Guide
4. april 2016

Her er de største elsyndere

Elvarme i forskellige afskygninger og hvidevarer udgør det største potentiale, når du vil reducere dit elforbrug.

Elsyndere findes i alle kroge af hjemmet

Når det kommer til de største elsyndere i en bolig, er det typisk apparater, der enten ikke er så energivenlige, som de kunne være, eller bare benyttes uhensigtsmæssigt.

Skurken over dem alle er elvarme over en bred kam – altså både vandvarmere, elpatroner, radiatorer, gulvvarme, varmeblæsere og håndklædetørrere. Den største energibesparelse i et elopvarmet hus opnås ved efterisolering og konvertering til luft til luft-varmepumpe. Suppler eventuelt med en brændeovn.

Tørretumblere sluger også el i stor stil, og husk også at tænke over, om du har slukket apparaterne helt efter brug i stedet for at lade dem overnatte på standby.

Tjek, hvor din elsynder gemmer sig

Denne liste viser de apparater, der oftest er skyld i, at elregningen vokser sig stor:

  • Elvarme
    Herunder vandvarmere, elpatroner, elradiatorer, gulvvarme, varmeblæsere, håndklædetørrere og varmelegemer til akvarier.
  • Gamle køleskabe og frysere
    Herunder køleskabe og frysere af ældre dato, der ikke er mærket som værende energivenlige.
  • Frysere, der står på indfrysning
    Alle frysere har en indfrysningsknap, du kan tænde, når du skal nedfryse store mængder fødevarer hurtigt. Men husk nu at slukke den igen!
  • Frysere indstillet på for lav temperatur
    Stil ikke fryseren på lavere temperatur end nødvendigt.
  • Tørretumblere
    Tørretumbleren er sjældent nødvendig, hæng tøjet til tørre, når det er muligt.
  • Halogenbelysning
    Godt nok er halogenpærer 20-25 procent bedre end glødepærer, men LED er væsentligt mere effektivt.
  • Apparater på standby
    Har du mange apparater stående på standby, er det ikke en helt ligegyldig post på dit elbudget.

Skær 10 procent af dit forbrug

Når du bliver mere bevidst om dit elforbrug, følger besparelsen som regel automatisk med. Hos de fleste danske energiselskaber kan du følge dit forbrug time for time, så du på den måde får et overblik.

“Vores erfaring er, at man let kan skære de første 10 procent af  sine udgifter til energi alene ved at omlægge sine energivaner og være mere bevidst om sit energiforbrug,” forklarer energirådgiver Anne-Birgitte Grønvall fra SEAS-NVE.