Niels i et energioptimeret køkken

”Jeg kan se, at de små ting gør en forskel”

Niels Rasmussen er bidt af at energioptimere sit hus for at bidrage til kampen mod klimaforandringerne.
25/3 2016

Det lille, stråtækte bondehus ser idyllisk ud, som det ligger dér omgivet af åbne grønne marker lidt uden for Kalundborg. Men luftsolfangeren på gavlen afslører, at det ikke er noget helt almindeligt hus. Her bor nemlig en familie, der er lidt mere klimavenlig end gennemsnittet.

“Efter at have set den ene udsendelse efter den anden om klimaproblemerne tænkte jeg, hvad kan jeg egentlig selv gøre? Og så har det bare udviklet sig derfra,” fortæller Niels Rasmussen, der bor i det stråtækte hus sammen med sin kone Tine og børnene Lasse og Lea på ni og seks år.

For Niels Rasmussen er der nærmest gået sport i at energioptimere både hus og livsstil. Det er næsten nørdet, siger han selv.

Niels Rasmussen startede med at lave en energiplan ud fra de muligheder, der findes i omgivelserne. ‘Min ønskeseddel’, kalder han den.

“Jeg prøver at være på forkant, så når jeg hører om nye ting eller får en ny idé, skriver jeg dem på, så der hele tiden er en plan for, hvordan vi optimerer energiforbruget. Det hjælper mig til at gøre de rigtige ting.”

Men Niels Rasmussen har ikke hang til standardløsninger, så når han energioptimerer, gør han tingene på sin egen måde, så installationerne passer perfekt til hans behov.

De små detaljer tæller

Da han i 2010 skiftede sit oliefyr ud med jordvarme, tegnede han selv planen og gravede slangerne ned i haven.

“Vi har lagt flere meter slanger ned end anbefalet, fordi det giver en højere temperatur i slangerne året rundt. Derudover har jeg eksperimenteret med, hvor meget jeg kunne skrue ned for temperaturen i tanken, uden at det gik ud over vores behov for varmt vand. Nu passer den lige præcis til vores behov. Det sparer vi mange kWh på.”

Hvad er en luftsolfanger?

En luftsolfanger skal monteres på en sydvendt side af huset. Solen opvarmer luften i en boks bag en glasplade, og en solcelle i kassen leverer strøm til en lille ventilator, der blæser den tørre, varme luft ind i huset.

Metoden er effektiv til at fordrive kold og fugtig luft og er ofte anvendt i eksempelvis sommerhuse.

På gavlen sidder en luftsolfanger, som blæser tør, varm luft ind i stuen, når solen skinner, så det er nemmere for de andre varmekilder at varme op. Også her måtte Niels dog være lidt kreativ, før han var helt tilfreds.

“Den larmede mere, end jeg havde regnet med, og når det blæste fra syd, trak det ind med iskold luft, så jeg flyttede ventilatoren ind i huset og kapslede lyden ind med isolering. Og så byggede jeg en ny ventil, der automatisk lukker, når solen ikke skinner.”

 

Niels Rasmussen ved husets sydvendte gavl, der har en luftsolfanger monteret.

I det samme triller en gul postbil ind i indkørslen, og Niels løber derud. Han kommer glad tilbage med en lille pakke og skynder sig at åbne den. Det er den nye prototype på hans ventil, som har været udlånt.

“Den er lidt flottere i designet, men den er ikke helt færdig endnu,” siger han og viser ud i husets hyggelige spisekøkken.

Gang i brændeovnen

Her knitrer ilden i brændeovnen, som er et vigtigt supplement til jordvarmen, da køkkenet fungerer som samlingspunkt for hele familien.

“På en typisk dag tænder vi op i brændeovnen om morgenen, så der er varmt her, hvor vi spiser morgenmad, og ungerne tager tøj på, og så accepterer vi, at der er lidt køligere i andre rum.”

Se flere billeder fra besøget hos Niels Rasmussen herunder:

Og når brændeovnen alligevel er i gang, står der altid to gryder vand på toppen, så familien ikke skal bruge el på at varme vand til madlavningen. Det er nemlig ikke kun tekniske installationer, der forbedrer familiens energiforbrug. De er også bevidste om, at de på andre måder kan gøre små ting, der bidrager til en lidt grønnere verden.

