Klimadebatten har fejlet med billeder af isbjørne

“Grunden til at jeg begyndte at arbejde med biokoks var spørgsmålet om, hvordan vi kan reducere CO2 i atmosfæren. Det er ikke nok at reducere vores udledning – vi skal gå i minus. Og for mig er biokoks den bedste måde at suge kulstof ud af luften.”

Hans mor har boet på Mallorca i mere end 40 år, så middelhavsøen var det oplagte sted for Christer at starte sin klimarevolution. Han har boet på øen af flere omgange, men senest har den været hans hjem siden 2013.

I dag har han lige så travlt, som da han arbejdede for store virksomheder, og hans indkomst er reduceret til en tiendedel. Men hans tilværelse er blevet langt mere meningsfuld. Alt hvad han foretager sig, handler om at inspirere andre mennesker til tage stilling og ansvar for klimaforandringer. Ved at vise film og arrangere debatter, sætter han fokus på klimaets tilstand. Og han oplever, at der for alvor er ved at ske noget nu. 

Jeg synes, at Mallorca er et af de mest spændende steder i verden at være lige nu, når det kommer til bæredygtighed.

christer-soderberg-biokoks-i-hånd-på-mallorca
“Når jeg kigger på det, ser jeg liv. Jeg ser en omvendelse af alt det, vi har gjort forkert de sidste 300 år.”

Et center for bæredygtigt liv

Christer Söderberg viser stolt rundt på det 7500 m2  store stykke land, der er omkranset af den smukke mallorcinske natur med bjergkæder og rødbrune marker. Da han overtog stedet for et par måneder siden, var det i en sørgelig forfatning, efter en tidligere ejer havde brugt stedet som losseplads for byggeaffald. Nu vokser papaya, meloner og lemongræs side om side – alt sammen med biokoks som eneste gødning. 

Hele formålet med centret er at vise landmænd, at de kan få mere ud af deres landbrug ved at bruge biokoks. Og det vil Christer Söderberg gøre ved at plante de samme planter med og uden biokoks, så man kan se forskellen med det blotte øje. For én ting er, at biokoks er godt for klimaet – men folk skal se, at det også er godt for deres landbrug, før de tager det til sig, mener han.

Naturen er så generøs og god. Den giver os det her materiale, der løser vores klimavanvid og samtidig øger kapaciteten i vores landbrug.

Med tiden håber han og hans to forretningspartnere, at de kan samle lokalbefolkningen med fælleshaver, et dagligt økologisk marked, en cafe, workshops og andre bæredygtige tiltag.

Han ved godt, hvor svært det er at gøre en bæredygtig forskel i et moderne liv med en karriere og et familieliv, der skal passes. Og derfor skal centret være med til at skabe en positiv forskel i menneskers liv – samtidig med at det hjælper klimaet.

“Der er mange mennesker, som er udmærket klar over, hvordan virkeligheden ser ud, men de har ikke tid eller overskud til at handle på det i deres daglige kamp i et moderne liv – vi vil gøre det nemmere og sjovere at blive involveret i de her ting.”

Bæredygtig turisme

Mallorca og de andre øer bliver ikke bæredygtige fra den ene dag til anden. Men der er tydelige tiltag, der tyder på, at politikerne ikke bare taler, men også handler bæredygtigt. I alle byer er skraldespandene skiftet ud med genbrugscontainere, hvor alle opfordres til at sortere plastik, glas og papir.

containere-i-palma
Genbrugscontainere på en gade i Palma. De kan findes i alle byer på Mallorca.

Private ejendomsudlejere giver lejerne besked om at begrænse deres brug af vand og energi for at passe bedre på øens få ressourcer. Og der er en ny lov på vej, der vil forbyde al engangsplastik. Men der er fortsat meget langt fra de uendelige rækker af hoteller med opvarmede swimmingpools til den bæredygtige økoturisme. 

Læs også: 10 udflugter i Danmark

Christer Söderberg tror heller ikke på, at den mallorcinske charterturisme, som vi kender den, vil fortsætte.

“Vi havde 16 millioner turister sidste år. Det lægger et enormt pres på vand, energi og affaldshåndtering. Og det er ikke bæredygtigt. Det er heller ikke bæredygtigt med fly til Mallorca fra Berlin og Stockholm til 10 euro. Jeg tror ikke, at turismen, som vi kender den, vil fortsætte særlig meget længere.

Til gengæld tror han på, at Mallorca med sin frodige jord har potentialet til at blive det gode eksempel, som resten af Europa – eller endda verden – kigger mod.

Forestil dig, at Mallorca kunne blive en turistdestination for bæredygtighed. Hvis vi kan vise, hvordan de her ting virker, så turister kan rejse tilbage inspireret. Så mener jeg, at Mallorca kan have en virkelig vigtig funktion. 

Men en del af ansvaret for, om det lykkes, ligger også hos de turister, der kommer på besøg, slutter han. For selvom man tager på ferie for at slappe af, så bør man tænke på det klimaaftryk, man efterlader. 

“Det afhænger også af, hvad turister opsøger og køber. Det er et valg. Eller som jeg plejer at sige, så tror vi, at det er et valg, men det burde ikke være et valg. Hvis vi opfører os intelligent, hvis vi handler på det, vi ved, så er der ikke noget valg. Så er det ret klart, hvad vi skal gøre.”

Sådan bliver du bæredygtig turist på Mallorca

  • Drop bilen og brug den offentlige trafik i stedet.
  • Lej en cykel og få mere motion på ferien.
  • Hvis du skal leje bil, så lej en elbil.
  • Køb madvarer og andre varer på markeder med lokale produkter. Der er lokale markeder forskellige steder på øen hver af ugens dage.
  • Gå efter restauranter, der serverer mad produceret af lokale, økologiske varer.
  • Hvis du er i Palma, kan du bruge de offentlige bycykler eller lejecykler til at komme rundt i byen.
  • Vær sparsom med vandforbrug, når du bader og børster tænder.
  • Mallorca har store udfordringer med engangsplastik. Medbring derfor egen vandflaske, indkøbsposer og bestik.

Kilde: Christer Söderberg