Fokus
6. juni 2018

Hvad koster din sommerferie i CO2?

Hotellet er booket, kufferten er pakket, krimien er læseklar og nu venter sommerferien i Sydfrankrig eller et andet sted. Det lyder alt sammen skønt, men hvad med feriens klimabelastning? Læs med, og find ud af, hvad din ferie koster i drivhusgasser, og hvordan du kan kompensere.

Kvinde på vej på fly - CO2-kompensation i sommerferien - grøn forskel
Er du villig til at betale lidt ekstra for flybilletten for at kompensere for CO2-udledningen?

Ferie, ferie, ferieeeee…

Det er officielt blevet charter-sæson, og det kan vi danskere jo godt lide. Men der er desværre et men, for selvom solferie sydpå har mange plusser for vores eget velvære, så er det knap så godt for klimaets.

Når vi flyver eller kører bil, udleder vi store mængder CO2. Danskere udleder i gennemsnit 19 ton drivhusgasser om året, og heraf er 1 ton fra fly, i følge den grønne tænketank, Concito.

Så hvis vi skærer ned for flyvningen, kan vi hente en væsentlig reduktion i vores CO2-udledning.

Og det er vigtigt, hvis vi skal leve op til FN’s klimapanel IPCC, der vurderer, at vi på globalt plan skal helt ned på en udledning på 2-3 ton per person om året, hvis den globale temperatur ikke skal stige mere end 2 grader inden 2050.

Læs mere om den globale temperatur

Hvad med alle de andre ting, der belaster klimaet?

Fly er selvfølgelig ikke det eneste problem.

Der er mange andre ting, som udleder store mængder CO2, og hvis du eksempelvis spiser klimavenlig mad og skærer ned for mængden af rødt kød og mejeriprodukter, hjælper du også klimaet godt på vej. Men det løser ikke problemet alene.

For vores livsstil er “baseret på et ikke-bæredygtigt ressourcegrundlag,” i følge Concito-rapporten “Større Trivsel med mindre klimabelastning.”

Selvom vi ofte tænker på os selv som et grønt foregangsland, er Danmark verdens syvende mest CO2-udledende land. Det hænger sammen med et stort forbrug af alt fra flyrejser, biler, mad, elektronik og tøj.

Når det kommer til ferien, er der råd at hente. Det åbenlyse er at holde ferien lidt tættere på, og eventuelt tage på udflugter i det danske. Du kan også vælge at holde én to-ugers ferie fremfor to ferier af en uges varighed, for på den måde at spare på transporten. Og så er det bedre at holde ferie i Europa end oversøisk.

Hvad er CO2-kompensation?

Realiteten er, at vi lever i en global verden. Måske har du venner og familie i udandet, vigtige arbejdsrelationer eller noget tredje der gør, at du bliver nødt til at flyve. Og det er her CO2-kompensationen kommer ind.

Kriterier for køb af CO2-kompensation
  1. Kompensationen skal være ægte. Den skal købes gennem specificerede projekter.
  2. Kompensationen skal være additionel. Projektet skal være nyt og finansieres gennem køb af CO2 – det skal ikke være et projekt, der ville være lavet alligevel.
  3. Gode projekter laver en baseline. Man skal kunne læse sig frem til, hvor meget CO2 der spares (ifht. hvis projektet ikke var lavet). Vær varsom, hvis projektet lover for meget.
  4. Projekter bør være bekræftet af uafængige instanser, indgå i et register og løbende monitoreres under gennemførelsen af projektet. Ex. ved skovrejsning skal det kontrolleres, at skoven ikke fældes løbende.
Kilde: Concito rapport “Større Trivsel med mindre klimabelastning”

“Derfor kan køb af CO2-kompensation (på engelsk; off-setting) være en mulighed, ikke som erstatning for ens egen personlige indsats for at mindske sin udledning af drivhusgasser, men som et supplement,” står der i Concito rapporten.

CO2-kompensation går ud på, at du støtter et klimavenligt projekt med et beløb, der svarer til din flyveturs CO2-udledning (du kan også udregne dit årlige CO2-fodaftryk).

Det vil sige, at du betaler lidt mere for din flybillet, men de penge bliver så investeret i et projekt, der – omvendt flyveturen – binder CO2 fra atmosfæren. Det kan være projekter inden for vedvarende energi, træplantning eller andet.

Vær dog kritisk overfor, hvor du køber kompensationen henne. I Boksen her kan du se Concitos kriterier for køb af CO2-kompensation.

Concito anbefaler følgende sider til køb af CO2-kompensation. Her plotter du rejsedetaljerne ind for din egen ferie, finder ud af prisen for CO2-udledningen og støtter et bæredygtigt projekt:

Hvordan  udregner jeg min CO2-kompensation for ferien?

Lad os se nærmere på, hvordan man rent faktisk udregner CO2-udledningen for en specifik ferie.

Du kan bruge de forskellige sider herover. Vi har brugt Myclimate til udregningen – men vær opmærksom på, at priserne svinger lidt blandt de forskellige søgemaskiner.

Lad os sige, du skal en uge til Nice i Sydfrankrig, og du flyver fra Københavns Lufthavn.

CO2-kompensation for flyveturen til Nice

1 person, economy class, retur København-Nice
Her bliver din CO2-udledning cirka 574 kg, og det svarer til 105 kr. (14 euro)

Til sammenligning ville en billet på business class udlede 753 kg CO2 og koste 135 kr. (18 euro), mens en billet på førsteklasse ville udlede 1,4 ton CO2 og koste 255 kr. (34 euro).

Som det ses er den ekstra benplads altså lig med en større CO2-udledning, så det er ikke kun pengepungen, der nyder godt af, at du flyver economy.

Men hvad så, hvis du kører til Sydfrankrig i bil?

CO2-kompensation for bilturen til Nice

1 person, i mediumstørrelse benzin-bil, København-Nice (cirka 1744 km)
Her bliver din CO2-udledning cirka 595 kg, og det svarer til 105 kr. (14 euro)

Til sammenligning udleder en bil, der kører på naturgas 380 kg CO2, hvilket svarer til 67,5 kr. (9 euro).

Turen til Nice i bil udleder altså cirka det samme som returrejsen i fly, men udledningen her er for hele bilen – dvs. hvis du fylder bilen op med mere end to personer, begynder du at spare på CO2-udledningen.

Bus og tog er ikke med i denne udregning, men den offentlige transport er altid et godt valg, hvis du vil tænke på klimaet.

Hvor meget skal du betale i CO2-kompensation for din sommerferie? Del dit svar med os ovre på Facebook.