14. februar 2020

Cecilie Hother: “Vejret er det eneste, vi ikke kan styre i en ellers kontrolleret hverdag."

I kanten af en stor skov bor tv-vært Cecilie Hother i et bæredygtigt funkishus med solceller på taget og regnvandsopsamling i haven. Selv om naturelskeren, iværksætteren og vejrnørden er gået all-in på det grønne, er hun ikke hellig, men tror på de små skridts magi.

Cecilie Hother interview til Grøn Forskel

For små tre år siden gik Cecilie Hother en dag rundt med sin lille datter Ellinor i barnevognen og nød sin barsel, da hun pludselig kom forbi en grund, der mest af alt lignede eventyrskoven Narnia fra C.S. Lewis’ kendte fortælling Løven, heksen og garderobeskabet. Udenfor stod et overgroet “Til salg”-skilt.
”Man kunne ikke rigtig se, om ejeren havde forsøgt at tage skiltet op og smide det væk – faktisk var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det stadig var til salg,” fortæller Cecilie Hother. Eventyrlysten er hun imidlertid, så hun gik ind for at undersøge grunden nærmere. Barnevognen måtte hun opgive at få med, fordi brombærkrattet var så tæt. Langt inde i “urskoven” så hun et stort gammelt egetræ, og da vidste hun, at hun havde fundet sit og sin families næste hjem. ”Der faldt bare en ro over mig derude i skoven. Jeg ringede med det samme til min mand og sagde: ‘Jeg har fundet det’. Han kom derud, og så var vi bare solgt begge to,” siger Cecillie Hother.

Funkis i skoven

Egentlig var det slet ikke meningen, at tv-værten og iværksætteren Cecilie Hother og hendes mand Thomas Gregers Honoré skulle bygge nyt hus selv. De boede på det tidspunkt sammen i Thomas’ hus ikke langt fra ”Narnia” og var på udkig efter et fælles sted at skabe en fremtid. Måske et hus i København, måske noget, der skulle renoveres, for det havde de begge prøvet før. Men ingen af dem havde bygget nyt. Der var bare ingen vej udenom. ”Huset, der stod på grunden, var til nedrivning. Det havde stået så længe, at der var kommet så meget skimmelsvamp, at man ikke kunne trække vejret inde i det,” fortæller Cecilie Hother.

Så det gamle hus blev revet ned, grunden ryddet, og parret gik i gang med at planlægge deres næste hjem. I dag er familien flyttet ind i en stor fin funkis-villa i skovbrynet. ”Egentlig ville jeg gerne have en murermestervilla, men det passede bare ikke ind i omgivelserne. Det var vigtigt for mig, at det ikke blev et hus, der stod og larmede i naturen, for når vi nu har valgt at bo i skoven, så er skoven jo det smukkeste maleri, du kan forestille dig, og vi vil så gerne have så meget af naturen ind i vore hus. Med en murermestervilla ville det være svært at få plads til store vinduespartier, og det viste sig også, da vi besøgte en masse prøvehuse, at jeg faktisk befandt mig bedst i regulære, firkantede rum, selv om det ikke var det, jeg bedst kunne lide at se på,” siger Cecilie Hother. Så Cecilie Hother havde ”en lille snak” med sig selv om komfort versus æstetik – hvor komforten vandt. At huset skulle være bæredygtigt, var der til gengæld ingen tvivl om. ”Allerede i Thomas’ hus, som er 100 år gammelt, forsøgte jeg at overtale ham til at få solceller på taget, men han kastede bare ét blik på de gamle tagsten og sagde nej. Men her i det nye hus sagde jeg til ham, at der ingen vej var udenom, ” griner Cecilie Hother.

