Guide
28. november 2016

Brændeovne: Sådan skåner du bedst miljøet

Brændeovne forurener luften både inde og ude. Her er ekspertens råd til, hvordan du tænder for varmen og hyggen uden at skade miljøet unødvendigt.

Billede af brændeovn
Partikelforurening fra de ca. 750.000 danske brændeovne og andre mindre fyringsanlæg forårsager årligt ca. 550 for tidlige dødsfald i Danmark og medfører mange luftvejslidelser. Kilde: Danmarks Nationale Center for Miljø og Energi (DCE)

Så kom kulden, og det er blevet tid til at tænde for varmen.

Og er der noget mere hyggeligt end at tænde op i pejsen eller brændeovnen en blæsende vinterdag? Men den knitrende ild i brændeovnen skaber desværre ikke kun en romantisk stemning, men også en stor portion partikelforurening – som også er sundhedsskadelige. Af al den partikelforurening vi udleder, står brændeovne faktisk for hele 71 procent.

Miljøstyrelsens 3 råd til korrekt fyring i din brændeovn:
  • Tænd op fra toppen. Læg pindebrænde på toppen med luft imellem i stedet for i bunden.
  • Sørg altid for, at der er rigeligt med luft. Fyr lidt ad gangen og brug mindre stykker træ, og skru først ned for luften, når flammerne er blevet lyse.
  • Tjek, at røgen næsten er usynlig. Gå udenfor og se om røgen fra din skorsten er sort, går eller usynlig. Det må heller ikke lugte grimt.
Og det er særligt slemt, når vejret er koldt, for kulden kan holde røgen nede – og i områder med mange brændeovne betyder det, at luftforureningen kan nå op på samme niveau som meget trafikerede veje.

Men lad os nu forsøge at tænke positivt. Der er nemlig masser, du selv kan gøre, hvis du vil mindske forureningen fra din brændeovn, forklarer seniorrådgiver Helge Rørdam Olesen fra Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet. Han har i en årrække arbejdet med netop luftforurening fra brændeovne.

Hvor meget din brændeovn eller pejs forurener afhænger af typen på ovnen, tykkelsen på brændet, luften i rummet og højden på skorstenen – og her kan du nemt ændre adfærd.

For det første: Tørt brænde er bedst

Helge Rørdam Olesens første råd er at sørge for, at det træ, du bruger til at tænde op med er helt tørt. Vådt brænde udvikler nemlig meget mere røg. Og på den måde kommer der mere luftforurening både inde i din stue – men også fra den røg, der sendes ud af skorstenen.

For det andet: Træ på størrelse med ølflasker

Eksperten forklarer også, at mange der tænder op i deres brændeovne, har en tendens til bruge alt for store stykker brænde. Især når der først er kommet gang i bålet, så er det en langvarig løsning at smide et stort stykke på, som kan ligge og varme længe.

”Men det forurener luften rigtig meget, når du fyrer op med for tykke stykker træ”, siger Helge Rørdam Olesen. Den optimale størrelse i forhold til miljøet er, hvis dit brænde har omkring samme tykkelse som en vin – eller ølflaske.

For det tredje: Undgå skadelig røg i stuen

Brændeovne skader ikke kun miljøet, men kan også skade indeklimaet. Især er det et problem i nye huse, som er mere lufttætte end gamle bygninger, så skorstenstrækket kan være for dårligt. Og når røgen først er endt ude i stuen, bliver den hængende.

10 TING DU ALDRIG MÅ FYRE MED
  • Behandlet træ
  • Imprægneret træ
  • Paller
  • Spånplader
  • MDF-plader
  • Husholdningsaffald
  • Byggeaffald
  • Træ med rester fra maling, lim eller lak
  • Træ der sidder søm eller skruer i
  • Aviser eller reklamer – aviser må dog gerne bruges til optænding

”Men også din emhætte kan være med til at forurene luften i dit hjem. Hvis den står tændt i køkkenet, mens der er ild i brændeovnen, vil den ubemærket suge røgen fra ovnen ud i rummet.”

Det er også vigtigt, forklarer eksperten, at man tænker over, at indstille luftspjældene på ovnen rigtigt. Tjek brugsanvisningen!

For det fjerde: Ud med den gamle og ind med den nye

Teknologien i nye brændeovne er ofte langt bedre end i gamle brændeovne, siger Helge Rørdam Olesen. Så det kan godt betale sig at investere i en ny model. Hvis din brændeovn er fra 1990 eller før, kan du faktisk få 2.150 kroner for at skrotte den – spørg din lokale skorstensfejer hvordan.

Ud over at forurene mindre er nye brændeovne billigere i drift end de gamle, fordi de udnytter brændet bedre. Du kan ifølge Teknologisk Institut spare ca. 15-25 procent af brændeforbruget med en ny ovn i forhold til den gamle fra før 1990.

For det femte: Pas på din nabo, når du fyrer i byen

I byerne er det ekstra skadeligt at benytte sig af brændeovne, da luftforureningen generer naboerne i de tætbeboede områder. Her kan det være en fordel at tænke over højden på skorstenen.

Jo højere skorsten, desto mindre kommer dine naboer i direkte forbindelse med røgen fra din ovn. Din skorstensfejer kan også være behjælpelig med gode råd om, hvordan du får skorsten og ovn til at fungere godt sammen.

Men uanset hvad du gør, så…

Ifølge Miljøstyrelsen forurener moderne brændeovne 60 procent mindre i dag, end de gjorde i starten af 00’erne. Luften i Danmark er også blevet renere, og det skyldes blandt andet teknologien – men også vores adfærd, når vi fyrer op. Så det nytter altså noget at varme sig med god samvittighed.

Men! Brændeovne burde kun være en løsning, hvis du skal opvarme et gammelt og utæt sommerhus, eller til nød som supplerende til din fjernvarme. Fjernvarme vil nemlig ALTID vil være en fordel, da den er miljømæssigt langt overlegen, vurderer miljørådgiveren.