“Jeg kan godt lide at prøve forskellige ting af og se, hvad der sker,” fortæller Niels Rasmussen.

Uden for vinduet hopper en lille hare forbi og forsvinder mellem havens mange frugttræer. Niels Rasmussen plantede dem for tre år siden med forskellige æbler, blommer og pærer, som modner på forskellige tidspunkter, så familien engang i fremtiden vil have frisk frugt hele året. På den måde undgår familien madspild og slipper for at købe udenlandsk frugt, der er transporteret tusindvis af kilometer. Der popper hele tiden nye ideer som disse op hos Niels Rasmussen. Han har også sin egen urtehave, og inde i huset har han monteret en afbryder, der slukker for tv-arrangementets standbystrøm.

Prøv det selv!

Kom igang med at energioptimere – helt gratis:

  • Brug tørresnoren, når vejret tillader det. Du sparer 2-3 kWh per vask.
  • Sluk for gulvvarmen på badeværelset. Især i sommerhalvåret spildes en masse varme, fordi vi lufter mere ud.
  • Følg med i dit elforbrug. Hos mange elselskaber kan du følge dit forbrug, og mange sparer op mod 10 procent alene ved at få overblikket.

“Jeg kan se, at de små ting gør en forskel. For eksempel har knappen på tv’et betydet, at vores energiforbrug faldt fra 285 til 260 kWh samme måned året efter.”

Men selvom ideerne står i kø, er de ikke altid lige nemme at føre ud i livet.

“Jeg oplever, at det er lidt op ad bakke, hver gang jeg får en ny klimavenlig ide, men det burde jo være lige omvendt. Vi får rabat på alt over 4.000 kWh (ifølge finansloven for borgere med elopvarmede huse, red.), så elselskabet giver os ikke incitament til at spare. Skruer vi ned for forbruget, er det jo rabattimerne, vi skærer væk.”

Alligevel fortsætter Niels Rasmussen ufortrødent. Der er stadig mange punkter på hans ønskeseddel. Næste projekt er et varmeflytningsanlæg, der kan sprede varmen fra brændeovnen ud i resten af husets rum. Og et drivhus, som overfører overskudsvarmen til jordslangerne. Og måske et hønsehus og en elbil.

“Det er jo rent nørderi, men efterhånden er der gået sport i det for os, og så gør det en forskel for klimaet og elregningen samtidig,” fortæller han.

Har du fået blod på tanden til selv at se nærmere på energioptimering af din bolig? Se listen herunder for inspiration:

1

Vælg et klimavenligt energiprodukt

Hos flere danske elselskaber har du mulighed for at vælge et såkaldt klimavenligt elprodukt, hvor du på forskellige måder kan bidrage til et bedre miljø via dit elabonnement.

2

Giv loftet ekstra isolering

I mange ældre parcelhuse er loftet isoleret med 100 mm isoleringsmåtter. Hvis du efterisolerer loftet med op til 350 mm, slipper du for træk, skaber et bedre indeklima og sænker varmeforbruget.

3

Indsæt energirigtige ruder

Vidste du, at vinduerne i din bolig typisk står for 30 procent af varmetabet? A-mærkede energiruder isolerer dobbelt så godt som de gamle termoruder, så der er god mulighed for at sænke varmeforbruget.

4

Isoler alle varmerør

Et oliefyr varmer typisk hele året, så dine varmerør afgiver varme, selvom radiatorerne er slukkede om sommeren, eksempelvis. Isoler rørene med særlige rørskåle fra byggemarkedet – det er nemt og hurtigt klaret.

5

Producer dit eget varme vand

Med et solvarmeanlæg kan du roligt slukke for oliefyret i sommerhalvåret. Monter i stedet et solvarmeanlæg på taget og få derved din egen, CO2-neutrale energi.

6

Skift cirkulationspumpen ud

Cirkulationspumpen sidder ved oliefyret, hvor den sender det varme vand rundt i radiatorerne. Gamle pumper bruger væsentligt mere strøm end de nye modeller. Tjek om din cirkulationspumpe kan indstilles fra 1-3. Kan den det, er den af ældre dato og klar til udskiftning.

7

Skift fra oliefyret til varmepumpe

Er du frisk på helt at erstatte dit oliefyr, kan du med fordel se nærmere på en luft-til-vand-varmepumpe. Den giver dig op til 2,5 gange mere varme for pengene.


Nyhedsbrev