Forside > Blogs > Lad os indse det: Vores høje CO2-aftryk er vold
Blog
21. august 2017

Lad os indse det: Vores høje CO2-aftryk er vold

Er det uetisk at flyve på ferie? Ja, mener blogger Gregers Andersen, for ikke blot forvolder vores høje CO2-aftryk stor menneskelig lidelse ved at medvirke til stadigt mere ødelæggende vejrfænomener rundt omkring på kloden. Vores høje aftryk vil også blive ved med at gøre skade på mennesker, dyr og planter langt ind i fremtiden.

Flygtninglejr i Grækenland - CO2-aftryk - Grøn Forskel
"Amerikanske forskere har for nyligt påpeget, at én af årsagerne til borgerkrigen i Syrien og den efterfølgende flygtningekrise, skal findes i klimaforandringerne. Nærmere bestemt i klimaforandringernes intensivering af den langvarige tørke, der førte op til borgerkrigen," skriver Gregers Andersen.

Sommeren er ved at være ovre, og for mange danskere har den stået på besøg i landets lufthavne for at rejse ud i verden. En handling som de færreste formentligt ser som andet end en lettere anstrengende transport til sol, strand og azurblåt hav.

Men tænker man sådan, forstår man sig selv som en del af en verden, hvor det at flyve kun har konsekvenser for én selv. Og sådan en verden lever vi ikke i. Tværtimod byder de menneskeskabte klimaforandringer os at forstå vold på en ny måde. Ja, helt enkelt forstå, at den voldelige handling har fået en ny rækkevidde.

Hvad vil det sige? Det vil såmænd blot sige, at vi skal til at vurdere den etiske gyldighed af vores handlinger på baggrund af en ny ligning. En ligning, hvori vi ikke blot sætter lighedstegn mellem vores høje CO2-aftryk og de stadig mere ekstreme vejrfænomener (vi i disse år ser tage til rundt omkring på kloden), men også sætter lighedstegn mellem vores høje CO2-aftryk og den tiltagende menneskelige lidelse, som disse – ofte mediedækkede – vejrfænomener helt åbenlyst skaber.

Klimaforandringerne skaber ressourcekrige og flygtningestrømme

Dertil kommer, at de epidemier, oversvømmelser, hedebølger, tørker, skovbrande osv., som klimaforandringerne nu og i fremtiden medvirker til, ikke blot er lokale fænomener. De er også fænomener, hvis dønninger bevæger sig over grænser i form af bl.a. ressourcekrige og flygtningestrømme.

F.eks. har amerikanske forskere for nyligt påpeget, at én af årsagerne til borgerkrigen i Syrien og den efterfølgende flygtningekrise, skal findes i klimaforandringerne.

Nærmere bestemt i klimaforandringernes intensivering af den langvarige tørke, der førte op til borgerkrigen.

Samtidig afkaster klimaforandringerne i disse år et vel af prognoser, der er katastrofefilm værdige. I nyhedsstrømmen har vi på det seneste f.eks. kunne læse, hvordan – som følge af klimaforandringerne – 600 millioner børn i 2040 vil mangle rent drikkevand. Og hvordan 150.000 europæere i år 2100 vil dø om året i hedebølger.

Skru op for ansvaret

Stop lige en halv, vil mange sikkert tænke. Er det at drikke et glas mælk eller spise en appelsin, så ikke også vold? Der er i dag trods alt ikke mange af vores handlinger, som ikke medfører en eller anden form for drivhusgasudledning.

Det er selvfølgelig rigtigt. Men hvis vi tænker over det, er det så ikke snarere én grund til at skrue op for ansvaret i stedet for ned?  Eller sagt på en anden måde:

Netop fordi stort set alle vores handlinger i princippet er med til at forstærke klimaforandringerne, vokser vores moralske forpligtelse.

Når det er sagt, ved jeg udmærket godt, at det at tale om moral i forhold til klimaforandringerne ikke er særligt populært i de her år. Og jeg ved også hvorfor.