Næsten selvforsynende med strøm

Det nye hus er således bygget med solceller på hele taget, så familien er op til 85 procent selvforsynende med strøm. Cecilie Hother og hendes mand ville også gerne have haft jordvarme, men her var de nødt til at gå på kompromis. ”Vi skulle have dispensation til jordvarme fra kommunen, og ventetiden var desværre så lang, at vores byggeri ville gå i stå. Så vi hoppede på kommunens net i stedet. Havde vi fået jordvarme, havde vi været tæt på at være 100 procent selvforsynende med energi,” fortæller hun. Andre grønne tiltag i huset er trelagsvinduer, indlagt kabel, så fremtidige elbiler kan blive forsynet med strøm fra egne solceller, og regnvejrsopsamling i en 3.000 liter stor tank, så vandet kan genbruges til vask, toiletskyl og vanding af haven. ”Jeg har altid haft dårlig samvittighed, når jeg vandede – faktisk så meget, at jeg har mistet indtil flere planter af den grund.

Cecilies grønne hus
  • Solceller på taget
  • Specielt kabel til elbilladning, der får strøm fra solcellerne
  • Ingen kælder
  • Trelagsvinduer
  • Regnvandsopsamling til vask, vanding og toiletskyl
  • Affaldssortering i køkken og på badeværelse
  • Genbrug af gamle møbler – de overflødige bliver så vidt muligt givet videre
  • Genbrug af fx kampesten fra den gamle have

Det har jeg ikke mere, og det er rigtig dejligt. Men der er også udfordringer med det,” fortæller Cecilie Hother: ”Første gang vi brugte tanken, ringede en af drengene og sagde, at der lugtede af kloak i hele huset. Af hensyn til solcellerne havde vi sat en masse vaske over til lige præcis dagen, hvor der var sol, og det hele lugtede bare af L-O-R-T, fordi vandet jo havde stået i lang tid, mens vi byggede. Der var ikke andet at gøre end at skylle, skylle og skylle – så nu lugter der ikke mere. Men vi skal stadig lige huske at advare vores gæster om, at der ikke er noget galt med deres tis, fordi det vand, der er i WC’erne jo ikke er helt gennemsigtigt, men lidt gulligt,” griner Cecilie Hother.


Arven fra mor

Cecilie Hother har fået den grønne tankegang med hjemmefra. Hun er født i Hjørring og vokset op forskellige steder i Danmark sammen med sine fem søskende, ofte i nærheden af skov eller strand og altid med udendørs liv og en bevidsthed om selvforsyning. ”Vi kalder det ‘arven fra mor’ i min familie. Hun gik meget op i at have køkkenhave, lave mad og bruge alt, og vi børn havde altid pligter udenfor. Som barn syntes jeg, det var irriterende, at jeg skulle ud at plukke frugt eller grave kartofler op, så i mange år tænkte jeg, at jeg bare skulle have en lejlighed i byen og aldrig rense en eneste tagrende mere,” siger Cecilie Hother. Den beslutning holdt dog kun, indtil hun købte sommerhus sammen med sin daværende kæreste. Egentlig var aftalen, at hun ikke skulle røre en finger i forhold til huset og haven, for den slags havde hun fået nok af hjemmefra. ”Det holdt i cirka fire et halvt minut, for jeg kunne jo ikke sidde stille, og lige så snart jeg så, at der blev savet eller hamret forkert, gik jeg i gang.

Så efterhånden har jeg vedkendt mig den side,” griner Cecilie Hother, der har store planer for sin kommende have ved det nye hus og i det hele taget ikke er bange for at tage gummistøvler på og komme udenfor. ”Jeg kan ikke lide udtrykket naturpige, men det er jo nok det, jeg er. Hvis man skal sætte titel på. Jeg har gået til spejder som barn og elsker at være ude, selv om det også er dejligt at ligge en hel dag på sofaen og se tv. Og det fede ved huset her er jo, at jeg er glad, når solen skinner, og glad, når det regner,” siger hun.


