Breinholt forelsket i grøn batmobil

For Anders Breinholt betyder grøn energi først og fremmest, at man hjælper verden ved at tænke sig om. Selv elsker han biler, og så har han også lige fået sig et (nogenlunde) grønt sommerhus. Mød tv-værten, der gerne så, at der stod en vindmølle på hvert eneste gadehjørne.

Anders Breinholt har lige bygget et sommerhus i Vig. Det er ikke særlig stort. 80 kvadratmeter. Men miljøvenligt, det er det til gengæld. “Ja, for helvede!” griner Breinholt og tilføjer:

“Men jeg har nu også lige købt en Audi A4 stationcar, så jeg skal ikke komme og spille alt for hellig.”

Der er ganske rigtigt lidt af en kontrast mellem bilejeren Anders og sommerhusbyggeren Breinholt. På en køretur i den skramlede københavnske udkant forklarer tv-værten om sidstnævnte projekt:

Blå bog
  • Født 1972 i Ølstykke
  • Tidligere Falckredder, men siden selvlært radio- og tv-vært.
  • Brød igennem i midten af 00’erne med ‘De sorte spejdere’ på P3 med medvært og ven Anders Lund Madsen.
  • I 2009 skiftede han til ‘Go’ Morgen Danmark’, og året efter fik han sit eget program, ‘Natholdet’, der er blandt de største seersucceser på TV2. Sideløbende har han lavet programmerne ‘Vi elsker biler’ og ‘Breinholt & venner’.

“Da vi fik bygget sommerhuset, tænkte jeg da over, hvordan man kunne reducere udslip og varmeudgifter mest muligt. Min kone og jeg gik nok mest efter, at vi bare skulle have et fedt hus, men det glædede mig faktisk overraskende meget at se, hvordan de grønne tiltag i et nybyggeri er blevet en helt naturlig del af byggeprocessen,” siger Breinholt og korrigerer sig selv en smule:

“Altså forstå mig ret – jeg kunne sikkert sagtens have fået bygget mit hus i svensk genbrugstræ, men også selvom man bare er en smule normal, er det efterhånden helt naturligt, at man tænker på grøn energi og på, hvor meget et hus holder på varmen. At jeg så kører op til sommerhuset i en knap så miljøvenlig bil, det er jo en anden historie.”

Kongen af modsætninger  

Generelt ligger modsætningerne og syder lige under overfladen på Anders Breinholt. Ifølge Ricco Wichmann, som er hans ven og makker i produktionsselskabet Pineapple, er Breinholts største interesser biler og ure, men alligevel kommer han altid for sent til sine aftaler. På samme måde ejer ’Natholdet’-værten over 300 par slips, men han kan ikke binde et eneste af dem selv.

“Men det er da et flot ur, ik’?” griner Breinholt, da han forelægges Wichmanns kommentarer. Ud fra skjorteærmet titter ganske rigtigt et funklende Omega.

Slips, biler og ure rimer måske ikke lige umiddelbart på ekstraordinær miljøhensynsfuldhed, men faktisk har Anders Breinholt klare holdninger til klodens klima og energiressourcer.

“Det kan tit undre mig, at folk kalder el for ”alternativ energi”. Hvorfor skal det være et alternativ? Hvornår bliver det bare til ”normal energi”? Så længe det er alternativt, rynker folk jo på næsen. Derfor er der brug for, at vi taler om el som noget mere normalt – for det er det jo.”

Vindmølle-fan

Breinholt drejer behændigt rundt i trafikken. Her er han på hjemmebane, for han bruger meget af sit liv på landevejene. Både i privaten og naturligvis også i TV2-programmet ‘Vi elsker biler’, hvor han testkører nogle af de fedeste biler i verden. Et sted, tv-værten til gengæld ikke er på hjemmebane, er, når han ved et tilfælde tjekker sin elregning.

“Men det, jeg kan se, er, at når man kigger på sådan en fætter, så er der ikke nok vindenergi på den. Lad os da for helvede få en vindmølle på hvert eneste gadehjørne, hvis det gør det muligt for os at gøre verden mere sund. Så vigtig kan folks udsigt da heller ikke være, kan den?”

Store møllevinger, der klasker rundt ude foran det lokale supermarked, er nu nok ikke noget, der ligger indenfor den nærmeste fremtid, men Anders Breinholt fornemmer alligevel, at folk er blevet mere interesserede i at tænke grønt.

Breinholt

“Generelt synes jeg, at flere taler om fremtidens klima og miljø. Dengang jeg var barn, var det nærmest noget underligt noget, at man skulle skifte oliefyret ud med naturvarme, men i dag er det mere almindeligt. Når mine børn er blevet voksne, vil jeg tro, at det er helt naturligt at tænke på grøn omstilling konstant,” siger Breinholt.

U-hellig

Men så endnu engang vil tv-værten ikke lyde alt for frelst. Derfor slår han gerne et slag for noget, som han synes, er alt for udbredt i offentligheden på et falskt grundlag.

“Man hører tit, at folk begynder at tænke mere over miljøet, når de får børn, men sådan har jeg egentlig ikke haft det. Jeg er nok begyndt at gå mere op i, hvilken slags mad vi spiser, så de kan blive sunde, og her tror jeg egentlig, at jeg er som de fleste. Vi kan alle sammen “se” mad. Vi kan fornemme, om en agurk ser sund ud og læse på den, om den er økologisk eller sprøjtet med pesticider. Men vi kan jo ikke se luften, så vi bliver ikke gjort opmærksom på, at biler hele tiden forurener,” siger Breinholt og kigger så et øjeblik væk fra vejen for at slå en ting fast:

“Det med klimaet er jo først noget, vi opdager, når vi ser smog over kinesiske byer i fjernsynet, men jeg har en eller anden tro på, at vi med årene bliver mere og mere bevidste om det her også, og at grøn energi kommer til at fylde mere for hver enkelt af os. Jeg baserer det ikke på fakta og tal, men på en fornemmelse fra alle de samtaler, jeg har haft med forskellige mennesker rundt omkring. Det her er noget, der ligger folk på sinde simpelthen.”

Afgiftsproblemer

Alligevel er det selvfølgelig ret kontrastfyldt at køre rundt i en forurenende bil og tale om, at verden skal være et grønnere sted. Den splittelse ligger også dybt i Anders Breinholt. Han og fruen overvejer at skippe den ene af familiens to biler og gå over til en enkelt bil plus metro og delebilsordning, men familien skal jo også kunne hænge sammen rent tidsmæssigt. Ja, faktisk synes Breinholt, at det er måden, biler forsikres og beskattes på , der er det største problem for den grønne omstilling i disse år.

Breinholt tanker

“Afgifterne på biler i Danmark er for mig at se et kæmpe miljømæssigt problem. Hvis man ikke motiverer folk til at købe nye biler, vil bilflåden herhjemme sejle rundt med mere forurening, end godt er,” siger Breinholt og drejer bilen i retning af slutdestinationen.

“Hvis jeg bestemte, skulle man i stedet motivere folk til at købe noget nyt frem for noget benzinosende brugt. De fleste nye biler er jo langt mere miljøvenlige end de ældre modeller. Jeg er egentlig ret venstreorienteret, men bilafgifter ser jeg altså ikke nogen mening i.”