Blog
19. april 2016

Biernes hellige liv

Bier er meget mere end honning og bistik - faktisk er de en så vigtig del af vores økosystem, at vi slet ikke kan leve uden.

Biernes liv afhænger af blomster

Hellighed og bier, hvorfor blande to så forskellige ting sammen? Bier leverer honning, sødme til vores liv. De sørger for, at vi har noget at spise, at blomsterne blomstrer og træerne bærer frugt. Uden dem er vi på spanden.

To år regnede Einstein sig frem til, at vi kunne overleve uden bier. Ifølge John Taylor, der er formand for Wales Biavlers Forening, er det måske lettere overdrevet, man har regnet på det og sagt, det ikke passer helt. Det vurderes, at det ville tage cirka syv år. Nå ja syv år. Så vil vores fødevarereserver være sluppet op.

Læs også: Guide til miljøvenlig bekæmpelse af hvepse

Uden bier, intet liv.

Derfor synes jeg, bierne er hellige, og vi er nød til at passe bedre på dem, end vi har gjort hidtil. Bier er sårbare overfor sprøjtegifte. Det er lidt af et paradoks, at vi sprøjter vores afgrøder for at beskytte dem mod skadedyr og samtidig slår den dyreart ihjel, som har allerstørst betydning for, om vi overhovedet får nogen afgrøder.

Bier har også vist sig at være geniale dynamoer for sociale entreprenører. Bybier giver hjemløse og udsatte borgere en god grund til at stå op om morgenen. Bierne giver dem et meningsfyldt liv, fordi de sammen gør en meningsfuld forskel. Bliv inspireret til selv at gøre en forskel på Bybi.dk.

Bier har også sat deres præg på litteraturen. En af de mere specielle bøger, hvor man kan finde information om bier, er i ”Biernes hemmelige liv” af Sue Monk Kidd. Den handler i virkeligheden om noget helt andet, men som bieffekt får man før hvert kapitel noget at vide om biavl.

Nu er biavl heldigvis ikke forbeholdt de få udvalgte. Nej, har du en passende have, kan der blive plads til et bistade. Landet over bliver der afholdt kurser for begyndere udi biavlens ædle kunst. Du kan se mere her. Der findes også flere “binørder” landet over, hvor du kan få inspiration og viden. En af dem er Columella.

For et par år siden mødte jeg Hans Erik Oluf Ekstrøm på Løgumkloster Refugium. Han var over 80 år på det tidspunkt. Han kunne fortælle, at man ikke behøver at klæde sig ud i panser og plader, når man håndterer bierne, hvis blot de behandles rigtigt. Bier stikker nemlig kun, hvis de føler sig truet, er sultne eller hvis biavleren lugter, for eksempel af sved, øl eller lugte fra bigift med mere.

Og honning er ikke bare honning. På New Zealand laves den specielle Manukahonning, som har vist sig effektiv til sårheling og er mere bakteriehæmmende, end honning normalt er. Undersøgelser har også gang på gang vist, at hostesaft ikke virker, men det gør honning derimod.

Bierne har brug for en hjælpende hånd – og vi har brug for dem. Blomster og bier er ikke for sjovt. Det er dyb alvor.

Susie Kierkegaard søndagsblogger på www.det-enkle-liv.dk om miljø og bæredygtighed, hvor hun fokuserer på, hvad man selv kan gøre. Til daglig er hun projektleder på TRIVSELSgrupperne, Foreningernes Hus Vejle.