Vejret og klimaforandringerne

Gennem 12 år har Cecilie Hother arbejdet professionelt med sol og regn, først som producer bag kameraet og dernæst som vejrvært på blandt andet TV 2 Vejret. Hun brænder for at formidle det, vi alle sammen taler om. ”Vejret er jo det eneste, vi ikke kan styre i en ellers kontrolleret hverdag. Og formidlingsmæssigt er det spændende at beskæftige sig med fremtiden. Det gør så også, at det er øretævernes holdeplads. Alle går jo op i det, fra det helt små – om Ellinor skal have gummistøvler med i børnehaven – til det store, at klimaet får betydning for os og helt sikkert for vores børn,” siger Cecilie Hother, der ligesom de fleste andre er optaget af klimaforandringerne og også har indsigt i dem:

Cecilie Marina Hother Sørensen

Født den 22. oktober 1978 i Hjørring. Hun har fem søskende og er vokset op flere forskellige steder i landet. Hun har blandt andet læst psykologi i Caribien, arbejdet som producer, gået på Filmhøjskolen i Ebeltoft og har gennemført Guldsmedeskolens grundforløb. Mest kendt er hun for sit arbejde som tv-vært på blandt andet TV 2 Vejret, Go’ Morgen Danmark (begge TV 2), Vores vejr (DR) og på kanalen TV 2 Fri. Hun er også iværksætter og designer smykker, som hun sælger gennem sin virksomhed GAIA Jewels. Cecilie har også designet en økologisk børneserie med aktivitetstæppe, rangle og uro under navnet ”Store sky og Lille Sky”, hvor alt, hun tjener, går til Landsforeningen Spædbarnsdød. Og så vandt hun TV 2-programmet “Vild med dans” sammen med danser Mads Vad i 2010. Cecilie Hother er gift med Thomas Gregers Honoré, som er koncerndirektør i Columbus IT. Parret har sammen datteren Ellinor, født 2016. Familien bor med Thomas’ to store drenge, Jeppe og Tobias, i et selvbygget hus i Nordsjælland.

”Jeg er ikke overrasket, for jeg har jo siddet med næsen i det så mange år. Men jeg kan godt blive bekymret over hastigheden, og grundetisk har jeg det sådan, at vi alle sammen godt kan være med til at gøre noget – uden at blive hellige,” siger hun. Det med det hellige er vigtigt for hende at understrege. Men når nu muligheden bød sig for hende, var hun ikke i tvivl om, at der skulle investeres grønt i hendes bolig – også selv om investeringerne er temmelig langsigtede. ”Der går mange år, før de kan svare sig. Men investeringen i fremtiden er lige så vigtig. Selvfølgelig er der en økonomisk begrænsning, for vi har jo ikke vundet i lotto. Men den fornuftige løsning er ikke kun noget med kroner og øre. Der er også en værdi, der handler om, hvad giver du videre til dine børn i fremtiden,” siger Cecilie Hother, der foruden sin datter Ellinor er bonusmor til sin mands to store drenge.

Gør en lille smule

Netop børnene er også en af årsagerne til, at Cecilie Hothers grønne liv har sin naturlige begrænsning. Der bliver både fløjet, kørt i dieselbil og spist kød hjemme hos hende. ”Jeg har to store drenge og en lille pige, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget rugbrød, kartofler og pasta, der ville blive spist, hvis de ikke fik kød. Jeg tror i øvrigt også på, at det er sundt for dem at få noget kød, og jeg kan godt selv lide det.

Men jeg har fået presset to kødfrie dage ind om ugen. For tiden kører jeg også i en dieselbil, fordi den er praktisk med syv sæder, og det passer til en stor børnefamilie,” siger Cecilie Hother, men: ”Hvis vi alle sammen gør en lille smule inden for rammerne af vores hverdag, så kommer vi videre. Nu arbejder jeg inde i København og kan godt bruge lang tid på at finde en parkeringsplads. Så i stedet kører jeg hen til en Green Mobility (miljøvenlige eldelebiler, red.) og tager den på arbejde. På en dårlig uge sparer jeg måske fem timers køren rundt – det er fem timers benzin ud i luften, og batter det i det store billede? Måske ikke, men hvis vi alle sammen gør en lille smule, så gør det,” siger Cecilie Hother.

CecilieHother_skrald_website
Foto: Jakob Helbig