Dels er der dem, der mener, at det er psykologisk kontraproduktivt. ‘Danskerne skal i stedet have serveret nogle positive visioner for et mere bæredygtigt liv,’ lyder deres indvending. Dels er der dem, der mener, at det er politisk naivt: ‘Det skygger for, at mange af verdens problemer, inklusiv klimaforandringerne, kræver stærke kollektive modsvar. Ja, simpelthen skal bekæmpes med politiske aktioner i stedet for med moralen,’ er deres kæphest.

Læs også: Kære Lars, lad os lære af min mormor

Og langt hen af vejen er jeg enig. I kampen mod klimaforandringerne er der brug for både alternative visioner af det gode liv og langt mere radikale politiske aktioner. Men for mig at se piller det ikke ved, at det også handler om moral. At vi vedkender os, at vores CO2-aftryk rummer en vold, som ganske enkelt er etisk uforsvarlig. Og at vi derfor bør gøre alt for at reducere det betragteligt.

Vi skal holde vores politikere ansvarlige

Det ændrer heller ikke ved, at vi bør vurdere vores folkevalgte politikere efter en tilsvarende standard.  At vi bør have en forventning om, at de gør alt, hvad der står i deres magt, for at realisere Paris-aftalens mål. Og at vi, hvis de svigter i den henseende – som det er tilfældet i øjeblikket – gør det fuldstændigt åbenlyst for dem, at det er helt uacceptabelt.

For vi kan som befolkning ganske enkelt ikke længere leve med ministrer, der løber alt, hvad de kan fra deres klimapolitiske ansvar. Det vil – for nu blot at fremhæve ét blandt mange mulige eksempler – sige en minister som Ole Birk Olesen. Olesen, der direkte adspurgt om de klimatiske konsekvenser af hans plan om at øge trafikken i Københavns Lufthavn for nyligt svarede, at “klimaudfordringer hører under klima- og forsyningsministeren.”

Et sådan svar er nemlig ikke blot et åbenlyst udtryk for en ekstrem politisk ansvarsflugt: En kynisme, der er villig til at veksle utallige menneskers lidelser for billige flybilletter til danskerne.

Den er også billedet på, at den vold, der ligger i klimaforandringerne, i dag simpelthen er blevet banal for os. Ja, er så dybt integreret i vores grænseløse forbrugskultur, at vi knap ænser den.

Læs også: Klimaforandringerne kræver, at vi ændrer livsstil nu

Ja, klimaet har altid forandret sig, men klimaforandringerne er ikke længere naturlige

Faktum er imidlertid, at der ikke er tale om nogen historisk bagatel. Tag f.eks. det desværre alt for ofte gentagede udsagn om, at der alle dage har været klimaforandringer og den nuværende opvarmning af kloden derfor er helt naturlig.

For mens vi til første del af udsagnet roligt kan svare:  ‘Naturligvis har klimaet altid forandret sig. Jorden er et dynamisk system. Så at sige, at klimaet ikke før har forandret sig, svarer til at sige, at Jordens tektoniske plader ikke bevæger sig!’ Ja, så sætter den implicitte vold i klimaforandringerne misforståelsen i udsagnets anden del i relief.

Til påstanden om, at den nuværende opvarmning af kloden er helt naturlig, ansporer den os nemlig ikke blot til at gentage for 117. gang: At det er et videnskabeligt faktum, at vi som menneskehed er ved at overophede Jorden.

Den gør det også fuldstændigt tydeligt for os, hvordan vi befinder os i et nyt historisk paradigme. Et paradigme, hvor klimaforandringerne ikke længere er naturlige, men er blevet en transportør af mellemmenneskelige ødelæggelser. Og som derfor kræver helt nye ideer og handlinger på både et individuelt, kulturelt og politisk niveau.

Gregers Andersen er fast blogger på GrønForskel.dk. Han er kulturforsker og forfatter til debatbogen ‘Grænseløshedens kultur’ fra 2016.

Læs mere om