Guide
28. oktober 2019

11 apps der gør det nemmere at leve grønt

Det kan være svært at tænke bæredygtighed ind i en travl hverdag, men med disse apps kan du nemt justere på dine vaner, hvad enten du vil skære ned på madspild, energiforbrug, animalske fødevarer eller skadelig kemi i plejeprodukter.

kvinde-med-apps-på smartphone
Der er masser af hjælp at hente i apps, der gør det nemmere at leve bæredygtigt.
1

'Kemiluppen' – hvad skjuler sig i dine plejeprodukter?

Ethylhexyl methoxycinnamate eller methylisothiazolinone – har du også svært ved at gennemskue indholdslisten på dine plejeprodukter, så skulle du måske prøve appen ‘Kemiluppen’. Ved at scanne stregkoden på din shampoo eller slå din foundation op i appens database kan du nemt se, om dine plejeprodukter indeholder stoffer, der kan give allergi eller belaste miljøet. Samtidig er den også en hjælp til dig, der vil sikre dig mod stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.

Download appen til iPhone eller Android.

2

Watts - find energislugerne i dit hjem

Med energi-appen Watts kan du hele tiden følge med i, hvor meget strøm, du bruger i hjemmet, og så kan du sammenligne din husstands forbrug med andres. Det unikke ved appen er, at den lægger et budget for dit forventede forbrug, så du kan gribe ind og ændre det, hvis du skulle bruge for meget el. Dermed bliver det nemmere for hele familien at følge med i, hvor og hvornår der bruges mest strøm.

I appen kan man også se, hvornår der er mest grøn strøm i stikkontakten, og for at du kan få et endnu grønnere forbrug, arbejdes der i øjeblikket på en version 2.0 af appen, så den kan give besked, når klimazonerne er grønne eller sorte.

Man får mest muligt ud af appen ved at være kunde hos SEAS-NVE, men alle kan downloade den og indtaste sit energiforbrug.

Download til Android eller Iphone

Læs også: 9 nemme energitips til madlavningen

3

'Too good to go' – køb kokkens overskudsmad

Ideen bag den danske app ‘Too good to go’ er ikke mindre end genial, for med appen kan du billigt spise lækker restaurantmad og samtidig bekæmpe madspild. Det eneste, du skal gøre, er at gå ind på appen og lade din gps lokalisere de restauranter, bagerier og cafeer, der tilbyder dig overskudsmad til særdeles overkommelige priser. Appen kræver at du er fleksibel, da afhentningstiderne (som ofte er meget korte) på for eksempelvis aftensmad og bagværk typisk er i de enkelte steders lukketid.

Download til iPhone og Android.
Prøv også appen ‘YourLocal’, der ud fra samme koncept forsøger at mindske madspild.

4

CO2 Food - beregn klimaaftrykket af din mad

Vores madforbrug er et af de steder, hvor vi virkelig kan gøre en forskel for klimaet. Og med CO2 Food bliver det nemmere at se, hvor meget CO2, dit madforbrug udleder. Du kan enten scanne dine kvitteringer eller give appen adgang til dine digitale kvitteringer. På den måde får du et overblik over, hvordan dit madforbrug (kun det, du køber i dagligvarebutikker) ser ud i forhold til andres. Man kan også se hvilke dele af ens forbrug, der vejer tungest. Appen tager udgangspunkt i Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrugs beregninger i Fødevarernes Klimaaftryk , Unilevers CO2 beregner og Foodemissions.com.  

Download til Iphone eller brug tjenesten online

5

'Mad skal Spises' – ikke spildes

Supermarkederne har tit nedsatte datovarer til salg, men det er ofte lidt af en tilfældighed, om man støder på lige den vare, man står og mangler. Den nye app ‘Mad skal spises’ gør det nu muligt for dig at finde frem til nedsatte datovarer i alle dagligvarebutikker. I appens menu kan du tilpasse din radius og på den måde finde frem til de datovarer, som er tættest på dig. Appen giver dig også mulighed for at dele datovarerne, når du ser dem i butikken.

‘Mad skal spises’ er udviklet af Fødevarebanken og Netto og fås på AppStore og Google Play.

