VM-bæredygtighed_web

Danmark er blevet verdensmestre i bæredygtighed

Stor undersøgelse fra i år placerer Danmark på en imponerende førsteplads som det mest bæredygtige land i verden.
7/8 2020

Der findes næppe noget bedre for den samlede befolkning, end når vi i Danmark bliver mestre inden for noget. Godt nok er det tæt på 30 år siden, vi vandt EM i fodbold, men det bliver stadig flittigt nævnt. Ligesom vi også er pavestolte over, at Caroline Wozniacki på et tidspunkt rangerede 1’er på verdensplan. Selvom vi er små, kan vi nemlig godt vise muskler på globalt plan, og denne sommer kan Danmark igen bryste sig af en imponerende førsteplads. Det har dog hverken noget med fodbold, tennis eller anden sport at gøre – men faktisk noget, der rækker langt ud over det – nemlig bæredygtighed.

Men hvordan hænger det lige sammen, når vi med et gennemsnitligt CO2-forbrug på 17 ton per person om året er blandt de folkefærd i verden, som forbruger mest CO2? Det er et godt spørgsmål, derfor dykker vi ned i analysen, Environmental Performance Index 2020 (EPI). Undersøgelsen har placeret os øverst på præmiepodiet og ser på, hvilke parametre der er målt ud fra, og hvorfor vi i Danmark mestrer den bæredygtighed.

Måske en af klodens vigtigste mesterskaber

I start juni i år skete der noget stort for Danmark. I en analyse udarbejdet af to af USA’s førende universiteter, Yale Center for Environmental Law and Policy og Columbia University Earth, blev Danmark udpeget som det mest bæredygtige land i konkurrence med i alt 180 nationaliteter. Environmental Performance Index 2020 bygger på en sammenligning af tal, analyser og en forståelse af indsatser på områder inden for bæredygtighed. Her bliver hvert enkelt land målt ud fra 32 kriterier, der indebærer alt fra tiltag i kampen mod klimaforandringer, sikring af ren luft og drikkevand, affaldshåndtering, behandling af spildevand og beskyttelse af dyrearter.

En førsteplads på den liste tyder altså på, at Danmark følger rigtig godt med på den grønne front, og graver man lidt dybere i rapporten, viser det sig også, at vi har stærke resultater på de fleste emner. Det gælder blandt andet politiske tiltag, der gavner klimaet på langt sigt, høje standarder inden for folkesundheden, bevaring af naturressourcer og en seriøs plan for at mindske udslip af drivhusgasser. Som vi indledte artiklen her, bidrager Danmark en hel del, når det kommer til CO2-udslip. Alligevel bliver Danmark dog fremhævet, blandt andet fordi vi har vedtaget en 70 procents reduktion i 2030.

Danmark kan altså godt være stolt af de flotte resultater, for det er uden tøven let at konstatere, at et mesterskab i bæredygtighed er væsentligt. Arbejdet for en grønnere verden betyder allerede meget, og det kommer helt sikkert til at fylde mere og mere for udviklingen af verdens samfund. Det er nemlig ikke til at komme uden om, at vi bliver nødt til at passe på kloden – og det liv, der er på den.

Du kan læse mere om undersøgelsen her og se, hvordan de 180 lande rangerer.

Rige velfærdssamfund topper listen

Nu er det ikke for at male fanden på væggen midt i sejrsrusen; men den fornemme førsteplads, fortæller blandt andet også, at Danmark blot er den mindst ringe. Ingen af de 180 lande opfylder nemlig alle kriterier for at være bæredygtige. Dermed understreger EPI-analysen også behovet for, at vi sætter tempoet op og forfølger de ambitiøse kriterier og mål for en mere bæredygtig verden. Indekset konstaterer f.eks. en bekymring for udslippet af CO2 generelt set.

Et andet væsentligt aspekt, der er vigtigt at nævne, er, at det er veludviklede velfærdssamfund, der topper den grønne liste. I top ti ligger ud over Danmark blandt andet Norge, Sverige, Finland, Schweiz, Luxembourg, Østrig, Tyskland og Storbritannien. Mens fattigere lande uden samme økonomi og velfærdsystem ligger i den laveste ende. Det gælder blandt andet Liberia, Myanmar og Afghanistan.

Men at være et ressourcerigt land betyder nødvendigvis ikke kun, at velfærden er i orden. En stor økonomi hænger ofte sammen med et større forbrug, og her peger undersøgelsen på et centralt problem, der udfordrer beregningen. I dag er der nemlig kun tale om regionale kortlægninger, så import af klimaskadelige produkter er f.eks. ikke medregnet. Derfor arbejdes der på at udvide datagrundlaget for undersøgelsen, så forbruget af importerede varer indgår i den store udregning. Regner man forbrugseffekten med, vil målingen vise helt andre tal og måske endda true Danmarks flotte placering. Det er derfor vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene, men fortsat stiler mod at gøre endnu mere for den grønne omstilling.

Læs også den ultimative gennemgang af begrebet bæredygtighed her

Lille land med store, grønne ambitioner

Når vi nu har indtaget den gule førertrøje – lad os kalde den grøn i denne sammenhæng – forpligter det også til at gøre endnu mere og være en rollemodel for andre lande. En analyse udført af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer fra 2019, der handler om danskernes syn på klima og bæredygtighed, tegner heldigvis et interessant billede. Omtalte undersøgelse afdækker danskernes prioritering og overvejelser, når det gælder bæredygtigt forbrug. Tallene viser blandt andet, at vi generelt bekymrer os om bæredygtighed, og flertallet i undersøgelsen udviser en bred enighed om, at de er villige til at ændre adfærd eller vaner af hensyn til klima, miljø og bæredygtighed.

For at citere direkte fra undersøgelsen ”er bæredygtighed blevet en megatrend”. Det betyder også, at vi fortsat vil se endnu flere grønne tiltag her i Danmark, ikke bare på individniveau, men også på et samfundsmæssigt plan, der er afgørende for den grønne omstilling. Danmarks førerposition er dog ikke givet, så det kræver ambitiøse og langsigtede indsatser, hvis vi vil ligge forrest i feltet. Derfor er en række toneangivende danske virksomheder, Ingeniørforeningen (IDA) og tænketanken Concito gået sammen om initiativet ”Danmark som grøn vindernation”. Målet med tiltaget er at sætte en tyk streg under, at der er brug for høje danske klima- og energiambitioner. Tiltaget samler sig på tværs af de forskellige partier, og meningen er, at høje klima- og energiambitioner skal drive innovation, vækst, eksport og arbejdspladser i hele Danmark fremad mod den grønne omstilling. Du kan læse mere om ambitionerne her.

Godt nok høres det indimellem, at Danmark i det store regnestykke fylder minimalt, men med vores store viden betyder det netop, at vi kan være bannerførerne for en mere bæredygtig verden og være en grøn vindernation.

 


Nyhedsbrev