Forside > Hjem og bolig > Kødfri hverdag: 10 proteinrige råvarer du kan erstatte kød med
Guide
14. september 2016

10 proteinrige råvarer du kan erstatte kød med

Kunne du godt tænke dig at være kødfri og skifte bøffer, frikadeller og kylling ud med andre sunde proteiner? Måske bare engang imellem? Vi giver dig den eneste liste, du har brug for

Koedfri: Billede af koed
Er det svært at finde på kødfri alternativer i din hverdag?

Er det svært at finde på kødfri alternativer i din hverdag?

I dagens Danmark er vi alt andet end kødfri spisere. Vi danskere indtager nemlig ifølge DTU Fødevareinstituttet i gennemsnit 52 kilo kød om året. Men! Heldigvis er vi også begyndt at spise lidt mindre kød end for bare et par år siden.

Vilde fakta om kød
  • Fødevarer står for 19-29 pct. af den menneskeskabte udledning af drivhusgasser. (I Europa er tallet 22 til 31 pct.)
  • Husdyrsektoren alene står på verdensplan for 14,5 pct. af menneskers drivhusgasudledninger, og oksekødsproduktionen står for 41 pct. af sektorens udledninger, mens malkekvæg står for 20 pct.
  • Hvis vi spiser mindre kød fra drøvtyggere i lande som Danmark kan vi nedbringe drivhusgasudledningen fra fødevarerne med 20-35 pct.
  • Ved at spise vegetarisk kan du også reducere behovet for landbrugsjord med 50 pct. – og op til 60 pct. hvis du er veganer.
  • Og hvis du ‘blot’ erstatter 75 pct. af dit forbrug af oksekød med svinekød eller kylling vil behovet for landbrugsjord faktisk falde med 40 pct.

Kilde: Etisk Råds rapport om Etisk forbrug af klimabelastende fødevarer

Ikke desto mindre er kødindtaget eksploderet verden over de seneste 50 år, og om 35 år anslår FN’s landbrugsorganisation, FAO, at det vil være steget med (hold fast!) 54 procent på verdensplan. Samtidig vil mælkeforbruget også stige 73 procent, og eftersom produktionen af mælk og kød allerede nu står for knap 20 procent af vores udslip af drivhusgasser, så ser det ikke for godt ud.

Vær med i afstemningen: Overvejer du at skære ned på dit kødforbrug – stem her! 

Derfor har vi herunder lavet en lille liste til jer, der godt kunne tænke jer at skære lidt ned på jeres kødindtag – og tofu har vi udeladt i denne omgang, for den kender vi vist alle.

Om du vil indføre én kødfri dag om ugen, eller gå helt vegetar eller vegansk, er helt op til dig. Man kan ikke redde hele verden med det samme, men en lille ændring gør også en stor forskel. Men mangel på inspiration skal i hvert fald ikke være grunden til, at du ikke skærer lidt ned på dit kødindtag, hvis du går rundt og har lyst til det. Så her er nogle nemme alternativer.

GODE KØDFRI PROTEINER


Ærter
– flækærter (tørrede gule ærter) er den helt store vinder, når det kommer til protein med sine 50 gram per 2 dl – grønne ærter er heller ikke en dårlig løsning med ca. 10 gram protein per 2 dl

Seitan – er faktisk en slags hvedekød med masser af struktur, der gør den til et genialt kødfrit alternativ. Du kan selv lave den, eller finde den i specialbutikker. Tempeh er den glutenfri version, som i stedet er lavet af soyabønner

Kikærter – der er 12 gram protein i 2 dl, og du kan lave lækre falafler med hummus eller saftige kikærteboller

Broccoli – der er faktisk protein i den grønne kål, men kombinér den med lidt hummus eller put den i en salat med andet protein, for helt oppe på skalaen er den med sine 4-5 gram per portion ikke

Læs også: Sådan undgår du madspild

Kidneybønner – der er ca. 15 gram protein at hente, hvis du tilbereder en portion på 2 deciliter. Du kan for eksempel lave burgerbøffer med dem

Chiafrø – eller hampfrø for den sags skyld er nemme små proteinboostere med masser af fiber, som du kan tilføje til alt fra din morgenmad til din salat

Nødder – der er ca. 6 gram protein i en håndfuld nødder, som du for eksempel kan lave en lækker postej af. Psst! Du kan også spise nøddesmør, men undgå dem med alt for meget sukker i

Quinoa – med ca. 8 gram protein i 2 deciliter er de lækre korn supergode at kombinere med f. eks. bønner og ærter

Linser – der er ca. 9 gram protein i en deciliter og så mange muligheder med de små bælgfrugter. Du kan for eksempel lave linsedeller eller gå den asiatisk inspirerede vej

Æg – hvis du ikke er veganer, er de ca. 6 gram protein per æg en god og nem kilde til protein. Måske værd at anskaffe sig et par høns?

Hvis du vil tilføje nogle gode til listen, så del dem endelig med os!