6

'For Resten' – tips til restemad

‘For Resten’ er endnu en app til bekæmpelse af madspild i dagligdagen. Mangler du inspiration til at bruge resterne fra kødsovsen eller resterne af hvidkålen, så kan du hente din inspiration her. Med appen kan du nemlig få tips til at forvandle dine rester til nye retter ved at søge på en eller flere af de ingredienser, du har i overskud. Flere af opskrifterne stammer fra forbrugerne, som har indsendt dem via Forbrugerrådet Tænks Facebookside Madrevolutionen.

Appen er gratis og fås til både iPhone og Android.

Læs også: Opbevar dine madrester, så maden bliver spist

7

Freemi - en verden af gratis ting

Med Freemi kan du finde gratis ting og give det væk, du ikke skal bruge mere. Folkene bag håber at få folk til at smide færre ting ud ved at gøre det nemmere at give det væk. Man kan finde gratis ting i kategorierne bolig, elektronik, hende, ham og børn. Systemet fungerer sådan, at man stiller sig i kø til det, man gerne vil have, og man skal være hurtig, hvis man vil forrest i køen. Appen er mest egnet til at finde legetøj eller møbler til sommerhuset, og der er langt mellem guldet. Men den er et fint alternativ til lokale Facebookgrupper, hvor man kan give ting væk i lokalområdet.

Download til Android eller Iphone

8

Make Impact - brug dine penge til at gøre verden bedre

Hvis du har mod på at kaste dig ud i investering, så er Make Impact en nem måde at finde virksomheder med gode intentioner. Appen henter informationer om virksomheder fra UN Global Compact og lister dem efter, hvilke verdensmål, de arbejder med. På den måde kan du nemt vælge at investere dine penge i de virksomheder, der arbejder med de verdensmål, du gerne vil prioritere. Du kan søge på verdensmål, land og sektor og naturligvis læse de finansielle detaljer for hver virksomhed. Du køber ikke aktier direkte igennem appen, men du kan få oplysninger om dine ønsker sendt til din bank, der så kan hjælpe. Ellers kan du blot bruge den til research, hvis du selv køber aktier.

Download til Iphone eller Android 

9

'Reshopper' – sælg brugte børneting videre

I stedet for at lade den gamle barnevogn samle støv i kælderen, kan du oprette dig som bruger i appen ‘Reshopper’ og sælge den videre til en anden børnefamilie. Den populære danskudviklede app, der blev kåret til Danmarks bedste børneapp 2015, er en moderne markedsplads, som giver børnefamilier adgang til online køb og salg af brugte børneting i lokalområdet direkte fra mobilen. Appen har en brugervenlig søgefunktion, som gør det nemt at finde lige netop det, du søger. Download appen til iPhone eller Android.

 

10

Happy Cow - find grøn mad, når du spiser ude

HappyCow er den mest brugte app til at finde vegetarisk og vegansk restaurantmad i hele verden. Den fungerer ligesom Tripadvisor, hvor man selv kan tilføje nye restauranter, og brugerne giver stjerner. Den er uden tvivl mest brugbar i storbyer, hvor udvalget er størst. Men særligt hvis man er veganer, kan det være svært at finde restauranter med et godt udvalg, og her er appen en god hjælp.

Appen koster 35 kroner og kan downloades til Iphone eller Android

Læs også: Guide til grønne spisesteder i Danmark

11

Good on You - find de bæredygtige tøjmærker

Det kan være lidt af en jungle at finde ud af, hvilke brands, der er bæredygtige. Og den opgave hjælper Good On You med. Her kan du søge på kategori, eksempelvis tasker, og så får du et bredt udvalg af bæredygtige brands. Appen er international, men man kan finde få danske brands også. De parametre, de måler efter er miljø, arbejdstagerrettigheder og dyrevelfærd – og man kan indstille, hvad der vægter mest, når man køber tøj. Good on you oplyser, at de trækker på information fra mere end 50 forskellige certifieringssystemer og andre former for information, når de skal vurdere et brand.

Download til Android eller Iphone

Læs også: 21 bæredygtige brands du skal kende